Blondine

For et par dage siden ringede Camilla om vi var hjemme i weekenden, og om vi i så fald ville med ud at gå en tur i Vordingborg, hvor hun skulle mødes med en hundeven fra området. Allan havde en fast aftale, men jeg kun en halv. I morges ringede jeg til C. og sagde jeg godt ville med, og at jeg så bare skulle have adresen hvor det skulle foregå. Da hun udleverer den til mig, siger hun, at hendes GPS ikke kan finde mødeadressen, men hun vidste ca. hvor hun skulle hen. For en sikkerheds skyld googler jeg lige adressen Stengårdsvej, og finder ud af, at det er helt ude på Møns Klint. Det har ikke meget med Vordingborg at gøre. Allan var kørt, men han er et omvandrende landkort for hele det gamle Storstrøms Amt, så han måtte da vide hvor det lå. Det havde han godt nok ikke helt tjek på, men du skal helt sikkert køre mod Bakkebølle. Godt nok, men hvordan kommer jeg dertil? Kan du ikke huske vejen fra du skulle til julefrokost? Nej…, men glem det, jeg sætter fru Garmin på opgaven. 
Selvom om den nyere udgave af vejhjælpen, har været en del af vores husstand i et par år, så er det altså ikke mig der monterer og samler hende. Ikke om jeg kunne finde et hul som stikket på ledningen passede i. Selvom jeg ofte har pillet hende ned fra bilruden, og skilt hende ad, har jeg ikke lagt mærke til hvor jeg har pillet stikket ud. Ned i tasken med skidtet og afsted i bilen, der hvor Allan befandt sig for at få hjælp, så der kunne komme forbindelse. Jeg kunne selvfølgelig have ringet til ham, men han befandt sig på min rute. Hvem pokker kan vide, at stikket skal i holderen og ikke i skærmen, som på den gamle? Jeg tastede distanationen. Fru Garmin var ikke til megen hjælp, hun kendte også kun vejen på Møns Klint. Vordingborg ved jeg da hvor ligger, så meget blondine er jeg trods alt heller ikke.
Endnu en opringning til Allan, for at beklage min nød. Fru Garmin kan heller ikke finde vej. Så når nu jeg når til… skal jeg så til højre eller venstre. Til venstre siger han, og så følger du bare vejen helt ud til lyskurven og drejer til højre, og derfra skal du… og så…. og så….. Stop, jeg er røget af i svinget. Jeg ringer igen om lidt. Som sagt så gjort, skal jeg virkelig til venstre her, ja det er helt rigtigt, og så får jeg en bid vejledning mere. Hvor han fortæller, at jeg godt nok kommer ud på en vej med masser af mariehøns. Spændende, tænkte jeg. Måske jeg kan tage et godt billede. Først da jeg nåede derud, blev jeg klar over, hvad det var for nogle mariehøns, han talte om. Chikanerende vejbump.
Jeg er på rette vej, og får en opringning fra C. at hun er kørt fast på vej ned til hytten, hvor vi skulle mødes, så hun ville blive lidt forsinket, men hun har talt med hundevennen, som ville komme forbi og give en hånd. Jeg har lige aftalt med B. at vi mødes ved et solcenter på Nyraad Hovedgade og følges ad derfra. Jamen der kører jeg i dette øjeblik. Vi aftaler at jeg bliver der, til de dukker op. Da de ankommer, er det første hundevennen siger. Jeg har opgivet forkert gadenavn til jer. Den hedder jo…. ja, det der stod oppe på skiltet.
Vi fik en god lang travetur på ca. 6 km, i et meget kuperet terræn. En del af ruten var en mountainbikerute. Vi så rådyr rende rundt på bakkerne. Det var hamrende  koldt, men vi havde heldigvis klædt os godt på. Det bed dog noget i kinderne. Ikke mindst ude ved vandet, men smukt det er der absolut i Vintersbølle Skov. I aften kan jeg mærke jeg har brugt mine ben, for at stemme imod på det glatte føre, men også komme op igen af de stejle sne- og isglatte skråninger. Det var vist meget godt Allan ikke kunne komme med.
Efter han har set billederne, er han helt klar over hvor vi har været. Vi må ud og gå turen sammen, når der kommer blade på træerne. Det vil være alle tiders tur med madkurven eller den medbragte kaffe. Det flotte terræn kan slet ikke gengives på foto.