fredag den 4. januar 2013

Fuerteventura

FuerteventuraJeg vil ikke trætte jer med hvad jeg har lavet, det kommer nok senere, men hellere tage jer med på en lille ferie til Las Playitas, en lille fiskerby med et enormt hotelkompleks. Et sports- og aktivitetscenter på over 1 million kvm. Vi er ikke fanatiske motionsudøvere, men kan godt lide at røre os, på vores helt egen måde. Jeg troede faktisk, at vi boede på dette område næsten helt alene, fordi vi højst så en snes mennesker om dagen, uanset hvor vi færdedes. Jeg spurgte hotellet om vi var kommet helt udenfor højsæsonen der i marts, men nej, nej, det var skam højsæson og alt var optaget. Faktisk havde de kun et eneste ledigt værelse tilbage. Hvor er så alle menneskerne, spørger jeg. De motionerer i centeret og ude i området. 
Fuerteventura 001 Fuerteventura 002
Rejseselskabet kaldte det en grøn og frodig ø. Haha, det er da en overdrivelse der vil noget. Vi havde meget svært ved at finde noget grønt overhovedet. Lige bortset fra hotelområdet. Der var bare brunt, brunt og atter brunt over det hele, så langt øjet rakte. Bortset fra den lille hyggelige, men døde fiskerby på den anden side af vandet, var der absolut intet, ud over de brune bakker. Vi havde fået oplyst at man kunne skyde genvej over bjerget til en by flere km væk. Det kastede vi os selvfølgelig ud i. Vi gik og gik, uden at se andet end brun lava, og så en tot grågrønt af og til. Ikke noget man kunne finde skygge ved, eller gemme sig bag. Endelig øjner vi noget hvidt ude i horisonten. Det skulle vise sig at der var ligeså langt, om ikke mere end vi allerede havde gået. Da vi endelig nåede frem var der ikke meget by over det. Vi tog turen hjem ad landevejen, for det var en lang og streng tur for Allans bentøj med alt den klatring. Der blev kigget og peget noget efter de to tosser, os, som rendte rundt på vejen. Der findes hverken cykelsti, eller gangsti. Man forventer at alle tager bussen, med mindre man måske kører på mountainbike i bjergene. Bjergturen var dog ikke værre end vi tog den både frem og tilbage nogle dage senere for fornøjelsens skyld.
Fuerteventura 003 Fuerteventura 004
Vi lejede selvfølgelig bil. Der måtte da være noget grønt et eller andet sted på øen. Vi kørte igennem bjegområdet Betancuria, som jeg har nævnt før. Et landskab der forandrer sig enormt meget, alt efter vejret, og hvor solen stod. Vi kørte forbi ikke mindre end tre gange, og det var slet ikke til at kende. Endelig så vi noget grønt, de kalder buske. De er ikke meget større end de totter hundegræs vi har i græsplænen. Vi mødte et par fredelige kæmper. Vi tog på en guidet tur for at høre om et lille bitte og meget kostbart insekt, lusen cochineal, som indsamles og knuses for at skaffe den røde farve, der er så efterspurgt af både fødevare- og kosmetikindustrien. Farven er umulig at vaske af, hvis man får den på sig, for slet ikke at tale om tøjet, som er lige til at kassere. 
Fuerteventura 005 Fuerteventura 007
Vores lejlighed lå ikke ved jorden. Alligevel mærkede vi sandstormen et par gange. Sandet kom i bogstaveligste forstand flyvende fra Sahara. Vi måtte feje det væk fra terrassen og møblerne. Når det var rigtigt slemt, var det godt at kunne flytte terrassen om på den anden side af lejligheden og få læ, så vi ikke behøvede at sidde med trøjer på. Det har været en oplevelse at se denne meget anderledes ø. Vejret var bestemt med os hele vejen, og som altid havde vi en god ferie. Når det så er sagt, så er vi også enige om, at vi vist har set alt hvad øen har at tilbyde. Der er faktisk ikke ret meget andet end brunligt lava overalt.

Fuerteventura 008Da vi landede på Lolland, tog jeg mig selv i at tænke, at vi havde mere grønt på egen matrikel, der midt i marts måned, end de havde på hele Fuerteventura. Tænk at man et øjeblik næsten kan blive helt glad for at se ukrudtet i egen have.

12 kommentarer:

  1. Ja, så har I set den ø ... jeg har hørt det samme og vi tror nok, at det bliver noget af det, vi vælger fra :-)
    I har mere grønt, men I har ikke lige så mange bakker ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det mener vi bestemt vi har :-) Vores venner var ca. 10 år tidligere med blandt de turister der "åbnede" øen som feriested, så det kom ikke helt bag på os.
      Nej, bakkerne kan vi ikke slå :-)

      Slet
  2. godt at høre,,,,, har aldrig været der ,, så mon ikke vi vil frasortere ,,,,, :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Et weekendophold vil være fint, så får man set det helt specielle landskab :-)

      Slet
  3. Trods alt den brune lava har I alligevel haft en dejlig tur, fornemmer jeg. Jeg har faktisk engang i mellem tænkt på at tage til Fuerteventura for at cykle, det skulle øen være ideel til.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det har vi. Vi vælger nemlig altid de gode ferier :-) det har jeg også hørt. Jeg ved bare ikke hvor de cykler henne. Vi så ingen cyklister, bortset fra EN enkelt mountainbike. Hvis du tager dertil en dag, så kan du være sikker på ikke at skulle forcere trærødder som dem vi mødte, da du var med os på Sundruten i sommers :-)

      Slet
  4. Den ø har jeg aldrig været på, men jeg har hørt at der skulle være et par OK golfbaner.. :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Der lå en stor eksklusiv en på vores område. Golfspillerene havde deres eget hotel og restaurent.. Sikke nogle biler der holdt der. Allan var ved at falde i svime, men en bil er jo bare et køretøj på fire hjul :-) Vi gik forbi ofte. Hele vores lejlighedskompleks var enormt flot, selvom vi havde valgt alt det eksklusive fra med egen swimmingpool osv. Var vi selvfølgelig rundt og se det hele. Golfbanen afprøvede vi ikke, det må I gøre :-)

      Slet
  5. Hurra for ukrudt! Jeg tror også den ø vælges fra. Interessant er det nu at folk hellere vil motionere i et center end i det fri. Måske får man rørt flere muskler indendøre, men alligevel. Tak for turen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Efter sigende motioneredes de både ude og inde. Inde var vi ikke, fordi man selvfølgelig kun kunne komme ind, hvis man skule motionere. I dagtimerne var gardinerne trukket for, om aftenen kunne man blot se nogle af alle de motionsmaskiner. Der var udendørs tennis- og badmintonbaner og meget mere, men vi synes mest de var tomme. Der var hele bjergområdet at løbe og cykle i. Vi så bare ikke rigtigt nogen mennesker. Jeg ved godt at området er enormt, men alligevel. Indendørs motion, er vist ofte med udvalgt motionsskema, så man kommer hele vejen rundt, eller får fat i de muskler der skal styrkes. Velbekomme :-)

      Slet
  6. Tak for turen til Fuerteventura. Jeg har endnu ikke mødt nogen, som har talt begejstret om den ø, så det er nok ikke der, vi tager hen, når vi skal ud at rejse igen. Jeg vil helst se et frodigt landskab, og ud fra indlægget at dømme har det været svært at finde.
    Selvfølgelig er det altid interessant at se noget andet, end man er vant til, men alligevel....! God weekend!

    SvarSlet
    Svar
    1. Velbekomme :-) Selvom der er masser af natur så er det lidt ensformigt i længden. Der var dejligt grønt omkring vor lejlighed, men vi rejser jo for at opleve andet end hotellet.
      Tak også god weekend til dig.

      Slet

Alle kommentarer bliver værdsat. Dit fodspor er med til at sætte liv på bloggen :-)