Afskedens time

For 10 år siden, gik Allan sygemeldt, og hang i en tynd tråd i systemet. Jeg selv  havde fået nok af at skrive festsange, og lave kirkeregnskab. For selv at overleve i dette kaos sagde jeg op, helt uden sikkerhedsnet. Ikke noget der ellers ligger til mig. Jeg har det rigtigt godt med livrem og seler. Jeg kan klare et fald, men jeg vil gerne vide hvor dybt det i så fald bliver. Derfor beholdt jeg en del af mit serveringsarbejde, så vi kunne overleve økonomisk, mens jeg søgte de deltidsønskejob, der var på disse kanter. Jeg var ikke i A-kasse og eller kun deltidsforsikret, så jeg kunne gøre nøjagtigt som det passede mig. Der ser anderledes ud i dag. Arbejdstimerne i mine bijob skulle modregnes for de sidste to år, før der skete udbetaling, så det havde laaaange udsigter. Timelønnen var i forvejen ikke en man skulle regne på. Det er sjældent at ens interesser giver overskud på lønkontoen.
En dag var der bingo til et års barselsvikariat. På grund af  sygemelding var det start omgående, så min første arbejdsdag var på Camillas fødselsdag den 11. marts 2003. Der skete imidlertid det, at chefen og hende jeg vikarierede for, var blevet rørende enige om, at det var mig og ikke hende, der skulle sidde på den kontorstol. Hun havde det bedst i butikken sammen med kunderne. Sådan gik det til, at et års vikariat i stedet blev til 10 fantastisk spændende, udfordrende og gode arbejdsår, hvor chefen altid hørte på os ansatte, og var opmærksomme på hvordan vi havde det, når der virkelig skulle ydes en ekstra indsats. Jeg har været med til at åbne to nye butikker, og desværre også været med til at lukke en, sådan bogholderimæssigt. At starte en butik, gør man jo ikke fra den ene dag til den anden. Nej, man starter mindst et helt år før med at skaffe leverandører og bestille et varelager. At starte en modebutik samtidig med finanskrisen var ikke et heldigt tidspunkt, men hvem kunne også vide, at der kom en finanskrise et år ude i fremtiden.
Da jeg mødte op med den lovede kage, blev jeg mødt af kollegaerne, som har været så søde, at samle ind, og give mig en afskedsgave. Med et billede af afskedsblusen afslører jeg hermed, hvilken arbejdsplads, jeg ikke mere er en del af. Det fremgår af logoerne. Der er sket rigtigt meget det sidste halve år. Ikke meget er som før, men faktisk har det heller ikke været særligt vedmodig, at tage afsked. Vedmoden blev overstået for længe siden, da jeg fik denne besked. Det er jo nærmest kun lønnen jeg siger farvel til nu. De sidste måneder, er det hændt jeg har fået en opringning, og har klaret en lille ting, men det har mest været hyggebesøg, jeg har haft med mine kollegaer. Jeg har haft en god arbejdsplads, nogle dejlige kollegaer, og deltaget i de sjoveste firmaarrangementer, som paintball, zumba, lerdueskydning og flere andre ting, som jeg hverken har taget billeder af eller skrevet om. Meget er jo hændt før jeg begyndte at blogge. Jeg har lovet at stikke hovedet ind af og til, når jeg alligevel er i byen, så vi slipper ikke hinanden helt.
Kære kollegaer, nye som gamle, hvis nogen af jer læser med nu. Tak for hvert eneste år, jeg har haft sammen med jer. I er alle nogle skønne mennesker. Blusen vil til hver en tid minde mig om jer allesammen, og jeg vil bære den med største glæde. .