fredag den 15. februar 2019

En kvindes arbejdsliv fra 50'erne til nu (min mor)

Jeg har skrevet om min fars arbejdsliv og om mit eget. Her kommer min mors.
Mor ville hellere ud og tjene, end at gå i skole, men det måtte hun umiddelbart ikke for sine forældre. Vil du absolut arbejde, må du finde dig job. Det har de formentlig sagt i håbet om, at hun valgte skolen. Det gjorde hun ikke.
Hun startede i roerne efter konfirmationen, men ville gerne have et “rigtigt” arbejde. Hun tog cyklen og kørte til Oreby, fordi hun ville være tjenestepige på slottet. Hun fik jobbet.
Efter et par år blev hun af Baronesse Sigrid Rosenørn-Lehn tilbudt jobbet som oldfrue, men hun takkede nej.
Jamen, hvorfor vil De da ikke det Lilian? Jeg vil gerne kunne være sammen med de andre piger også. Hun var bange for de ville undgå hende, hvis hun blev ”mere end dem.”
Mor fik nøglen til sølvkammeret og vinkælderen og havde ansvaret for dette samt linnedskabet. Altså, funktionen var stort set den samme som en oldfrues, men hun fik ikke ny titel.
På et tidspunkt ville mor gerne prøve noget andet, så hun gik ind og sagde op. Hun havde set en annonce om, at hun kunne blive delikatesse-dame og stå i køkkenet i Slagterbutikken ERNA. Atter tog hun sin cykel for at søge pladsen. Erna spurgte mor, om hun vidste, hvorfor hun havde fået jobbet, men det vidste hun selvfølgelig ikke. Det er udelukkende pga. dit smil. Man kan jo ikke have en sur pige rendende rundt i butikken.

Mor fandt dog hurtigt ud af, at dette job alligevel ikke var noget for hende. Slagterafdelingen var et meget koldt job, især for fingrene og slagterparret skændtes altid. De smed med fade og gryder efter hinanden, så mor ringede til Oreby slot, og bad om at komme til at tale med Lensbaronessen, som hun spurgte om hun kunne få et job der igen. Ak, ja sagde Baronessen, hvad er en sommer uden Lilian på Oreby, så mor var tilbage, og blev Baronessens førstedame. Mor var på Oreby Slot indtil 1. Oktober 1955. Selvom der ikke var det mindste tegn på hun ventede barn, så var hun højgravid med mig. Jeg blev født den 4. oktober, så hun var nærmest tvunget til at forlade sin plads. Nogen skulle jo passe mig. Mor og far var ikke gift og begge hendes forældre var på arbejdsmarkedet alle ugens 7 dage. Mor var dog på slottet ved specielle lejligheder de næste par år.  


Da vi unger var små, var mor hjemmegående, og så alligevel ikke helt. Hun hjalp til på Vigsnæs Mejeri, hvor jeg var med i barnevognen. Hun havde sæsonarbejde i roerne og plukkede frugt, bær og drueagurker, hvor vi også var med, fra vi lå i barnevognen, til vi selv kunne tjene lidt penge ved samme arbejde. Hun havde også serveringsjob i de private hjem. Sidstnævnte var aften- og weekendarbejde, og så var far jo hjemme hos os. Var der et sølvbryllup eller andet en hverdag, kunne far, som selvstændig, let planlægge og tage en fridag, så vi har aldrig været alene. Der var altid en hjemme, når vi kom fra skole, eller også skulle vi cykle ud i roemarken, hvor mor gik.

Sæsonarbejdet med roerne strakte sig over et halvt år, fra maj til oktober. Det var da man lugede hele 3 gange. Derefter skulle roerne trækkes op pr. håndkraft og bladene skulle hugges af. Da vi var helt små, kom vi tre unger i roebørnehave om efteråret, men vi var ikke ret gamle, før vi selv var aktivt arbejdende i roerne, med både at luge og trække op. Mor stod ofte meget tidligt op og cyklede i roerne, for at tage et par timer inden hun cyklede hjem og hentede os, eller sendte os i skole og far på arbejde.
Hjemme var der også nok at se til. Vi havde en stor have og var selvforsynende med urtehave, frugtbuske og træer. Vi havde høns, ænder, gæs og grise. Der blev syltet og slagtet, passet hus og have, lavet risbrænde, skåret og båret brænde. Brændesavning var dog noget mor og far var fælles om. Der skulle to til at trække saven. Hun syede alt vores og hendes eget tøj, men også en del af fars tøj. Hun stivede vores skørter, kridtede sko, og ferniserede gulve, og ordnede alle de huslige ting, som vi alle ved skal klares.
Gennem min opvækst, har mine forældre aldrig selv søgt job. De er altid blevet kontaktet af andre, og er blevet overtalt eller fristet. Selv kommunen, som ville være uhørt i dag, kontaktede mor, for at høre om hun dog ikke kunne tænke sig at blive kommunal hjemmehjælper for en ældre dame, meget tæt på vores bopæl. Det endte selvfølgelig med hun blev ansat, og var der en gang – eller to om ugen. Nogle år senere blev hun atter kontaktet af kommunen, at de gerne ville have hende til at lave aftensmad, alle ugens dage, til en ældre herre i området. (Vi vidste udmærket hvem han var, og at han var noget af en enspænder) Maden skulle bare stilles uden for døren i små campinglignende gryder. Han ville ikke have folk ind i huset. Mor kunne se at hun ville blive ret bundet af dette job, men efter overtalelser og en dialog med kommunen, sagde hun ja til jobbet. Han fik altid det samme mad som vi selv skulle have, og vi unger fik også af og til tjansen med at cykle over med det. 
Senere henvendte et lærerpar sig fra den lokale skole. De ønskede at mor skulle gøre rent hos dem i deres private hjem. Det gjorde hun indtil skolen lukkede først i 70’erne, men hun nåede slet ikke at blive arbejdsløs. Menighedsrådet henvendte sig til hende, fordi graveren ville gå på pension. De mente mor skulle være graver og kirketjener. Det mente mor dog slet ikke var et job for hende, og da slet ikke at grave grave, som blev gjort med spade dengang. De sagde, at hun slet ikke skulle tænke på gravearbejdet. Det ville de få andre til. (Det blev så min far) Resten, med at ordne kirkegården, klippe hække og buske, pynte kirke og alt det der, kunne hun sagtens klare, sagde de. Atter fik nogen overtalt hende.
Hun blev ansat i 1974 og kom også i menighedsrådet. Hun har mange gange haft børnebørn med på kirkegården, når de af en eller anden grund ikke kunne, eller måtte komme i børnehave, dagpleje eller skole. Hun har altid stået parat til at hjælpe, så vi børn også kunne passe vores arbejde. Man skal være døden nær, hvis man har en sygedag, så man passer ‘selvfølgelig’ sit arbejde, selvom man er meget syg og dårlig. Til sidst blev det min søster for meget. Det her går slet ikke. Søster fik hende sygemeldt. Man prøvede ellers at overtale mor til at tage to år mere, så hun kunne få sit 25 års jubilæum med, men denne gang fik de hende ikke overtalt. Hun havde smerter døgnet rundt. Kroppen var ødelagt af det hårde slid. Selvom hun havde fået hjælpemidler i form af el-hækkeklipper, løvsuger og den slags, så var det nogle tunge maskiner at gå med. Hun fik sin folkepension tidligere end de fleste dengang, alene fordi far allerede var folkepensionist, og havde været det i mange år.





Hvis I så tror at hun ‘bare gik hjemme,’ kan I godt tro om igen. Efter lidt restitution, begyndte hun igen at gøre rent hos forskellige mennesker. Hun fortsatte med at servere lidt, som hun hele tiden havde gjort, mens hun var graver. Først da hun faldt om med hjertestop i en alder af 72, stoppede hendes arbejdsliv, men hun kastede sig ud i mange andre aktiviteter, hvor hun var frivillig hjælper i forskellige klubber, hvoraf de fleste af dem i dag er helt udelukket, efter den sidste omgang hun rendte ind i for 3 år siden. Mor bliver 82 til maj og er, trods alt, stadig glad for livet, selvom det ikke er, som hun kunne have ønsket sig. 

fredag den 8. februar 2019

Gamle frøer og Holberggård

De gamle frøer er os, der var kollegaer i frøfirmaet SN-Frø. For mit vedkommende fra april 1976 til juli 1989. Vi ses en gang om året. Nogen har set hinanden lige siden firmaet lukkede og blev en del af DLF. Andre, som jeg selv, er kommet med senere. De fleste af os fandt et helt andet arbejde, men nogle flyttede med til DLF. Tre af dem er der stadig. En har dog været ude at snuse til andet job, men er vendt tilbage. De fleste af os andre, har haft 25 års jubilæum i det nye job. 
Vi mødtes på Flamez sidste fredag og spiste noget god mad sammen. 


Det er så hyggeligt at ses og blive opdateret på hinandens liv, og tale om gamle dage. 
Hende der underviser unge studerende, bliver jævnligt mindet om at hun er gammel, når hun f.eks. nævner disketter. De unge aner ikke hvad det er. De skulle bare høre os, når vi begynder at tale om kundekartoteket på metalprintplader, håndskrevne kuverter, breve og regninger, fordi der ikke altid var plads til navn, titler og adresser på printpladerne, når det drejede sig om de større gårde. Om telefax, hulkort, hullestrimler. Bogføringsmaskine og kopimaskine, som hver især havde en størrelse som et stort skrivebord. Kontokort på størrelse med hængemapper. Om kæmpe store regnskabsbøger og de lidt nyere, men i dag for længst afskaffede grønne regnskabsark, og at vi skrev med Viking nr. 2 og fyldepen.  Afregninger i kassevis, på papir i endeløse baner kom retur fra LEC i Aarhus, efter de store maskiner havde læst vores hulstrimler.
Om skrivemaskiner uden rettebånd eller kvajelak. Skrev man forkert, var det i gang med en viskeblyant. Om trækpapir og kalkerpapir. Om duplikator og papirtynde stensil. Om postbakken med dagens breve, der blev sendt rundt på kontorene for at alle kunne være opdateret. Og da der kom EDB og elektronisk ETB i huset i DOS version. Den brandsikre boks, på størrelse med et helt kontor, hvor vi kørte alle vigtige papirer ind hver aften, og ud igen om morgenen. Om frankeringsmaskinen, som vel er det sidste, der, indtil videre, er forsvundet fra kontorene. Inden længe, aner man ikke hvad hverken et frimærke eller kontanter har været brugt til.
En af de gamle frøer, ringede til mig og sagde, at nu var hun blevet gammel (83 år) så hun kunne ikke deltage i år. Heller ikke selvom jeg tilbød at hente hende. Jeg lovede både hende og mig selv at besøge hende efter frømødet. Det gjorde jeg i søndags, medbringende kage til kaffen. Jeg kunne godt se at hun var dårligt gående og mærket af alderen, men hukommelsen og snakketøjet fejler ikke noget. Hendes far var med til at starte firmaet i 1945 og hun blev ansat i 1950, så hun har om nogen – og som den eneste – den største viden om firmaet. Sikke en udvikling hun har været igennem. Hun fik også andet job – i branchen i Nakskov, hvor hun var i 9 år, inden hun gik på pension.


I går fik vi indløst mors julegave. En 5-retters menu og 5 vine på Holberggård til 500,- kr. pr.næse. Det synes vi er billigt. Det var rigtig god mad. Der var mere gourmet over den menu, end der var over den jeg fortalte om her. Holberggård kaldte det ikke gourmetmad. 
Vi havde garderet os, og fået privatchauffør af Mads. Vi anbefaler med glæde stedet, og spiser der gerne igen. Vi sad og blev ret fristet til en 10 retters menu om 14 dage, men har dog ikke bestilt noget.

fredag den 1. februar 2019

På tur med Grevinde Alexandra og pludselig gibbede det i mig

Det kan være svært at deltage i arrangementer af forskellige slags, når man er på arbejdsmarkedet, hvis det foregår en hverdagsaften, som dette foredrag "Min lykkelige rejse" gjorde.

Vi var enige om at vi skulle være i Roskilde, når dørene åbnede, fordi vi ville have en god plads. Allan var køreklar, da jeg kom fra job, og vi ankom 10 - 15 min. før tid. Der var mange der kom efter os, som måtte stå ude i kulden ret længe. Der gik nemlig en rum tid før de gik i gang med at tjekke billetter, og den ekstrem lange kø kom i bevægelse.


Et par dage før foredraget modtog jeg en mail fra Tikko.

Kære Pia Christensen,

Både vi og Grevinde Alexandra glæder os rigtig meget til, at vi skal have en hyggelig og god aften sammen. Du har tidligere modtaget lidt praktisk information, men vi vil nu gerne bede jer om en tjeneste.

MULIGHED FOR AT DELE ET AF DINE BEDSTE ØJEBLIKKE MED GREVINDE ALEXANDRA
Med afsæt i Grevinde Alexandras bog Mit Lykkelige Land og hendes egne oplevelser med Danmark og danskernes definition af lykke, vil vi rigtig gerne høre fra jer om et af jeres bedste øjeblikke - og gerne som i Alexandras bog med en lokal forankring - i din by, dit yndlingssted, i et landskab, en strand, en aktivitet osv.

Så vil Grevinde Alexandra integrere disse indtryk i sit foredrag eller måske udvælge din oplevelse eller øjeblik. Du også velkommen til at formulere et spørgsmål til Grevinde Alexandra

På trods af det korte varsel, håber vi på at modtage mange gode øjeblikke og interessante spørgsmål fra jer. Vi kan jo ikke garantere, at vi når alle jeres oplevelser og spørgsmål, men måske du er heldig!

Husk at sætte navn under din oplevelse og dit spørgsmål - og som du blot sender som svar på denne mail.

Tusind tak for at medvirke til at gøre det til en helt særlig aften.

Venlig hilsen 
Tikko

Jeg brugte lidt tid på at sætte lidt sammen, og tænkte det sikkert var spild af tid. 
Mon ikke alle har hørt, at Danmark i mange år har ligget på top-3 listen over det mest  lykkelige land! Det havde Alexandra sat sig for at finde en forklaring på, og skrevet en bog, og det er den vi fik et udpluk af.

Hun holdt et meget interessant, sjovt og festligt foredrag om sit kontrastfyldte liv. Når hun fortæller og samtidig viser billeder, ser man tydeligt, hvor meget  anderledes Hong Kong er. Ikke bare i forhold til Danmark, men også alle andre byer på kloden. Vi så de byggede flere meter, enormt  høje bambustrapper udvendigt på højhusene. Man kan ikke køre ud ad byen, men kun komme væk ved at flyve, og flyene fløj i hendes barndom, så tæt på højhusene, at man kunne se hvad folk så i TV. Gennem opvæksten holdt familien mange ferier i Østrig, hvor hendes mor stammer fra, så på den måde vidste hun, at Europa var meget anderledes, men Danmark kendte hun ikke meget til. Hun havde dårligt hørt om landet, før hun flyttede hertil. Der var underholdning for alle pengene.

Da pausen var forbi, og Alexandra skulle fortsætte med at underholde, sagde hun som det første, at der var kommet rigtigt mange forslag til hende, men at hun selvfølgelig slet ikke kunne nå dem alle. Da hun startede med at sige mit navn, gibbede det lige mig. Hendes valg faldt på 4 meget forskellige breve, men i bund og grund handler de alle om det at være lykkelig, der hvor vi er i verden og i vores liv. Bortset fra 'mine reklamer' så blev alt læst op.

Vi bor på det skønne Lolland, og er ofte glemt på landkortet og i samtaleemner om, hvad der rører sig i vort lille land. Hvis vi nævnes, er det oftest i dårlig omtale. Vi må lægge ører til, at vi hernede ingen uddannelse har. Vi er arbejdsløse og sociale tabere, fattige  osv.,  men fakta er, at det er myter, der ikke har hold i virkeligheden. Lolland og Falster, og de endnu mindre øer her, er alle nogle dejlige øer, med belæste og intelligente mennesker, som i resten af landet. Det er driftige folk. Her er mange iværksættere og små virksomheder af alle mulige slags. Nogle kendt langt ude i den store verden, men næsten ukendt i vort eget lille land. (Krenkerup øl og Frederiksdal vine, for bare at nævne nogle få)  Vi har den skønneste natur med masser af frisk luft.  

Vi får flere og flere tilflyttere, også til vores egen lille by XXX. Man er begyndt at få øjnene op for, at vi også kan noget hernede.  

Vi, der bor her i Vandkanten, vil på ingen måde bytte med et liv i storbyen. Her er der hjerterum, hjælpsomhed, næstekærlighed, fred, ro og idyl i massevis. Vi har det hele lige udenfor døren. Når døren åbnes er der adgang til fugle- og dyreliv, skov, strand og stjernehimmel. Her kommer vi hinanden ved, og vi står sammen.
Pia Christensen

XXX.

                                                       Hjerteøerne
Jeg må sige, at hun virkelig er kommet efter det, da hun dengang satte sig for at blive dansk. Hun fortalte hvordan det var flytte til et fremmed land, med en meget anderledes kultur og et nyt sprog, der også skulle læres. Om talemåder, og forskellige ord med samme betydning. 
 
Hun er begyndt at samle på sine egne sprogbøffer, hvoraf hun også leverede nogle. Man kunne selvfølgelig også købe hendes bog, "Mit lykkelige land", hvor der er meget mere at finde. Jeg tager gerne til et foredrag med hende igen, hvis hun stiller op med sine sprogbøffer eller noget helt andet, for hun er ret underholdende at høre på.