Mor ville hellere ud og tjene, end at gå i skole, men det måtte hun umiddelbart ikke for sine forældre. Vil du absolut arbejde, må du finde dig job. Det har de formentlig sagt i håbet om, at hun valgte skolen. Det gjorde hun ikke.

Efter et par år blev hun af Baronesse Sigrid Rosenørn-Lehn tilbudt jobbet som oldfrue, men hun takkede nej.
Jamen, hvorfor vil De da ikke det Lilian? Jeg vil gerne kunne være sammen med de andre piger også. Hun var bange for de ville undgå hende, hvis hun blev ”mere end dem.”
Mor fik nøglen til sølvkammeret og vinkælderen og havde ansvaret for dette samt linnedskabet. Altså, funktionen var stort set den samme som en oldfrues, men hun fik ikke ny titel.
På et tidspunkt ville mor gerne prøve noget andet, så hun gik ind og sagde op. Hun havde set en annonce om, at hun kunne blive delikatesse-dame og stå i køkkenet i Slagterbutikken ERNA. Atter tog hun sin cykel for at søge pladsen. Erna spurgte mor, om hun vidste, hvorfor hun havde fået jobbet, men det vidste hun selvfølgelig ikke. Det er udelukkende pga. dit smil. Man kan jo ikke have en sur pige rendende rundt i butikken.

Da vi unger var små, var mor hjemmegående, og så alligevel ikke helt. Hun hjalp til på Vigsnæs Mejeri, hvor jeg var med i barnevognen. Hun havde sæsonarbejde i roerne og plukkede frugt, bær og drueagurker, hvor vi også var med, fra vi lå i barnevognen, til vi selv kunne tjene lidt penge ved samme arbejde. Hun havde også serveringsjob i de private hjem. Sidstnævnte var aften- og weekendarbejde, og så var far jo hjemme hos os. Var der et sølvbryllup eller andet en hverdag, kunne far, som selvstændig, let planlægge og tage en fridag, så vi har aldrig været alene. Der var altid en hjemme, når vi kom fra skole, eller også skulle vi cykle ud i roemarken, hvor mor gik.
Sæsonarbejdet med roerne strakte sig over et halvt år, fra maj til oktober. Det var da man lugede hele 3 gange. Derefter skulle roerne trækkes op pr. håndkraft og bladene skulle hugges af. Da vi var helt små, kom vi tre unger i roebørnehave om efteråret, men vi var ikke ret gamle, før vi selv var aktivt arbejdende i roerne, med både at luge og trække op. Mor stod ofte meget tidligt op og cyklede i roerne, for at tage et par timer inden hun cyklede hjem og hentede os, eller sendte os i skole og far på arbejde.
Hjemme var der også nok at se til. Vi havde en stor have og var selvforsynende med urtehave, frugtbuske og træer. Vi havde høns, ænder, gæs og grise. Der blev syltet og slagtet, passet hus og have, lavet risbrænde, skåret og båret brænde. Brændesavning var dog noget mor og far var fælles om. Der skulle to til at trække saven. Hun syede alt vores og hendes eget tøj, men også en del af fars tøj. Hun stivede vores skørter, kridtede sko, og ferniserede gulve, og ordnede alle de huslige ting, som vi alle ved skal klares.

Senere henvendte et lærerpar sig fra den lokale skole. De ønskede at mor skulle gøre rent hos dem i deres private hjem. Det gjorde hun indtil skolen lukkede først i 70’erne, men hun nåede slet ikke at blive arbejdsløs. Menighedsrådet henvendte sig til hende, fordi graveren ville gå på pension. De mente mor skulle være graver og kirketjener. Det mente mor dog slet ikke var et job for hende, og da slet ikke at grave grave, som blev gjort med spade dengang. De sagde, at hun slet ikke skulle tænke på gravearbejdet. Det ville de få andre til. (Det blev så min far) Resten, med at ordne kirkegården, klippe hække og buske, pynte kirke og alt det der, kunne hun sagtens klare, sagde de. Atter fik nogen overtalt hende.

Hvis I så tror at hun ‘bare gik hjemme,’ kan I godt tro om igen. Efter lidt restitution, begyndte hun igen at gøre rent hos forskellige mennesker. Hun fortsatte med at servere lidt, som hun hele tiden havde gjort, mens hun var graver. Først da hun faldt om med hjertestop i en alder af 72, stoppede hendes arbejdsliv, men hun kastede sig ud i mange andre aktiviteter, hvor hun var frivillig hjælper i forskellige klubber, hvoraf de fleste af dem i dag er helt udelukket, efter den sidste omgang hun rendte ind i for 3 år siden. Mor bliver 82 til maj og er, trods alt, stadig glad for livet, selvom det ikke er, som hun kunne have ønsket sig.