Jeg har sagt op og lukker min blog

Årsagen til mine søvnløse nætter skyldes, at jeg fik en opringning om et tilbud jeg ikke kunne modstå. Efter en ekstra samtale om dette tilbud, har jeg sagt ja til et ny job. Et jeg ikke har søgt, og et jeg heller aldrig ville have søgt, hvis jeg havde set et stillingsopslag, af den simple grund at jeg har arbejde. Endda et godt, interessant og alsidigt arbejde jeg er taknemmelig over at have fået ved at søge uopfordret. Det nye job skulle jeg starte den 1. oktober, men da det, med de rette opsigelsesvarsler, ikke var muligt, ville man gerne vente til jeg kan tiltræde den 1. november.
At jeg havde ondt i maven, skyldes at jeg skulle sige mit gode job op. Derved kunne jeg ikke undgå at sætte chefen i et dilemma. Hvordan kunne jeg, så hurtigt som muligt, få det sagt på den rigtige måde, inden jeg kom med opsigelsen i en kuvert. Det nye job var ‘kun’ 99,9% sikkert og hemmeligt. Jeg havde altså ingen kontrakt på det endnu, men jeg havde som sagt besluttet mig, og vil helst følge mit arbejde til dørs og forlade virksomheden på en måde, så jeg kan se chef, kollegaer og samarbejdspartnere i øjnene, hvis og når vi mødes i lokalsamfundet. Jeg var sådan set ikke i tvivl om, at jeg kunne blive, hvis det andet job røg i vasken. Jeg ville gerne give chefen så meget tid som muligt. Det store spørgsmål for mig var også, om det nu var så nødvendigt at involvere chefen, hvis aftalen røg i vasken? Jeg lå søvnløs fra torsdag til tirsdag, og håbede bare at chefen ikke havde et møde i byen om tirsdagen, for flere søvnløse nætter magtede jeg ikke. Den samtale jeg gerne ville have, skulle hverken foregå på mail, sms eller ved en telefonopringning, men face to face. Jeg var kun lige mødt, da jeg meddelte  chefen, at jeg meget gerne ville tale med hende så hurtigt som muligt. Det skete prompte. Hun var, som forventet, yderst forstående, men selvfølgelig ked af at jeg ville forlad hende, men rigtig glad for at jeg fortalte det så hurtigt. Bliver det ikke til noget, Pia, så er alt her bare som før, siger hun så. Jeg fik ro i maven og langt om længe fik jeg også en nattesøvn. Når dette udgives er den nye ansættelseskontrakt stadig ikke underskrevet, men det har jeg en aftale om i morgen, fredag. Først når det er sket, og vi nærmer os den 1. oktober, bliver det officielt. Indtil da er der kun nogle ganske få mennesker i mit liv, der er informeret om hvad jeg har gang i. Hvis kollegaer, venner og andre i mit netværk kommer forbi og læser dette, så kan jeg informere om, at jeg ikke forlader den arbejdsplads, der har været min i mere end 27 år. Det er det andet job, det handler om, men jeg holder som sagt lav profil lidt endnu. Var det ikke for næste punkt, ville jeg have gemt dette indlæg til et senere tidspunkt.

Det er næsten et år siden, jeg i mit stille sind besluttede, og sagde til Allan, at jeg ville stoppe med at blogge, når det blev forår. Det skete så bare ikke. Det er svært at sige farvel til en god ven, som de sidste 6½ år har givet mig mange gode og interessante timer. Dette farvel har jeg dog ikke ondt i maven over. Gennem bloggen har jeg mødt nye skønne mennesker, som vi begge har nydt at være sammen med i det virkelige liv.   
                    
Der er sket så meget, både godt og skidt, i mit liv siden sidste sommer, som jeg slet ikke har skrevet om. Der bliver flere og flere indlæg, der bare venter på at komme fra hoved til blog. Jeg mangler simpelthen tid til dette tidsfordriv, så jeg kan dele en pæn del af mit liv med jer. Der er bare også så mange andre værdier, som i sidste ende, trods alt, er vigtigere for mig. 
Der kommer altså ingen indlæg om en aldeles interessant dag i Gedser, sammen med Olsen-banden og Det Gule Palæ. Heller ikke om oplevelses- og solrig dag i september, da vi deltog i den årlige dragefestival på Møn. HoldDAop med biler, drager og mennesker der var mødt op, på det enormt store område Mandemarked Bakker, for 18. år i træk.
Heller ingen indlæg om at Camilla fik en pludselig indskydelse om at de ville komme en tur til Lolland, hvis vi altså var hjemme. Det var vi ikke. Faktisk var vi en god times kørsel væk, men vi skyndte os selvfølgelig at pakke sammen, fik handlet ‘kød og grøntfoder’ ind på hjemvejen og nåede hjem og fik tændt op i grillen inden de ankom. Bare 3 timer efter opkaldet, sad jeg samlet om bordet med alle mine kære, som var blevet hidkaldt til grill-hygge i haven på en dejlig solrig sensommeraften i september. 
Der kommer heller ingen indlæg om vores kommende ferie til Kroatien, eller om at jeg, først i det nye år, skal være faster-farmor og min søster bliver onkel. Der kommer slet og ret ikke flere indlæg fra min side. Andre interesser står i kø, nye som gamle. Nogle mere realistiske end andre. Nogle af dem forbliver sikkert luftkasteller, men uanset hvad, så glæder jeg mig til at åbne en masse nye døre både arbejdsmæssigt og i privatlivet.