Vores dåbskjole var forsvundet

Når jeg skriver vores, er det en sandhed med modifikationer. Min har det aldrig været. Jeg er ikke engang døbt i den. Da jeg kom til verden, tilbød min farmor, at jeg, som alle de andre, eller i hvert fald mange af hendes børnebørn, kunne blive døbt i denne kjole. Der var ikke noget mor hellere end gerne ville. For det var en meget fin dåbskjole. Men min gudmor, mors tante Maud, som også var den der agerede jordemoder, ikke bare for mig, men for hele sognet, havde det princip, og satte en ære i, at sørge for dåbskjolen, til alle de børn hun selv bar til døbefonden, det var rigtigt mange. Hun bar også selv udgiften for lejen af kjolen. Mor prøvede at bryde dette princip, men det gik ikke. I dag siger hun, at hun åbenbart ikke kunne stå for gudmors tårevædede ansigt, så derfor blev jeg ikke døbt i den kjole. Jeg har haft en fantastisk gudmor og gudfar, men det er en helt anden historie.  

Min to søskende er har båret den forsvundne dåbskjole. Mor pyntede hver gang kjolen med små montbretia. Da Mads, som var mor og fars første barnebarn, skulle døbes, sagde mor, at det kunne være sjovt, hvis han blev døbt i den flotte håndbroderede familiedåbskjole. Jeg synes umiddelbart det var en god idé. Mor forhørte sig hos et par af fars søskende, men ingen af de adspurgte vidste noget om hvor den befandt sig. Derfor syede mor en ny familiedåbskjole, som jeg fortalte om her. Havde jeg ikke skrevet et indlæg om dette, så var dåbskjolen nok ikke fundet. Lidt billeder via privat mail med indehaveren, førte til at da vi var i Sverige for at se traner, fik jeg dåbskjolen med hjem.
Jeg vidste, at vi i vores familie havde et bevis for, at det var den helt samme dåbskjole, vi talte om. I mit barndomshjem havde billedet nemlig altid stået fremme, lige til mor flyttede i lejlighed. På det tidspunkt blev billedet pakket ned i en kasse, og sendt til  opbevaring hos min søster, og der står det stadig. Det billede er ellers fint koloreret af far. Et erhverv han beskæftigede sig meget med, før det blev muligt at få taget farvebilleder. Nu må I nøjes med det sort-hvide billede jeg fandt i mors fotoalbum. Hvordan den sidste ejermand så ud, da hun blev døbt kan du se her.
Desværre kender jeg ikke hele dåbskjolens historie, og mor gør heller ikke. Mors gæt er, at min farmors søster, Dorthea, som var syerske, og ses til højre i billedet, har syet kjolen, men hvornår og til hvem, må stå hen i det uvisse. Måske blev den syet til hendes egne børn? Måske er min far og alle hans syv søskende døbt i den? Eller den er syet til farmor og farfars første barnebarn i 1939? Mor har forhørt sig hos et af farmors søskendebørn, som stadig lever, men de har aldrig hørt om dåbskjolens eksistens. Historien forbliver desværre uopklaret, men jeg vil passe godt på dette klenodie.