Mallorca 3 – Alle indvolde blev rystet

Vi satte kursen mod Valldemossa, hvor der var sort af biler, busser og turister.
Allerede ved dette syn begynder vi at trække følehornene til os, men byen skal jo ses, siger alle “de kloge”  Alle P-pladser var betalingspladser, og de var pakket med biler. Vi tænkte vi kunne finde et sted lige udenfor byen, men der var det ikke tilladt at parkere, og vi skulle ikke i karambolage med myndighederne. Alle de sideveje vi fandt i byen havde skilte med al indkørsel forbudt. Vi opfattede denne by som en stor pengemaskine, bare fordi flere berømtheder, har boet der, eller fordi Michael Douglas stadig bor der. Vi boykottede det tiltængte besøg og fortsatte til Deiá, hvor der både er luft og en skøn udsigt. 
På tilbagevejen besøgte vi Port de Valldamossa, som tiltrækker os mere end selve byen og menneskemylderet. Sikke en lang og pragtfuld bjergtur, med hårnålesving i massevis. Lige til at blive søsyg af, men jeg klarede det. Når både jeg selv og chaufføren tager de hensyn der skal tages, klarer jeg efterhånden og for det meste alle ture i bil uden at blive dårlig. 
Nede i denne lille perle, var der fred, ro og idyl. Kun ganske få biler fandt derned, mens vi var der.
Vi tog turen op igen og videre til Esporlas. Der var udøvende bjergklatrere, vi ikke kunne beundre på vej ned, fordi der ikke var mulighed for at holde nogen steder, de var der stadig da vi kørte op. Vi havde en bil i hælene, så der måtte fotograferes mod solen og gennem forruden, mens vi listede forbi, så dette billede er redigeret, fordi det var en stor tåge med skyggen af en mand. 
Da vi kom lige forbi La Granja, arbejdermuseet, stoppede vi op for at se hvad det var, men vi nøjedes med at kigge lidt på det udefra.
  
Turen fortsatte mod Puigpunyent, til La Reservada, en stor naturpark, som Allan mente var noget for os. HOLDdaOP. Der fik vi godt nok rystet nyrene og alle de andre indvolde godt og grundigt. Vejen var elendig med masser af store huller og smal som bare f…… Det var umuligt at køre uden om hullerne. Vi kørte og vi kørte, mere end i går. Af og til mødte vi et skilt som viste, at vi var på rette vej. Hverken landkort eller GPS viste os nogen veje, alligevel fortsatte vi vores evendelige bjergkørsel. Endelig var vi fremme til 2,5 millioner kvm naturpark.
Da vi nåede frem stod Allan af ved deres indgangspriser. Så slemt var det nu heller ikke, men vi er vant til at naturen er gratis, og især mente vi, at vi skulle have lidt for indgangspengene. Bilen kunne ikke komme med ind, og da vi aldrig ville nå at se det hele til fods, eller bare lidt af det, blev vi igen udenfor. Vi skulle jo også ned fra bjerget inden det blev mørkt.
Vi havde dog tid til en kop kaffe og et stykke kage, som vi indtog mellem gæs, ænder påfugle og andet fjerkræ, inden vi begav os ned ad samme vej, som var eneste mulighed. Vi målte turen som trods alt kun var på sølle 5 km, men føltes som 30 km og det var stadig varmt som bare pokker.
Vi kørte hjem over Capdella og Calvia og helt ned til Cala Falou. Magaluf skulle vi også lige snuse til inden vi ramte Palmanova, men der er alt for meget storby over hele dette område til vores smag. Selvom vi havde fået at vide, at alle turisterne faktisk havde forladt øen, og der næsten ikke var flere tilbage, så gav hele området ved Palmabugten absolut ikke dette indtryk. Igen... vi vil nødig være der i højsæsonen. Vi skal have luft og mere landliv, så vi stikker af i bilen igen i morgen.