Min skovtur blev lidt for spændende

Fredag har jeg altid tidligt fri. Det skulle udnyttes med en dejlig lang tur i skoven, nu da det er lyst lidt længere. Jeg havde forberedt Allan allerede om morgenen, at han ikke skulle lave kaffe til mig. Jeg ville kun komme ind for at få skiunderbukserne og vandrestøvlern på, for så at tage afsted på den helt store skovtur. Som altid fortæller jeg ham hvor jeg går hen, bl.a. fordi han gerne selv vil vide det, så han ved hvor han skal lede, hvis jeg ikke kommer hjem. Det er en tryghed for begge parter. Når han ved hvor jeg går, ved han også ca. hvor lang tid der går, inden han kan forvente at se mig igen. Billedet af solnedgangen er fra i torsdags.















Da jeg går, siger jeg, at der næsen ikke er noget strøm på min mobil, så jeg ved ikke om Endomondo har kapacitet nok til hele turen. Måske skulle jeg lade telefonen blive hjemme, så den kunne oplade? Nej, det er da dumt, siger Allan, tag den dog med, man ved jo aldrig hvad der kan ske.
Mens mine ben og øjne var på vandring, ofte i hver sin retning, så levede hjernen også sit helt eget liv sammen med fantasien. Jeg krydsede landevejen for at gå videre i Storskoven. Mens jeg gik og funderede over, hvor meget der var fældet og at skoven nærmest var ukendelig, så genkendte jeg også steder, som ikke sådan flytter sig.









På et tidspunkt undrede jeg mig over, at jeg ikke snart mødte den skovvej, hvor jeg skulle dreje til venstre… Endelig kunne jeg se den lidt længere fremme, men i samme øjeblik så jeg også et hus…  Et hus som aldrig nogensinde har ligget på den rute jeg skulle gå…  Pludselig gik det op for mig, hvor jeg var. Nemlig ved Jægersborg, (et hus som kun bliver brugt i forbindelse med jagt. Jeg var altså tæt på Erimitagevej, og 12 km hjemmefra, ad bilvejen, plus et par km skovvej. Jeg havde kun ca.10 km hjem hvis jeg gik tilbage gennem skoven…. Nu vidste jeg også, hvor jeg havde sovet på min vandring... Jeg var gået lige over i det store kryds i skoven. Der hvor jeg burde have drejet til vestre.

Der var jo ikke andet at gøre end at vende om… Nej, det var dumt…. Jeg kunne da tage landevejen... Der ligger i det mindste et par huse… Jeg vendte om igen, men fortrød... Skovvejen var nærmere… men i forhold til den rutebeskrivelse jeg havde opgivet til Allan, var jeg kommet 5 km ud af kurs…. Min mobil sagde blip, blip, blip… Jeg måtte hellere slå Endomondo fra, og se at få skrevet til Allan, om at jeg var faret vild, for jeg ville blive mindst en time forsinket…Jeg turde ikke ringe. Det var der slet ikke strøm nok på til…. Hmm… der var selvfølgelig ingen mobildækning, så jeg fortsatte min vandring hjem gennem skoven, mens jeg forsøgte at sende en besked.
På telefonen stod der, at batteriniveauet var kritisk lavt. Der var gået de to timer, hvor jeg under normale omstændigheder ville have væreret hjemme igen. Jeg vidste at Allan meget snart ville begynde at bekymre sig om mig.
Inden jeg nåede ned til det store kryds i skoven, havde jeg forsøgt at skyde genvej flere forskellige steder. Veje jeg absolut ikke kendte i forvejen. Veje jeg aldrig har været på, men jeg vidste at nogle af dem førte ud til landevejen. Hver gang jeg gik ned ad en, endte jeg alligevel med at vende om. Jeg kunne jo virkelig komme til at fare vild… Noget så frygteligt endda… Havde der nu bare været lidt sol på himlen, så vidste jeg i hvilken retning jeg skulle gå… og så alligevel ikke, for de skovveje snoede sig i mistænkelige forkerte retninger… Nu ved jeg, jeg skal have dem undersøgt på en cyeltur en dag, når vi når længere frem mod sommeren.
Mens jeg gik der, kom de ‘sjoveste’ historier frem på nethinden. Jeg kunne se for mig, at den helt store eftersøgning var sat i gang for at finde mig. Allan som den første… Senere venner, familie, politi og hundefolk, for så til sidst at ende med en historie på forsiden af LF-Folketidende og i TV-Øst.
Endelig røg beskeden igennem til Allan…. Hvor er du, skrev han tilbage… Et sted mellem Vigsnæsvej og Spurvestræde… Da beskeden var sendt, var min telefon helt død….… Jeg var ikke i tvivl om at Allan ville komme, selvom vi ikke havde nået at skrive om det… Jeg nåede tilbage til krydset i skoven. Her gik jeg lidt den ene vej..   lidt den anden vej… og lidt den tredie vej…. endda flere gange…. Jeg anede jo ikke hvor Allan ville komme fra… Alle fire veje fører ud ad skoven, og de to af dem er ca. lige lange… Uanset hvilken af vejene han valgte, var der flere km at gå. (Man må ikke køre i bil i skoven, og kan heller ikke komme ind for bomme) Jeg måtte hellere blive omkring krydset. Det var blevet mørkt, og det er strengt forbudt at færdes i de private skove, når solen er gået ned. Hvis vi ikke skulle misse hinanden, så var jeg nødt til at blive ved det store kryds, som jeg efterhånden havde rendt så meget frem og tilbage i , at jeg ikke mere turde stole 100% på min egen dømmekraft om hvilken retning jeg skulle vælge for at komme hurtigst ud ad skoven…. Hvis nu jeg ventede forgæves? .. Hvis nu Allan alligevel mente jeg gerne ville gå… som slet ikke er unormalt… Han stopper jævnligt op i bilen på landevejen, og spørger om jeg skal køre med hjem, men svaret er altid det samme. Nej, tak – Jeg har jo netop valgt, at jeg skulle gå…

























Jeg hader ventetid, jeg ikke kan bruge til noget konstruktivt, så jeg fortsatte min vandring ud og ind i krydset. Pludselig syntes jeg at høre en fløjten…. Jeg fløjtede igen… Atter blev der fløjtet og jeg svarede… Nu kunne jeg også høre hvor den fløjten kom fra, så jeg kunne vælge den rigtige vej…. Der kom min redningsmand mig i møde…en time efter jeg burde have været hjemme…. Vi forlod skoven sammen, og mens vi gik der, spørger Allan, hvad har du så lært af det? Jeg tror ikke jeg har lært noget, siger jeg, jeg kender jo skoven, hø.hø… Hvortil Allan siger, jeg tænkte nu mere på det, at man aldrig skal gå i skoven uden strøm på sin mobil… Det må jeg give ham ret i. Det er ikke er særligt klogt. Da vi kom ud af skoven, var det rigtigt rart, at kunne sætte sig ind i bilen og blive transporteret de sidste 4 km hjem. 
Allan fortæller at han havde smidt alt fra sig, og forladt huset som det stod. Han havde ikke engang haft tid til at klæde sig ordentlig på. Kun en tynd jakke over en skjorte, og vandrestøvlerne havde han heller ikke tid til. Han synes at skovvejen var lang. Meget, meget lang der i mørket. 


Godt vi trods alt kender skoven, for hvor jeg præcis befandt mig kunne han ikke vide. Da han så min skygge der i mørket, blev han glad. Han havde nemlig ikke hørt jeg besvarede hans fløjten.  

Den aftensmad der var planlagt fik vi først lørdag, Vi var begge blevet godt sultne, så jeg skynde mig ind til fryseren og hev en pakke fars op og fik bikset  lidt sammen. Det tog kun en halv time at få noget mad på bordet, og så blev der skålet i rødvin. Både i går og i dag har vi kørt lidt på historien, og det vil vi sikkert gøre nogle gange i fremtiden også.