Vegvisir Race samler folk og fæ

Der var gang i vores lille by ved sundet torsdag aften. Selv gik vi hjemmefra klokken 18, for at være med helt fra starten, når 114 både skulle sejle gennem Guldborgbroen i løbet af aftenen. Der var lavet udkigsposter flere steder langs kysten, både på Lolland og Falster, men vi selv bor jo lige midt i smørhullet.
Vejret var, som det har været meget længe, helt fantastisk for os der bare skulle se på, men for sejlerne var det måske ikke det bedste vejr, for ikke en vind rørte sig, så det tog ekstra lang tid at komme fra Nykøbing og hertil. Man havde beregnet at de første både ville ankomme kl. 19, men de lod vente på sig. Vi udnyttede tiden ved at gå os en lille tur ved stranden imens.Klokken var 19:20 da den første enlige svale kom sejlende, og broen gik op og ned. Ca. et kvarter senere, gik broen atter op, da bådene langsomt begyndte at dukke op i det fjerne.  

Der var rejst telte på havnen, og der blev spillet  og sunget mange skønne sange. Der blev spillet trompet, så nakkehårene rejste sig.

Varmedisen lå tæt over horisonten. Sejlerne fik en hilsen med på vejen i form af vink, tilråb, sang, musik klapsalver og geværsalut.

På en storskærm i teltet, kunne man følge hvor langt bådene var kommet. Det blev pludselig meget interessant, da vi ventede på Marks musikven, Danny og dennes far, som desværre var stødt på grund. Vi fik også set, at der var to både, der af en eller anden grund, stadig lå i havnen i Nykøbing.

Et er at alle vi tilskuere og amatører, står og tager billeder og filmer, men TV2east var også ude med det store kamera. Ligesom der også fløj en drone over bådene og folkene bag Vegvisir, selv var rundt og filme under sejladsen.

Der var oplevelser af enhver art. Sort sol i massevis næsten ustandselig. Skarver er det. Sådan en koloni har vi desværre også her i området.

Der var averteret med at broen ville være periodisk lukket, så man skulle finde alternativer hvis man skulle krydse Lolland og Falster. Så selv de der bor på Falster, kunne ikke komme til havnen og deltage i festlighederne og de der var nået at komme, kunne ikke komme hjem før broen igen gik ned, omkring klokken 22, eller senere, når alle både var kommet igennem. Der går allerede historier der fortæller at ægtefællen derhjemme ikke tror på den undskyldning, uanset om man var strandet på den ene eller den anden side af broen, men det er altså sandt nok.

Allerede fra starten af, var det minimalt med vind, men der blev mindre og mindre efterhånden som tiden skred frem og mørket faldt på.

Det livede op i landskabet, når der en sjælden gang kom et skib med kulørt sejl og hyggen spredte sig med mørket, når der var lys på skibene og månen spejlede sig i Guldborgsund.
Efterhånden blev det så mørkt, at jeg ikke mere kunne tage nogenlunde ordentlige billeder, og der var langt imellem bådene, så vi traskede hjem, men klokken blev alligevel over halv et før jeg fandt min seng. Det er rart at have en fridag ovenpå sådan noget natteroderi. Og natteroderiet fortsætter vi med, både i dag og i morgen. Weekenden er fuldt besat til søndag aften, med alt hvad hjertet begærer. 

Sejlerne skal ud på noget af en tur inden de vender tilbage. Du kan læse mere om Vegvisir her.

Livet i sommervarmen

Sommervarmen trykker mig noget så gevaldigt, og har gjort det, de sidste par måneder. Jeg har prøvet at sove i haven, for at få noget søvn, men det hjalp ikke. Søvn er en mangelvare. Det må jeg indfinde mig under, når jeg ikke kan ændre på det.
Trods varmen, skal jobbene passes. Jeg glæder mig bare over, at Allan går hjemme, og alle døre og vinduer kan stå åbne hele dagen, for det er ulideligt at komme hjem til sådan en bageovn. Det er slemt nok endda. Der sker faktisk ret meget i mit (vores) liv. Heldigvis ikke forfærdelige ting, selvom vi godt kunne undvære nogle af dem. Noget er tidskrævende arbejde. Andet er tidskrævende. Noget dumper ned fra himlen, som f.eks. da jeg blev ringet op af en advokat, der stillede nogle spørgsmål, og gerne ville indkalde mig som vidne i retten, hvis sagen blev til noget. Det har jeg sagt ja til, så min håndskrevne dagbog bruges flittigt. Der er lange dagbogsskriverier hver dag.
Vi har dog ikke undgået at komme hjem til bageovnen,da vi har været væk hele dagen flere gange. Når vi ikke er ude at føjte i weekenderne, bruger jeg tid på at høste fra drivhus og have. Eller cykler ud og høster i hegn og krat. Naturen er så rig på gaver.
Det er bedst at lave dette arbejde fra morgenstunden, hvor køkkenet stadig ligger i skyggesiden. Om eftermiddagen kan man slet ikke være der. Selvom der var vind i går, så var det stadig frygteligt varmt, her på Lolland og det er det også i dag. Stadig over 26° da klokken var 18.
Det var bare et lille pip, for at vise at jeg er live, men ikke sidder inde ved pc’en i den hede, og ude har jeg svært ved at læse både på min telefon og min iPad, men i aften er der kun 25° inde i huset. Så lav har temperaturen ikke været de sidste par måneder, så det er bare med at glæde sig over det, og udnytte det ved at prøve at få en god nattesøvn, inden helvedesheden bryder løs igen i morgen tidlig. 

Overflod må ikke blive til madspild

Det er længe siden vi har haft en weekend, hvor der ikke var aftaler i kalenderen, men sådan en har vi lige haft nu. Den havde jeg glædet mig til. Ikke fordi der har været noget i vejen med nogen af weekenderne de sidste par måneder. De har nemlig alle været fyldt med en masse forskelligt godt, sjovt og interessant.
Der er mange grunde til, at jeg for mange år siden fik minimeret urtehaven kraftigt, og fik fjernet en masse bærbuske og frugttræer. Jeg kan nemlig ikke tåle at se noget gå til spilde. Alt skal reddes til vinterforråd, men der er trods alt grænser for, hvad to mennesker kan nå at spise på et år. Det er denne redningsaktion en stor del af min weekend er gået med.
En masse tomatsuppe er lavet til fryseren og hindbærrene er også plukkeklare fra nu af og til frosten tager dem. 
Selvom jeg i mange år har holdt vores træer nede i plukkehøjde, og ikke har uanede træer og buske, men blot et enkelt æbletræ og et pæretræ, så har vi alligevel rigeligt til at være selvforsynende, af det jeg nu har valgt at have i haven. Træer og buske bliver ikke sådan udskiftet fra år til år, men det gør urtesagerne og drivhusets udvalg til gengæld.
Men, men, men, så er der jo alle naturens milde gaver langs hegn og krat, som jeg også har det svært med ikke at redde en stor del af. Det er et evigt tilbagevendende problem jeg slås med. Jeg er udmærket klar over, at det snerper i retningen af sygelighed.
Hvis nu jeg ikke brød mig om at sylte, bage og eksperimentere, så løste det problem vel sig selv, men jeg indrømmer blankt, at jeg har frygteligt svært ved at begrænse mig. Manglende glas og flasker kan være et mindre problem, men det kan løses. Heldigvis har jeg ikke ubegrænsede opbevaringsmuligheder i skabe og frysere, så på en eller anden måde, er der trods alt sat nogle begrænsninger. 

Vi har frygtelig mange æbler og pærer i år, selvom vi, som vi plejer, har gået og tyndet ud. De sidste mange uger er æblerne drysset ned, men også de skal jo reddes. Nedfaldsæblerne bliver løbende samlet op og udnyttet. I lørdags skrællede jeg en hel spandfuld, som blev kogt og lagt i fryseren til vintrens æblekager. Inden længe skal alle æblerne høstes fra træet. Jeg er så småt begyndt, så det ikke bliver nedfaldsæbler alle sammen. De skal dog lige modnes helt først.
Pærerne har vi længe haft travlt med at spise, som de frugter de er. Jeg har foræret en del væk allerede. Når de er modne, bryder vi os ikke om den form for frugt. Selvom vi holder af pærevælling, så er det ikke noget, der skal stå på menuen hver uge hele vinteren, men de er gode i kager og i madlavningen. De skal dog stadig være hårde og sprøde.
Da mor, som lider lidt af samme 'sygdom', men ikke mere kan lave noget selv, spurgte, om jeg ikke kunne tænke mig, nogle af de mange flotte paradisæbler hun havde, var jeg allerede fristet, men lovede ikke noget. Jamen hvis du vil have nogen, skal du nok skynde dig, inden de alle falder ned. Jeg var på besøg i weekenden, men tog ikke et eneste med hjem, selvom fristelsen var stor.
Det er jo også tid for høst af brombær, som jeg endnu kun går ude i naturen og fylder i min mave. Det er også tid for høst af hyldebær. Der lokkes hele tiden med fristelser.

Jeg ringede til vennerne og spurgte, om de gav en tår kaffe om søndagen. Vi skulle være velkomne. Senere blev der ringet tilbage, om vi ikke havde tid og lyst til at spise med, når nu vi alligevel kom. Det ville vi selvfølgelig gerne. Jeg ville så komme med kagen, da det var en god anledning til at få ryddet ud i min pærebeholdning. En stor portion pærer blev derfor skrællet og kogt, hvorefter jeg lavede en pærekage, efter samme model, som man laver en gammeldags æblekage. Den blev pyntet med mit hjemmelavede rosengele. Aftenens menu, var bl.a. hjemmefanget ørred.

En uges ferie med overnatning på egen matrikel

Mine tretten dages sommerferie, ville jeg gerne have fordelt godt og alsidigt. Foruden de 5 feriedage på Fyn, har der meget længe været afsat nogle dage i kalenderen til nogle arrangementer. Derudover havde jeg drømme og ønsker om at få ryddet nogle arbejdsopgaver ad vejen hist og pist. Selvom der ikke er luget sønderligt ud i de der arbejdsopgaver, er jeg ganske tilfreds med feriens indhold. Ferien har bestået af et mix-max af alt muligt. 

• 
  
• 
  
• 
  
• 
  
• Gåture og brombærjagt
• Har i den grad nydt det dejlige danske lune sommervejr
• Fysioterapi med mor (det kunne jeg faktisk godt skrive et indlæg om)
• Syltet diverse fra naturen og fra drivhuset
• Fulgt op på diverse (uskrevne) to-do-lister
• Hygget med venner – og påskønnet det gode ved livet
• Arbejdet i haven (er langt fra færdig)

Fredag var dagen, hvor den sidste julegave skulle indløses. Mor havde nøjagtig som sidste år, givet sine børn og svigerbørn billet til Nykøbing F. revyen. Vi blev enige om at spise ude og hygge sammen nogle timer, alle otte, inden revyen startede. Mark og jeg valgte running sushi. Uhm. det var godt. Alle de andre valgte buffet, og syntes det var godt. Revyen var, set med mine øjne, bedre end sidste år. At jeg er den eneste der synes det, er en anden sag. I år leverede de nemlig et par replikker, som jeg også kunne grine lidt af.  





















Lørdag var der sommerfest for hele den pukkelryggede. Denne årlige begivenhed foregår altid udendørs. Alle medbragte deres egne drikkevarer og kød til grillen, samtidig med at hver familie medbragte noget tilbehør til det fælles aftens-tag-selv-bord. Niecen og hendes mand lagde have til. Vi skulle mødes kl. 13, hvor der skulle være tændt op i bålet, så vi alle kunne bage snobrød, grille skumfiduser og lave popcorn.






















21 personer kunne deltage i år. Nogle skulle lige passe et arbejde først. Andre skulle gå tidligere for at tage på arbejde. Det begyndte at regne ved 13-tiden. Ind imellem stod det bare ned i stænger, men der blev holdt gang i bålet.























Vi drak kaffen i den opslåede pavillon, mens vi ventede på tørvejr, så vi kunne komme på havevandring. Lege og hygge. Lidt før kl. 14 blev det tørvejr. Solen brød igennem, og vi føler atter, vi var heldige med vejret og alle springgymnasterne kunne få lov at udfolde sig med et par erfarne instruktør. Selvom jeg i min pure ungdom også selv har dyrket den form for gymnastik, så holder jeg mig i dag fra den slags udfoldelser.  






















Vi er så stor en familie, så nogle af os ikke ser hinanden andet hvis vi har mulighed for at deltage i denne sommerfest. Som sædvanlig måtte vi undvære nogle, men i år var der for første gang (ud ad 3 mulige) at en lille familie på 4 kunne deltage. At vi så måtte undvære 11 andre, der var meget kede af, de ikke kunne deltage, er noget andet. Mon vi nogensinde får samlet hele flokken på en gang? 

Søndag stod den på havearbejde og en lille udflugt, men det må blive en anden gang I får den historie. Nu er det atter hverdag.

Flyvende gæster

Det var relativ sen aften, da jeg hørte 'larm' og tænkte, hvad det mon var for gæster, der kom uanmeldt på dette tidspunkt. Der var ingen at se.
Larmen fortsatte med mellemrum, men jeg kunne ikke lokalisere det. Det lød både som om det kom ude fra gården, men også lige bag mig og fra det modsatte hjørne.
Allan sagde, det bare var naboen, der var kommet hjem.
Nej, det er ikke naboen. Det har jeg hørt. Det er en helt anden slags larm støj, siger jeg, og kiggede ud ad vinduer og døre i hver sin ende af huset, men der var intet at se. Jeg gik ud og tog en runde om huset, men fandt intet unormalt.
Da jeg kom ind igen begyndte den underlige lyd igen. Det fik mig til at begynde at kigge bag gardiner og persienner. Det måtte jo så være et eller andet større flyvende insekt, der prøvede at komme ud i det fri, sådan som det lød.
Hold nu op, siger Allan, der er jo ikke noget.
Jo, der er.
Hør, sig mig engang, er du ved at blive tosset i hovedet?
Nej, det larmer.
Pludselig ser jeg en skygge fare forbi inde bag den tilsodede brændeovnslåge. Det kommer fra brændeovnen, siger jeg.
Fra brændeovnen? (Jeg kunne godt høre han mente, nu rabler det)
Ja. Jeg åbner nu, så kom lige og vær parat til at hjælp mig, for jeg ved ikke hvad der kommer ud.
Ud fløj en fugl. En meget sort og forvirret fugl, der fløj rundt i stuen og ikke kunne finde ud af at flyve ud af de åbne døre og vinduer. Endelig satte den sig, og fik mast sig ind mellem persiennen. Den var kulravende sort. (det blev persiennen også) men jeg kunne se fuglen havde en blå top på hovedet.
Da jeg rakte ud efter den, for at fange den og slippe den fri, smuttede den igennem persiennen og landede på vinduesrammen, hvor jeg fik verfet den ud i det fri.
Jeg fik ingen billeder af fuglen (svalen?) så her er et par af nogle andre vingede væsner.

Besparelser, sommerstemning og vingede væsener

Når man læser at kommunen skal spare, tænker man jeg mit, men hvis besparelsen er flere blomster langs alle veje i Guldborgsund kommune, må de gerne tage sparekniven frem igen. Den lokale avis, LF-Folketidende, skrev forleden, at kommunen sparer ½ million kroner over 3 år, ved at erstatte græs med forskellige løgblomster. Dette smukke syn møder jeg på begge sider af vejen, på flere lange strækninger på vej til arbejdet i Stubbekøbing. Disse skønne tiltag findes omkring alle ‘de større’ byer her omkring. Nu er blomsterne ved at være færdige, men fra bilruden ser det stadig smukt ud.
På cykelturen til det andet job, er det helt andre blomster jeg møder. Der nyder jeg duften af nyslået græs, skov, hav,  raps, ramsløg og den skønne landluft. Lige nu er det de mange gule marker, der fylder næseborene med den karakteristiske stærke duft. Ligesom ramsløgene gør det, når jeg cykler gennem skoven. Skovbunden er et stor grønt og hvidt tæppe af ramsløg. Blomsterne er så fine. 
Der er også en plantet et stribe smukke træer på parkeringspladsen i Stubbekøbing by. Træerne er stynet og der udspringer en skøn duft fra blomsterne. De minder meget om japanske kirsebærtræer, men det er i så fald en anden sort end dem jeg ellers ser og det vi selv har haft. Mon nogen af jer læsere, der ved hvad det er? (Det er lettere at spørge, end selv at google)  


















I jordbærplanterne fandt jeg dette vingede væsen. Hvad mon det er for en fyr? Da det er det eneste dyr, vi har fundet i drivhuset, har vi nu (foreløbig) beskyldt ‘ham her’ for at æde af de grønne blade på jordbærplanterne.  
Heldigvis spiser den, eller hvad det nu er, der æder bladene, ikke hverken grønne eller røde jordbær, så den har fået lov til at blive hvor den var. Årets første jordbær er altid noget ganske særligt og der er mange flere på vej.

Brevdue, rådyr, strikkeinspiration og andre af ugens højdepukter midt i sommervarmen

Først på ugen ankom en brevdue til matriklen, hvor den slog sig ned.  
Vi har før haft besøg af sådan en, men dengang var det en meget svækket en, som Allan kunne tage med fingrene. Hvorefter han ringede til en god ven, der vidste alt om brevduer. Duen fejlede intet andet end at den var godt udmattet efter en meget lang flyvetur. Den skulle blot hvile ud, samt have lidt at spise og drikke, så var den klar til at flyve igen. Derfor vidste vi at denne brevdue, eller racedue, blot skulle samle kræfter inden den fløj videre.

Da Peder dengang gav ejeren besked, skrev jeg denne gant til brevdueforeningen og oplyste ringmærkningsnummer. Vi havde noget fuglefrø med masser af korn i, som den tog godt for sig af, og ellers spiste den sammen med havens andre fugle. Det var sjovt at iagttage den. Den var lidt sky, og holdt hele tiden øje med, at vi ikke kom for tæt på. Den skævede også efter de andre fugle, og lod dem komme først. Fredag morgen, efter tre hele dages rekreation her, var den væk.
Jeg møder som bekendt rådyr hver eneste dag, og mange forskellige steder, når jeg cykler både til og fra arbejde. Forleden da jeg cyklede hjem, kom der igen en lille familie løbende over vejen, for at skjule sig i skoven.
Moderen og det ene lam, var hurtigt væk, men det sidste lille lam havde travlt med at undersøge den store vide verden. Pludselig stak det af. Da jeg kom frem til stedet hvor det forsvandt, kunne jeg høre noget pusle og rasle. Jeg listede så tæt på, som det var muligt. Her stod jeg og blev underholdt noget så gevaldigt. Jeg har taget en masse billeder, men de er så mørke og rystede, at jeg ikke vil lægge dem ud på nettet. Det lille lam hoppede og sprang, alt hvad det havde lært, mens det også peb. Moderen med det andet lam, var forsvundet ind bag en trådindhegning, hvor de stod og så på den lille stakkel, der ikke kunne finde vej ind til dem. Efter en tid, vovede moderen og lammet sig ud for at hente det andet lam. Sammen sprang de afsted alle tre.







Lørdag over middag kørte vi til Hestehovedet, for at gå en tur på Kuddeholm og se brændevinsstenen. Der måtte da være lidt kølig vind der ved vandet, men det var en stor varm gryde. Vi kom dog rundt om øen og også en tur på det højeste punkt, hvor en mand havde levet og gravet en stor sum penge ned, for ikke ret mange år siden. Vi fandt en skyggefuld plads ved Hestehovedets strandområde, hvor vi drak den medbragte eftermiddagskaffe.
Ved Hestehovedet var der også en lille udstilling af forskelligt håndarbejde. Disse sweatere viser en måde at udnytte et broderi på. En sjov og anderledes sweater. Stramajet var foret på bagsiden.
Kuddeholm, var ikke lige hvad jeg havde regnet med, men Nakskov Fjord byder på et utal af andre skønne små øer, hvor vi har udforsket nogle af dem, og en tur med Postbåden er bestemt anbefalelsesværdigt, selvom det ikke var det, vi gjorde denne gang. Vi var hjemme igen ved spisetid, der viste termometeret 43° på terrassen.
I dag søndag måtte jeg også ud at finde lidt luft. Det er for varmt at lave noget fysisk krævende arbejde, og sidde ned kunne jeg heller ikke holde ud. Jeg gik mig en tur her i lokalområdet, men ikke en vind rørte sig, selvom jeg udelukkende tog turen langs strandkanten i mere end to timer. Allan blev hjemme og holdt døre og vinduer åbne i hele huset.
Temperaturen i skyggen i dag var ‘kun’ 33° . Det er så varmt at man ikke behøver de store udfoldelser før vandet løber af en, men jeg fik plukket ærter i bagende sol, og fandt en skyggefuld, men varm, plads hvor jeg kunne sidde og bælge dem. 

Udeliv og fritid

Der er to forskellige slags udliv og vi praktiserer dem begge. Selvom vejret måske mest indbyder til indendørs aktiviteter, så trodser vi det. Jeg indrømmer, at der ikke er meget varme i luften, hverken morgen eller eftermiddag, men det forhindrer os ikke i udendørslivet. Jeg har nævnte det masser af gange, men jeg nyder mine cykelture og det dyreliv jeg møder til og fra arbejde.
Da vi var på cykeltur grundlovsdagen, var vi et par stykker, det blev enige om at lave en grill-aften, for at se om der var stemning for det. Stedet var byens aktivitetsplads, ikke langt herfra. Vi pakkede cyklerne og 14 medlemmer, trodsede blæst og kulde. Nogen holdt varmen ved hjælp af lang underbukser og uldne tæpper, samt ilden fra bålet. De der havde fået pladsen helt inde under halvtaget havde godt læ. Jeg og en mand, var de eneste i shorts og bare tæer. Jeg havde jakken bag på cyklen, men fik ikke behov for den. Det er vel sommer, blev han og jeg enige om, mens de andre frøs endnu mere ved at se på os.
Tirsdag aften ringede vennerne. Kan I komme og spise grill-mad i morgen aften. Det kunne vi. Onsdag begyndte det at regne, så her sad vi tørt og godt inde på terrassen.
I går torsdag, gav chefen frokost, som hun plejer, når vi har fået afsluttet og afleveret alle regnskaberne. Vi spiste på Pomle Nakke mens regnen og solen kæmpede om at få overtaget. En kollega, der bor et sted på ruten, havde tilbudt at give kaffen. Her var vi på havevandring og meget mere. Kaffen blev indtaget på terrassen til lyden af vinden i piletræerne. 
Jeg nåede kun at tage i dørhåndtaget, da telefonen ringede, og der blev opgaver der skulle løses. Den planlagte aftensmad blev droppet. Vi skulle også nå at sætte vores kryds. Nu glæder jeg mig til en weekend, som jeg kan forme efter lyst.

Solrig campingweekend slutter med død iPad og et fladt dæk

I fredags, da jeg havde fri, trådte jeg alt hvad jeg kunne i pedalerne, så vi kunne komme afsted på camping, men vi skulle hente mor først. Vi havde givet hende et weekendophold i fødselsdagsgave. Det er rart at få ryddet sådan noget af vejen inden det bliver alt for gammelt.   Vi nåede hurtigt til Nysted, hvor vi fik stillet op. Bagefter gik vi tur ved stranden og rundt i området. Badeturen hoppede vi dog over. Der var også en frygtelig trængsel på badebroen. Vi kunne sagtens nøjes med at kigge på alle de andre. 
Det blev spisetid og atter tid til at gå en tur. Der var en fin solnedgang.

Vejret var alt for godt til at gå i seng og bare sove væk. På et tidspunkt må man jo overgive sig.

Lørdag var det endnu et fantastisk sommervejr.
Efter morgenmaden tog vi Paradisstien ind til Nysted by. Der ligger en rigtig god slagter i byen, men der ligger også en fiskehandler gemt godt væk i en sidegade. Her fandt vi vej til butikken, hvor vi købte nyrøget laks med hjem til frokosten. Vi blev spurgt om vi ikke ville se det de havde inde i kølerummet. Det ville vi gerne, og jeg måtte gerne fotografere. 

Vi var inde og fik et gensyn med Nysted Kirke. Der havde jeg ikke været, siden Camilla var lille og jeg kørte rundt med hende til alverdens kirker, hvor hun tjente lidt penge ved at synge i kirkekor.  

Nysted by byer på mange spændende gamle huse, og ved rigtigt mange af dem gror der stokroser. De er dog ikke klar til blomstring endnu. Det er valmuerne til gengæld.

På vejen tilbage til campingpladsen, gik vi en tur ned til fuglereservatet, for at se hvor tæt man kunne komme på Aalholm Slot.
I skarvekolonien, som man også kan se fra landevejen, er der altid en masse liv.
Det var så varmt, så varmt, at vi måtte finde en skyggefuld plads. Det er ellers ikke noget jeg gør ret tit, men det var godt nok både solrigt og lummervarmt. De lovede regn og torden, og der kom der også et par små byger om aftenen. 
Dette billede er taget ved kunstnerens hjem, hvor de tidligere omtalte kæmpe enorme granitblokke bliver til de tolv mænd der udgør Dodekalitten. Hver eneste mand er 7-8 meter høj. Hovedet alene udgør 2 meter.

I morges, mens vi ventede på solen skulle titte frem, så vi kunne få tørret teltet, ville jeg lige udnytte tiden på min iPad. Den var bare helt død. Jeg vidste der var 65% strøm på, da jeg lagde den væk i aftes og der virkede den fint. Nu var der bare sort skærm og ikke en eneste knap der virkede.
Vi kunne også lige så godt pakke sammen og køre hjem, tømme vogn, vande drivhus, vaske tøj og så videre, mens vi fik tørret teltet. Det gjorde vi så.
Vel hjemme, og ikke en eneste dråbe vand her. Det hang noget i drivhuset, selvom vi vandede kraftigt i torsdags. Da vi havde klaret det hele og lidt til, kom Allan og bad mig følge med ham. Der var noget han skulle vise mig.
Jeg kan ikke mindes, at vi nogensinde i vort liv har været udsat for en punktering, eller det at skulle skifte hjul. 
Min iPad havde jeg nærmest afskrevet. Jeg har aldrig hørt eller oplevet noget lignende. Alligevel tændte jeg den stationære pc, og googlede: Død iPad. Minsandten om ikke der dukkede foreslag op om hvad jeg kunne gøre. Nu virker den sørme igen. Hvad der har stukket den, aner jeg ikke. Jeg har ikke pillet eller stillet på noget.