Storm og torden

Overskriften handler om min barndom, som jeg heldigvis har flest gode minder fra, men der er et par ting eller fire, der har fyldt mere end det vist kan kaldes indenfor det normale. Det ene historie har jeg tidligere skrevet om, og her kommer endnu en til samlingen.
Min far har sjældent været rigtige gode venner med vejret, uanset hvordan det har artet sig. En del af forklaringen er måske, at han som håndværker og maler var afhængig af “de rigtige vejrforhold” når han nu havde lovet at udføre et bestemt stykke arbejde. Når det så er sagt, så var han bestemt langt fra glad for stormvejr. Vi boede i et gammelt hus, som mine forældre havde købt på tvangsauktion, og som i mange år var under renovering og ombygning. Det lå højt og udsat, altså uden læ fra nogen sider. Far mente huset var i så dårlig forfatning, at der var risiko for det kunne styrte sammen om ørene på os. Når vindstyrken var af en bestemt kaliber, var det tid at forlade hjemmet. Før “vi” fik bil åbnede naboen dørene for os alle. Senere blev det min moster og onkel. Det hændte det blev til en overnatning.
I efterårsstormen 1967 kom vi hjem og så hele kostalden, som blev brugt som værksted og lager, var væltet. En anden gang, jeg husker ikke året, men vi var alle fem kun lige kommet ind i bilen, da vi så en skypumpe tage hønsehusets tag. Det kom flyvende og landede på bilens tag, som blev trykket ned, men heldigvis kom ingen af os noget til. Selvom huset med årene blev fint og godt, så har far aldrig brudt sig om at være i huset, når det stormede. Vi har et par gange i mit voksne liv, hentet dem til vores adresse til en overnatning. Bl.a. under stormen 3. december 1999. Da vi kørte dem hjem dagen efter, var ikke så meget som en rude i drivhuset ødelagt. 
Værre var det nok med mor og tordenvejret, fordi det trods alt oftere tordnede end stormede. Et var dagtimerne, hvor vi fik at vide, at det var farligt at være ude, eller stå tæt ved vinduet inde og kigge ud. Jeg har aldrig været bange for tordenvejr, så jeg elskede, når far var hjemme på sådanne dage, for han var heller ikke bange, og så kunne vi to jo gå ud og se på vejret sammen. Når tordenvejret først indfandt sig efter vi tøser var kommet i seng, blev vi skam vækket af vores søde søvn, beordret op for at klæde os på, for derefter at tage plads i sofaen, klar til udrykning, hvis lynet slog ned. Mor havde altid pakket en taske eller to, med penge og de mest nødvendige papirer, samt ekstra tøj til hele familien. Først når faren var ovre, fik vi lov at gå i seng igen. Der var et par eksempler i familien på at det var gået galt for nogen, og det skulle ikke overgå os. Min fars kusine nåede ikke at redde andet end dem selv og deres børn. De ejede kun det de gik og stod i, så som børn, kunne vi ikke se noget forkert i den måde mor håndterede den sag på, men senere har både mor og far måttet høre for, at de har frarøvet os mange timers nattesøvn. Senest i min tale til dem til guldbrylluppet.
Der er ikke noget vejr i Danmark, jeg er bange for, men jeg har selvfølgelig respekt for hvad det kan forårsage. Vores børn er aldrig blevet hevet ud af sengen, og jeg selv er heller aldrig stået op, men har tit ligget vågen. Ikke fordi jeg er bange, men det er jo ikke til at sove i den larm. Da ungerne var helt små, havde Allan og jeg en aftale om, hvem der tog sig af hvem og hvad, hvis uheldet skulle være ude. Det er hændt, at jeg er faret sammen ved et tordenskrald, når det er slået ned så vinduerne klirrer, og det kan også godt få mig til at stå op for at kigge ud ad vinduet eller døren, bare for at se om alt er i orden, men er det det, så lapper jeg under dynen igen og venter på fred og ro.  
Kun en ud af os fire børn, er i dag bange for tordenvejr, os andre er det hele prellet af på.