Mandens stunt og Gedsers styrt

Gedser har længe været omtalt i de lokale medier, og da både Lolland og Falster hører til udkantsområderne i Danmark, er der mange aktionsgrupper, der kæmper for det, de brænder for. Vi har vores eget lokalområde at kæmpe for, men derfor, og måske netop derfor, er det meget interessant, at se og høre hvad der sker andre steder. Det er mange år siden, jeg har været i Gedser sidst, bortset fra i søndags, men Allan har, i kraft af sit tidligere job som naturplejer i Storstrøms Amt, færdes i mange steder, i hele Amtet, og har om muligt, endnu større interesse i at følge med, i alt hvad han været med til at passe og værne om. Han har nærmest grædt over alt det der bliver forsømt efter Amtet blev nedlagt. 
Derfor er det med glæde han konstaterer at hele diget, som blev brugt til losseplads, af alverdens byggematerialer, nu er blevet et flot stendige….. det meste af vejen.

Lånt af Anders Knudsen Folketidende	Sådan så det ud i søndags

Beslutningen for Gedsers fremtid var taget, og vi vidste, vi kom for sent, men nu måtte vi altså ned og danne os et indtryk af alle skriverierne. Havet tager en god bid af Gedser hvert år. Billedet til venstre er inden nedrivningen. Da vi kom var huset væk, man havde gravet det sidste op p.g.a. faren for nedstyrtning. Da vi gik nede på stranden skred jorden også hele tiden i små bidder, bag ved afspærringerne.
Vi skulle selvfølgelig have det hele med, så vi gik først en tur oppe på skrænten, men der var for mange afspærringer, til at vi rigtigt kunne se noget. Vi gik en tur ned til vandet og så langt ud som vi nu måtte p.g.a. afspærringerne. Der var mange forhøjninger, som er lavet i tiden, for at prøve at afværge havets indhug i skrænten, og der var mange store sten at gå på.
Med nogle gode høje skræv, var vi næsten nået helt ud til målet. En kort samtale med en lille familie på 3, som nyder eftermiddagskaffen, og Allan tager det sidste høje benløft, og bang, så ligger han der, helt livløs, med næsen nede i de store sten. Jeg spørger om der er liv i ham, får intet svar, beder ham svare mig. Jeg begynder at trække lidt i hans ben, og så rører han på sig, men stadig uden en lyd. Manden kan da bevæge sig, men gad vide hvordan hans ansigt, briller og tænder ser ud!  Tag det her, siger han og stikker mig hans spejlreflekskamera. Han prøver at komme op, men hver gang han rører på sig glider han ned af stenene. Han kommer endelig op og stå, og det ser ikke faretruende ud. Så begynder vi at snakke og grine…… også de tre tilskuere ☺ Vi fortsætter til målet, og Allan konstaterer, at han har slået sig en del, har fået hudafskrabninger, og kameraet er ridset en smule. Ellers er alt vist i orden.
Da vi går tilbage, vil jeg tage et billede af ulykkestedet, da jeg ikke fik gjort det da Allan lå på maven og sprællede, bl.a. også fordi jeg ikke anede hvor galt det hele stod til. Jeg har aldrig før set ham i sådan en omvendt flitsbue. Den ene af tilskuerne tilbød at ligge model, så jeg kunne få et ordentligt billede, han vidste jo hvordan det skulle se ud. Jeg takkede, men syntes det var for meget at udsætte den ukendte mand for.  
Da Allans sprit nye North Face jakke blev børstet og ordnet, så vi, at der er kommet et par pænt huller i den. Nu skal jeg ud og se om jeg kan købe et eller andet mærke, som det jeg har syet på tøjet, da børnene var små, ofte til pynt, men også somme tider for at dække et hul. Jeg aner ikke hvad der er på markedet af den slags nu.