søndag den 16. januar 2011

Udlån, glæde og lokale problemer

Camilla får ny bil ca. hvert halve år. Får og får er nok lidt meget sagt, for hun betaler hver eneste krone selv, og er derfor en smule utilfreds med at hun ikke har frit valg på alle hylder, hverken hvad farve eller model angår, og ej heller hvor ofte hun skal skifte, men sådan er reglerne i firmaet for personaleleasing. Bilen er nøjagtig samme model, som den hun afleverede, den nye er bare i en “kedelig morfar farve” siger hun. Den “gamle” var helt hvid. Allerede tidligt lørdag, til morgen-formiddagskaffen, ankom de unge, fordi der skulle sættes vinterdæk på den nye bil. Hverken kæresten eller svigerfar havde værktøjet, så der var jo ikke andet at gøre, end at tage turen til Lolland og låne vores og spare en værkstedsregning.

P1153921 P1153923
P1153924 P1153926

Allan finder værktøj frem og kigger på dæk og fælge sammen med Sune, mens Camilla tømmer bilen. Allan har lovet at give et nap med status på arbejdet, så han forlader hurtigt matriklen. Sune sætter de “nye” fælge på mens Camilla støvsuger bilen. Min mor har kludder i sit strikkegarn, så da de unge kører videre over middag, smutter jeg en tur hos mor til kaffetid. Indtil jeg ankom, havde hun tilbragt dagen sammen med Mark og hans “nye” bil. Da jeg forlader hende stråler hun som en sol og siger det har været en dejlig dag, med masser af adspredelse og selskab.

Hele weekenden har sneen smeltet hurtigere end kloakerne kan følge med. Vores køkkenvask har stået og snakket gevaldigt. Vandet i toilettet har stået lidt rigeligt højt. Heldigvis er det hele blevet hvor det skulle. Sådan har det desværre ikke været hos andre i området.

P1163934 P1163939
P1163941 P1163943

Der er oversvømmelser og afhoppede kloakdæksler, som beredsskabsstyrelsen har været ude og inspicere i dag. Vandet pibler ud alle steder. Jeg talte med flere personer på min tur, og de sagde at toiletpapir og andet ulækkert lå og flød. Det så jeg nu ikke.

P1163944 P1163945

De stakkels mennesker hvor vandet trænger ind i husene.

P1163951P1163950

Vandet kommer også op fra små springvand rundt omkring, selvom der ikke er kloakdæksler. Det fremgår desværre ikke så tydeligt på disse billeder, som i virkeligheden.

P1163942 P1163953

Vores hus ligger heldigvis ikke i det område, så vi skal ikke klage.

8 kommentarer:

  1. Det ser voldsomt ud hos jer med vand.. sneen forsvinder også i rekord fart her, men de fleste steder kan kloaken heldigvis følge med. Det må være dejligt at have sin mor så tæt på, at man lige kan smutte forbi og hjælpe.. det savner jeg ofte.. :-)

    SvarSlet
  2. Inge det vand er et tilbagevendende problem i området, og det er jo næsten altid de samme det går ud over.
    Det er dejligt at kunne hjælpe andre, men der ryger også utrolig megen tid på den konto :-) Vi nyder bare ekstra meget, når vi rejser væk fra det hele :-)

    SvarSlet
  3. Det er utroligt så meget vand der pludseligt bliver når vejret slår om og bliver varmere Pia, men det er også fordi at jorden er så hård efter al den frost, at den ikke suger noget af det våde.
    God Søndag aften.

    SvarSlet
  4. Ja Michael, den frosne jord giver problemer mange steder, men her er det primært fordi de har nedlagt og fjernet vores rensningsanlæg, fordi "nogen" har besluttet at det i stedet skal ledes til et rensningsanlæg 35-40 km væk, og det fungerer bare ikke.

    SvarSlet
  5. Ja, vand har vi sandelig nok af lige nu... og de lover regnvejr...
    Jeg ville så gerne tage nogle billeder, men det er svært at nå det mens det er dagslys. Arbejdet skal jo også passes :-)

    Godt I ikke har nogen problemer, men det er synd for dem, der har.

    SvarSlet
  6. Ellen, vi priser os også lykkelige, men føler med de andre, som kæmper med vandet og systemet. Heldigvis har vi ikke fået den regnmængde de havde lovet indtil nu. Markerne sejler nok allerede.
    Jeg ville også gerne tage et par billeder. Nu forhindrer sneen mig ikke mere i at parkere :-) men da jeg kørte hjem var det også mørkt - og tåget.

    SvarSlet
  7. Bevar mig vel, hvor I sejler dernede. Her er vi heldigvis sluppet for oversvømmelser, selvom det lige nu regner i stride strømme derude.

    SvarSlet
  8. Ditte, og jeg er slet ikke søstærk :-)Så længe jeg kan bunde så går det :-) I aftes/nat fik vi 7 mm vand oveni.

    SvarSlet

Alle kommentarer bliver værdsat. Dit fodspor er med til at sætte liv på bloggen :-)