20 år på 4 dage

Nogen husker måske, da jeg i februar skrev om en forlænget weekend med ungerne. Forklaringen på det næsten umulige må være, at vi har været alt for tidligt ude.
Årsagen til denne miniferie var, at jeg fyldte 60 og ønskede at fejre den på denne måde. Vi har altså tilbragt fire dage på Kreta, tæt på det sted vi ferierede for 20 år siden da jeg fyldte 40.
For tyve år siden var ungerne kun 17 og 12 år, så det var selvfølgelig ferie på en helt anden måde. Nu er de voksne, og har et helt andet syn på det at holde ferie. Fælles for ungerne og mig er, at vi ikke ret godt tåler bilkørsel, med mindre vi selv sidder bag rattet. Det er ikke chaufførens skyld. Allan er gennem de sidste mere end 40 år blevet godt trænet i at køre med sin sarte lille famile.
Der er røget mange minder igennem mit hoved på denne ferie. Vi har delt og talt om fælles minder, men jeg har også haft mine helt egne tanker og minder om ferier med ungerne gennem årene, når jeg så dem gå eller løbe sammen.
Klokken havde passeret 21 da vi ankom til hotellet, hvor vi fik udleveret nøglerne til lejlighederne. Vi kastede nærmest kufferterne ind i vores nye boliger, og mødtes for at gå en tur i buldrende mørke, men i 20° for at købe vand og lokalisere os lidt.
Vi er alle fire morgenmennesker, så når kl. er 7 er to af os for det meste forlængst færdige med at sove. Mændene har brug for at indtage morgenkaffen, inden der skal ske noget. Vi andre har det mægtigt fint med, at der sker noget inden kaffen, så vi påtog os med glæde at hente morgenbrød hver morgen, mens de andre to vågnede i et lidt langsommere tempo og bryggede kaffe til vi kom tilbage.
Hver eneste morgen, inden vi hentede morgenbrød, gik Camilla og jeg os en tur på en halv til en hel time langs stranden, mens solen stod op. Her var vi ikke helt alene. Der var nogle der var meget mere aktive end os. Nemlig løberne.
Der var også det arbejdende folk. Dem der sørgede for at fjerne alle sten på vejen til alle liggestolenyderne og dagens strandgæster langs den flere kilometerlange strand.
Vi kunne ikke kende ret meget af det Kreta vi oplevede for 20. Der er sket rigtigt meget på den del af øen. Elller… måske er det netop det modsatte der er hændt.
Dengang syntes vi, der var flot og meget frodigt. Rigtige gode veje og god skiltning med mindre vi kørte i bjergene. Sådan opfatter ingen af os det i dag. Kontrasterne er store, både på hoteller og private hjem. Ofte tænkte vi, her bor da ingen mennesker, men hunde i snor eller åbne døre fortalte os noget andet.
Skiltningen er mangelfuld eller ulæselig, og her taler vi ikke kun om det græske sprog. Næsten alle skilte er overmalede eller helt udviskede, lige bortset fra på motorvejen. En præcis adresse findes ikke på seværdighederne vi er kørt efter, og GPS’en kan ikke finde vej til de små byer. De er simpelthen ikke eksisterende, selvom de står på landkortet.
Når det så er sagt, skal vi ikke klage. Vi har haft en rigtig dejlig ferie. Vejret har været bedre end den gode vejrudsigt vi tog hemmefra. Her lovede de sol og tørvejr med dagtemperaturer på 21° til 23°, men skyet både mandag og tirsdag. Vi har stort set ikke set en sky, bortset fra om morgenen. Det har været rigtigt varmt, endda rigeligt varmt med temperaturer på 24° til 31°
Da vi tog hjemmefra var Mads så syg af forkølelse, at han havde mest lyst til at blive hjemme. Ham som selv i en dansk vinter med frost og sne, sjældent har mere på end en kortærmet t-shirt, tog afsted  vinterjakken. Vi landede først på Lolland i nat kl. tre, så jeg har valgt at holde ferie resten af ugen. Anderledes ser det ud med Camilla, som skulle på job i Vejle i dag og resten af ugen, med lange arbejdsdage. Faktisk skulle hun allerede have været der i mandags, men da vi planlagde ferie vidste hun jo ikke hun fik nyt job.
Vi har faktisk haft en okay internetforbindelse i vores lejligheder, selvom de kun havde lovet der var forbindelse på fællesområderne. Jeg har bare valgt at bruge de kostbare timer på oplevelser og samvær med famlien.

Flere ferieberetninger fra Kreta vil komme, når tiden afsættes til det.