Dirty Dancing i Tivoli

Vi har haft billetter liggende siden oktober måned, og har set frem til denne dag.
Når nu biletterne gav mulighed for at gå en tur i Tivolis have, skulle det udnyttes. Vi fik også tid nok til det vi ville, selvom vi hev nogle timer ud til noget andet først.
Solen skinnede og varmede dejligt, selvom vinden var lidt kold. Vi nød nogle timers vandring rundt i haven i det gode vejr. Vi nød synet af bygninger, blomster, fugle, fisk og at kigge på menneskemylderet.
Vi fandt en plads i solen, hvor vi nød en pandekage med is.
Fortsatte rundt i haven og indsnusede dufte og lyde.
Vi fik helt gratis sug i  maven og undrede os over, hvad der fik folk til frivilligt at give penge for at snurre rundt med hovedet nedad højt, højt oppe, mens de skreg i vilden sky.
Påfuglenes skrig var også øredøvende, men flotte er de i al deres pragt.








Da vi havde rendt haven rundt flere gange, var det tid at finde et sted at spise. Vi ville gerne prøve noget nyt. Ikke blot et nyt spisested, men også gerne en spændende og ny menu. Vi studerede menukort et par af de gode omtalte steder, med kendte kokke, men maden lød meget hverdagsagtig til himmelhøje priser, så vi gav det ikke en chance. Valget faldt på Kähler. 
Mens vi ventede på vores forret fik vi et par små startere, bestående af stenbiderrogn på krydderurtebund, samt en røget havørred med noget urtecreme. Til disse blev der serveret ultratynde skiver rugbrød. Det var tyndere end franske kartofler, og det var knasende sprødt. Vi havde fået en plads i solen, så billederne er desværre ikke særlige skarpe.
Forretten var sikahjort med rygeost og små rabarber og tynde skiver radiser. Hertil blev serveret et lækkert sort brød, med en klat *brun fløde der er pisket hvidt. Uhm, hvor var det godt. Hovedretten var kalvefilet, hvidkål med bacon og glaskål serveret med morkelsauce. Da vi skulle køre, og vi vidste der ventede mere på os, drak vi postevand, undtagen til hovedretten hvor vi fik hver et glas B. Ambroise, Pinot Noir, Bourgogne, som de anbefalede til retten. Retterne ser ikke ud af så meget, men godt mætte blev vi begge.
Vi gik over og stillede os i kø til musicalen. Ganske få dage før vi skulle afsted, fik jeg læst på billetterne, og så det var V.I.P. billetter, som gav adgang til nogle goder. Bl.a. velkomstdrik og en pose med forskelligt indhold, samt drikkevarer i pausen.
Det så godt ud, med alle de pinkfarve poser på de udvalgte pladser midt for på gulvet, hvor vi skulle sidde. Da vi nærmede os salen, hvor det hele skulle foregå, så vi små plakater klistret op, sygdom blandt skuespillerne. Ikke mindre end to var syge. Mine tanker gik straks til det store apparat det er at iscenesætter sådan noget live. Man er jo nød til altid at have ekstra skuespiller at trække på, til hver af deltagerne, da man ikke kan spille hvis der mangler en deltager. Vi måtte undvære både Kirsten Norholt og Robert Hansen. Sidstnævnte er mere alvorligt, og han kommer ikke tilbage.

Vi tog den nærmeste omvej ud af Tivoli og satte kursen mod Lolland. Jeg synes snart det mere er reglen end undtagelsen, at det er mig, der må sidde bag rattet, når vi skal hjem fra de længere ture og ikke mindst, når vi når hen på de små timer. 
Du kan læse mere om Dirty Dancing her.

Opdatering affødt af kommentarerne: Stykket levede op til vores forventninger. Vi fik den underholdning vi havde forventet, og synes det var en god musical fyldt med masser af dejlig musik og dans og en overraskende slutning. Ikke handlingsmæssigt, men scenemæssigt for os som publikum.

* Brun fløde = valle der er pisket igen og igen til en kridhvid smørsmagende, ostelignende masse. Det var den forklaring vi fik, da vi spurgte.