Fuerteventura

Jeg vil ikke trætte jer med hvad jeg har lavet, det kommer nok senere, men hellere tage jer med på en lille ferie til Las Playitas, en lille fiskerby med et enormt hotelkompleks. Et sports- og aktivitetscenter på over 1 million kvm. Vi er ikke fanatiske motionsudøvere, men kan godt lide at røre os, på vores helt egen måde. Jeg troede faktisk, at vi boede på dette område næsten helt alene, fordi vi højst så en snes mennesker om dagen, uanset hvor vi færdedes. Jeg spurgte hotellet om vi var kommet helt udenfor højsæsonen der i marts, men nej, nej, det var skam højsæson og alt var optaget. Faktisk havde de kun et eneste ledigt værelse tilbage. Hvor er så alle menneskerne, spørger jeg. De motionerer i centeret og ude i området. 
Rejseselskabet kaldte det en grøn og frodig ø. Haha, det er da en overdrivelse der vil noget. Vi havde meget svært ved at finde noget grønt overhovedet. Lige bortset fra hotelområdet. Der var bare brunt, brunt og atter brunt over det hele, så langt øjet rakte. Bortset fra den lille hyggelige, men døde fiskerby på den anden side af vandet, var der absolut intet, ud over de brune bakker. Vi havde fået oplyst at man kunne skyde genvej over bjerget til en by flere km væk. Det kastede vi os selvfølgelig ud i. Vi gik og gik, uden at se andet end brun lava, og så en tot grågrønt af og til. Ikke noget man kunne finde skygge ved, eller gemme sig bag. Endelig øjner vi noget hvidt ude i horisonten. Det skulle vise sig at der var ligeså langt, om ikke mere end vi allerede havde gået. Da vi endelig nåede frem var der ikke meget by over det. Vi tog turen hjem ad landevejen, for det var en lang og streng tur for Allans bentøj med alt den klatring. Der blev kigget og peget noget efter de to tosser, os, som rendte rundt på vejen. Der findes hverken cykelsti, eller gangsti. Man forventer at alle tager bussen, med mindre man måske kører på mountainbike i bjergene. Bjergturen var dog ikke værre end vi tog den både frem og tilbage nogle dage senere for fornøjelsens skyld.
Vi lejede selvfølgelig bil. Der måtte da være noget grønt et eller andet sted på øen. Vi kørte igennem bjegområdet Betancuria, som jeg har nævnt før. Et landskab der forandrer sig enormt meget, alt efter vejret, og hvor solen stod. Vi kørte forbi ikke mindre end tre gange, og det var slet ikke til at kende. Endelig så vi noget grønt, de kalder buske. De er ikke meget større end de totter hundegræs vi har i græsplænen. Vi mødte et par fredelige kæmper. Vi tog på en guidet tur for at høre om et lille bitte og meget kostbart insekt, lusen cochineal, som indsamles og knuses for at skaffe den røde farve, der er så efterspurgt af både fødevare- og kosmetikindustrien. Farven er umulig at vaske af, hvis man får den på sig, for slet ikke at tale om tøjet, som er lige til at kassere. 
Vores lejlighed lå ikke ved jorden. Alligevel mærkede vi sandstormen et par gange. Sandet kom i bogstaveligste forstand flyvende fra Sahara. Vi måtte feje det væk fra terrassen og møblerne. Når det var rigtigt slemt, var det godt at kunne flytte terrassen om på den anden side af lejligheden og få læ, så vi ikke behøvede at sidde med trøjer på. Det har været en oplevelse at se denne meget anderledes ø. Vejret var bestemt med os hele vejen, og som altid havde vi en god ferie. Når det så er sagt, så er vi også enige om, at vi vist har set alt hvad øen har at tilbyde. Der er faktisk ikke ret meget andet end brunligt lava overalt.

Da vi landede på Lolland, tog jeg mig selv i at tænke, at vi havde mere grønt på egen matrikel, der midt i marts måned, end de havde på hele Fuerteventura. Tænk at man et øjeblik næsten kan blive helt glad for at se ukrudtet i egen have.