Filmoptagelser og kulisser på Lolland-Falster

Da vi i februar 2013 var på Sukkermuseum, kørte vi blandt andet en tur til Bandholm station. Her opstod tanken om at skrive ovenstående indlæg. Der skete bare ikke ret meget andet, end at jeg fik taget lidt billeder af stationen, hvor filmene ‘Hurra for de blå husarer’ og ‘Frihed på prøve’ er blevet optaget.

Jo, jeg har da også flere gange prøvet at tage billeder af Berritzgaard Slot, som jeg har skrevet en historier om her. Vi kommer jævnligt forbi, men det er faktisk umuligt at få et glimt af slottet, selvom den offentlige vej snor sig ganske tæt rundt om det. Avlsgaarden ligger helt åbenlyst på modsatte side af vejen. På Berritzgaard er ‘Historien om Hjortholm’ optaget.  

Jeg har tidligere skrevet om den tyske krimi, der blev optaget på havnen i Stubbekøbing i sommers. I lørdags, hvor vejret atter var helt sommerligt, tog vi en tur rundt på Falster for at finde et par kulisser mere. Vi startede i Skerne, hvor ‘Bolettes Brudefærd’ stammer fra. Huset findes ikke mere, men det lå til højre for de træer, I ser på billedet nedenunder. I stedet får I et billedet af et andet hus fra byen.
Derfra fortsatte turen til Fiskebæk station, som har lagt kulisser til ‘Ved vejen’.

Derfra gik turen til Gedser banegård, som har været med til at danne rammerne for ‘Matador’. Det var dengang Gedser forbandt hele Europa med Danmark. Der er sket meget siden dengang. 

Vi fik travet området godt og grundigt igennem, for at prøve at få et par billeder i kassen, uden alt for meget hegn omkring. Desværre er der mange afspærrede områder. Billedet nedenunder til højre er zoomet kraftigt ind gennem et af de små huller i trådhegnet, og viser bagsiden af stationen, og I kan skimte glastilbygningen bag gangbroen til færgen Gedser – Rostock. Der hvor glasbygningen findes kørte toget ombord.  
Sidste stop var Orupgaard, hvor ‘Charles tante’ er optaget. Normalt har man ikke adgang til disse Godser og Herregaarde, så man plejer ikke at kunne se hovedbygningerne, men det så ud til at være en undtagelse, da vi kom forbi.  

Vi mødte nemlig dette velkomstskilt. Vores nysgerrighed kunne slet ikke stå for dette tilbud, som oven i købet viste sig at være ganske gratis. Jeg havde forventet, vi som minimum skulle betale parkering, for at blive lukket ind i parken. 
Overalt vrimlede det med politibiler, politi, hunde og mennesker i det hele taget. Vi anede ikke at Dansk Politihundeforening afholdt Danmarksmesterskaber på disse kanter i disse dage, og så i så unikke omgivelser, som tilfældet er.
Der var boder med hundelegetøj, godbider, hundesnore, dækkener og hvad det ellers hedder alt sammen. Der var opstillet en mega-stor traktor, af den oppustelige slags, som ungerne kunne lege i. Der var borde og bænke rundt omkring i parken, og et stort mad- og drikke-telt. Masser af podier til de vindende hunde, men vi ankom til middag, lige midt i middagspausen. Ved at google lidt efter hjemkomsten, er jeg blevet klogere på hele programmet, som har indebåret alt, alt for lidt nattesøvn i flere dage for de tilmeldte.
En lille smuttur, kan hurtigt blive fyldt med dejlige uventede overraskelser.

En uge med feriebarn/børn

At kalde dem børn er nok at stramme den lidt rigeligt, da de begge er født før 2. verdenskrig.
Det er mange år siden, vi talte om et flerdages ophold her på landet. Planerne er hver gang blevet ødelagt af nogle grimme ting, som livet ind imellem byder på, men nu lykkedes det.
Allans kusine havde et øsnke om at møde mor igen, så tirsdag aften havde mor kogt suppe, sådan helt fra bunden. Noget hverken mor eller kusinen laver til sig selv. Det var en fornøjelse at se hvordan de to snakkede, fnisede og fortalte historier. Kusinen mente de to skulle gifte sig, fordi de var et godt par. Næste morgen flyttede mor også ind hos os.
Jeg har passet mit arbejde hele ugen, mens Allan har taget sig af feriebørnene i dagtimerne og taget dem med på udflugter og kørt Falster tyndt, samt vist dem lidt rundt på Lolland også. De har fået fyldt sanseindtrykkene med nye oplevelser og genopfrisket en masse barndomsminder, fra kusinen holdt ferie hos hende og Allans fælles bedsteforældre.
Mens de 3 har kørt rundt på L-F, har jeg været med chefen til møde i København. Spist blødt brød fra Lagkagehuset. Været på sightseeing, mens vi kørte fra det ene til det andet. Har set Christianshavn, Christiansborg, Operaen, Bispebjerg hospital og jeg kunne blive ved. Billederne er dog fra dagens cykeltur. Der var masser af røg i horisonten i morges, og dyrene stod, som de ofte plejer, midt på vejen.   

Vores ‘københavner-feriebarn’ ser ganske anderledes på afstande. For os er 10 km meget tæt på, men det katagoriserer hun som en meget lang strækning. Selv har hun det hele lige nede på fortovet og rundt om hjørnet. Men skov, strand, natur, slotte, mørket og stjernehimmel samt den fred og ro, der hersker her, har hun til gengæld ikke. Hun har heller ikke en rullende ostevogn. Vi satte den markering ud ved postkassen, som vi har aftalt med ostemanden, så ringer han nemlig på. I modsat fald kører han videre. Der blev storhandlet af os alle.  

Mor kørte hjem i går, og Allan har kørt kusinen hjem i dag. Kusinen har fået fyldt hovedet med så mange oplevelser, at det summer af aktivitet. Hun har skrevet notater ned på papir, så hun kunne samle op på det hele på nettet, når hun kom hjem. Der var nemlig grænser for hvad hovedet kunne rumme og holde styr på. Mine hindbær har jeg ikke skulle tænke på at pille, det er feriebørnene spist, når de har været på havevandring.
På hjemturen fra arbejdet i dag, hoppede jeg af cyklen, for at kigge nærmere på nogle svampe, men jeg lod dem stå blive, da jeg ikke ved hvad det er, udover at det er rørhatte. De ser en smule giftige ud, synes jeg.
Det har været en hyggelig uge, men den har også været fyldt godt ud hele døgnet. Vi har ikke lagt planer for weekenden. Vi ser hvad den bringer.

Skal man vælge svampetur - eller kræger og en masse andet

Det er bestemt ikke spændende ting at fordirve tiden med vi mangler. Det vrimler med tilbud i denne tid alle vegne. Faktisk er der rigtigt meget der frister, men man kan nu en gang ikke det hele. Så der må sorteres med grov hånd. Vi havde talt om at tage på svampetur både lørdag og søndag, eller i det mindste en af turene. Skovtur, frisk luft og motion er altid godt. Lørdagen blev fejet af bordet allerede først på ugen, og lørdag eftermiddag blev vi enige om at vi droppede turen om søndagen også. Der var jo ingen garanti for, at vi kom hjem med nogen høst, og hvis vi fandt noget, ville vi aldrig kunne udnytte disse svampesteder, fordi de foregår på privat grund. Vi fyldte i stedet tiden ud med mange andre ting. Mads hjalp Allan med at lave den gamle Polo, mens jeg startede med at redde et par kilo æbler. Jeg havde regnet med at jeg kunne gå og spise af disse æbler, som jeg plejer, men de kan ikke holde til dette varme efterår. Æblesmør blev de. Derefter kørte jeg ud for at plukke kræger. Der var jeg nemlig helt sikker på at få gevinst.
Kræger har der altid været mange af på Lolland og Falster. I mine unge år fablede mor meget om disse kræger, specielle små blå blommer. For mange år siden, var vi, som så ofte før, ude at gå en tur igennem en skov og havde mor med. Pludselig siger hun, der er de jo… krægerne. De voksede vildt i et vej- markskel, som man ofte ser at hyldebær og mirabeller gør. Krægen er en fantastisk frugt, som de senere år igen er blevet moderne. ‘Mit skel’ er ryddet, men jeg er så heldig at kende en der har en plantage, så jeg har fået lov til at plukke der. Jeg plejer at skulle lede efter krægerne på træerne i ‘mit skel’. Det skal jeg så sandelig ikke her. De sidder som drueranker.

I plantangen er to forskellige sorter. En meget, meget lille kræge, og en lidt større. Jeg plukkede godt 5 kilo af de store, og en pæn håndfuld af de helt små, bare for at smage – og vise forskellen. Jeg kan bedst lide smagen af de ‘store’. De helt små er lige søde og modne nok til min smag. Jeg sad ude på bænken i det fantastiske sommervejr, og udstenede næsten 2 kg kræger. Kræger består af lige så meget sten, som rent frugtkød, men den smager så godt. De udstenede kræger blev sendt en tur gennem kødhakkeren og forvandlet til en portion marmelade. Det blev have- mad- spise- strikke- og sovetid.

Søndag morgen startede jeg med at udstene næsten 3 kg kræger mere. Det så ud til at blive en lidt grå og måske våd dag. Det blev det dog slet, slet ikke. Vi spiser mere ‘surt’ til maden, end vi spiser marmelade, så det var i den retning resten af krægerne skulle bruges. Et par kg blev råsyltet. Dem skal jeg nu bare huske at røre rundt i hver dag, de næste 3 uger.
En portion krægechutney blev det også til.  

• 600 g kræger
• 300 g æbler
• 3 bananløg
• chili (4 meget milde og en stærk)
• 2 dl god æblemost
• 400 g sukker
• 6 stjerneanis
• 2 tsk. korianderf
• et par andre krydderier skuffen rummede, som jeg ikke mere husker hvad var.
• Det hele blev blandet sammen i en gryde, som stod og simrede en lille times tid, inden det blev hædt på glas. Den smukkeste røde chutney.

Skulle jeg nu bage en tærte, lave romtopf eller tørre de sidste!  Valget var svært, og så alligevel ikke. Valgte jeg tærte, skulle jeg udstene de sidste, og helt ærligt, jeg gad ikke udstene flere kræger. Vi kan godt lide romtopf, men det er lidt sværere at få drukket det likør, der bliver tilovers når frugterne er spist. Jeg har stadig et par flasker fra sidste års romtopf, så….
De sidste kræger blev tørret i ovnen 4-5 timer, ved meget svag varme, mens jeg nød det gode vejr i haven og prøvede at få fjernet det kraftige grønne bunddække der bliver højere og højere mellem bærbuskene, hvor jeg sjældent kommer til bunds. Sjovt nok, så stopper mit havearbejde altid ved dem. Nu fik jeg da fjernet et pænt lag og set, at der faktisk er jord nedenunder. Det har jeg vist ikke set siden i foråret, men der er stadig lang vej.
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
En anden beslutning, jeg ellers har prøvet at undvige, er at jeg på grund af alle de spam der vælter ind, nu har måttet gøre, som så mange andre. Nemlig at sætte bloggen op, sådan at man ikke mere kan kommentere som anonym. Det passer mig bestemt ikke, men sådan må det nødvendigvis være, De par dage jeg har haft den spærring, har jeg ikke fået en eneste spam, med mindre jeg har sat et flueben hos en blogger, der ikke har det filter, og det flueben kan være flere år gammelt, så jeg er ved at afmelde mig hver gang der kommer en spamkommentar til gamle indlæg rundt omkring. Det famøse flueben, vil jeg i fremtiden sætte færre af, vel vidende, at jeg måske kan glemme at følge op på det svar der gives til mig. Har du også den spærring på, som jeg ved Inge har, sætter jeg gerne et flueben. Så er der nemlig ingen fare for spam, og jeg er helt sikker på at se svaret.  

En uge i september

Med undtagelse af et par enkelte efterårsdage, har september budt på det dejligste sensommevejr. Landmændene høster, sår og harver, så mange af markerne er sorte og nyrevne, men der er også mange grønne marker, der står med de smukkeste blomster. De gule marker, raps, sennep og agerkål, er knapt så markante som om foråret. Lucernemarkerne med den lilla blomst er så smukke, og rødkløveren ligeså.

Herhjemme fik haven en ordentlig omgang i sidste weekend, hvor jeg var græsenke. Jeg fik fjernet en masse ukrudt, og revet så fint efter mig, mens Allan var taget med Camilla til Tyskland, hvor far og datter hyggede sig og fik en gevaldig gyngetur med færgen, og sluttede af med at blive fanget i en trafikkø, fordi en lastbil var væltet med flere kasser øl og sodavand på motorvejen. 

Jeg høster lidt hver eneste dag. Nu er alle æblerne er plukket. De sidste pærer er spist. Der var kun 6 på det ene træ i år og en enkelt på det andet, men sidste år havde jeg kassevis og har stadig lidt på lager i både fryser og på glas. Godt at naturen selv kan tilpasse mængden. Et par tomatplanter er hevet op af drivhuset, men der er stadig gang i produktionen af både små og store tomater. Den afbillede tomat har slået den tidligere vægtrekord med næsten 200 gram. Et par ‘selvsåede’ kartofler har fået lov til at vise hvad de kunne udvikle sig til. Det blev til to kæmpe store og nogle små. Mere end vi kunne spise til et enkelt måltid. Tænk at få nye kartofler fra egen have her i september. De blev serveret til stegte ål med persillesovs. 
Efter jeg i sommers fik fyldt bagerummet i bilen med jordbær, bestilte jeg nogle nye aflæggere. Dem kom søster og svoger med forleden aften. Leveret lige til døren og jeg har nu også fået plantet dem. Allan er atter kommet i gang med projekt kantsten, og er endelig ved at kunne erklære arbejdet for udført. Det har holdt hårdt at få det klaret. 

Vi har åbenbart også fået krabber i haven. Hvor den så end er er kommet fra. Jeg opdagede den, da jeg skulle pille hindbær. Den rørte en smule på sig, da jeg rørte ved den, så jeg kom den i en spand vand, men den klarede det ikke.

Sådan kan en ganske almindelig uge se ud her i mit lille paradis.

Da det fine porcelæn var ren luksus

På opslagstavlen, her på kontoret, hænger et pænt lille udvalg, med foreslag til noget jeg kunne tænke mig at se. Nu har jeg fået ryddet ud, i det jeg ikke nåede mens tid var. Til syne kom Gammel Estrup, hvor der stadig er mange ting at se resten af året. Porcelænsudstillingen fik mig bl.a. til at tænke på en af mine egne samlinger.

Før i tiden var porcelæn en dyr vare som signaliserede luksus og overflod, men i dag er det at finde i alle danske hjem.













I 1900-tallet kom porcelænet, som så mange andre af elitens goder, øverst på ønskesedlen hos den fremvoksende middelklasse. Det stod også øverst på min ønskeseddel lige som sølvtøjet gjorde det. I modsætning til sølvtøjet, fandt jeg selv det stel, jeg ønskede at samle på. Det må have været nogle år efter konfirmationen. Lige som jeg også valgte de glas jeg ville samle på.
Den første jul, efter jeg havde lært Allan at kende, havde han revet sig noget så gevaldigt. Jeg fik hele 6 par kopper af ham i julegave. Jeg synes, det var voldsomt og unødvendigt med sådan en stor gave. Mere normalt, og en ganske fin gave, i min verden var EN kop. Til venstre er mine julegaver linet op i mormors stue. Gaven fra Allan har fået plads på piedestalen, mormors pølle. I dag er der vist ikke mange 18-årige, der har de ønsker jeg havde dengang.
Jeg har aldrig brudt mig om keramik og synes kaffen bliver ødelagt, når den drikkes af sådanne kopper eller krus. Jeg synes i det hele taget at kaffen smager bedst af en gammeldags kaffekop. I det daglige drikker vi også kaffe af små kopper og ikke af krus, selvom der står 6 i køkkenskabet. Te, som vi ikke drikke hvert år, kan drikkes af krus, men ikke kaffe, hvis jeg selv kan vælge. Er jeg ude vælger jeg det mindste og tyndeste krus der findes, hvis ikke der er en kop i nærheden. De passer i øvrigt også bedst til mit mere beskedne kaffedrikkeri. Samtidig sætter jeg pris på at drikke kaffen mens den er rygende varm, som kaffe skal være.   
Jeg bruger stadig mit spise- og kaffestel flittigt, dog ikke kaffekanden. Selvom porcelænet ikke er designet til en opvaskemaskine, så ryger det alligevel derind. Det betyder at guldkanten langsomt forsvinder, men det er der ikke noget at gøre ved. Der er ikke meget ved at have noget, der bare er gemt væk i et skab og aldrig bliver brugt. Porcelænet må holde så længe det kan, men det klarer sig faktisk ret godt, selvom det er meget, meget tyndt og let som en fjer. Glassene er noget tykkere. Alligevel er det dem, der er røget et par af gennem årene, men ellers er hele ungdommens samling stadig intakt.
Jeg er nok snart den eneste i kongeriet Danmark, der stadig drikker kaffe af en kop. Eller har du det også sådan?

Kongeborgen, Danmarks Borgcenter

Da jeg for snart længe siden, skulle til øjenlægen for den årlige kontrol af øjensygdommen, skulle jeg have nogle timer til at gå, fordi jeg ikke måtte køre bil de næste par timer efter besøget.
I flere år har der været gang i projektet Vordingborg Slot. Stedet, hvor Danmark tidligere er regeret fra, og nok bedre kendt som Gåsetårnet.
En delegation af erhvervsfolk og repræsentanter for kulturlivet har i flere år rejst til Tallinn for at få inspiration til videreudvikling, så borgen bliver en totaloplevelse og ikke bare et borgcenter. Vordingborg Borgcenter blev åbnet i år. Der har været en del skriverier og palaver om projektet og ikke mindst måden det skulle drives på. Nu kan de lokale skolebørn i hvet fald få gratis oplevelser. Der er også skrevet i den lokale avis, at der åbnes op for en række muligheder i forbindelse med den nye skolestruktur.

Det var en oplagt mulighed for mig at gå en tur, og se det hele uden gravemaskiner og byggerod, som ellers mest har præget området. Nu er voldgraven fyldt med vand, og der er bassiner med vand i. Det er blevet et endnu smukkere syn, at stå og kigge ud over byen. Man kan også bare gå en tur på det enorme område, eller sætte sig på en af bænkene og slappe af eller nyde en god bog. Der er også mulighed for at nyde et måltid mad eller en kop kaffe på den nyetablerede café/restaurant. 

Aktiviteter mangler heller ikke. Der er et pænt udvalg. Nogle lyder ret grumme, som f.eks. ‘Stik Palles øje ud.’ Det er mere harmløst end det lyder.

Jeg så nogle aktiviteter, som jeg stærkt tvivler på hører til den kategori, der er tiltænkt stedet. Klatring på disse mure, uden nogen form for sikkerhed, er mere end halvfarligt, set med mine øjne. Billedet til venstre er for at vise muren i al sin højde. Til højre går to, dristige, unge fyre på nærmest ingenting, midt på samme mur lidt senere. De lød som om de talte fransk sammen alle 3.
Mens jeg gik, kunne jeg ikke lade være med at vende mig om, for at holde øje med om de kom i mål.

Det gjorde de, men til min rædsel, så jeg også at de sprang fra den ene mur til den anden. Jeg havde ikke nerver til at være i det område.

Det er et meget bakket terræn, som ikke billederne kan vise. Jeg gik ned bag ved gåsetårnet og tog stien et stykke rundt, indtil det blev tid at finde bilen og køre hjem.