En søster fra Grønland

I 60´erne og 70´erne, var det meget populært at sende grønlandske børn til Danmark, på et års skoleophold, for at lære det danske sporg. Børnene skulle ud i de små samfund og ikke i storbyerne. I vores lille samfund var der allerede familier, der havde åbnet deres hjem for disse skolebørn. Min søster havde en klassekammerat, hvor forældrene havde sagt ja til at være værtsfamilie. Og på den skole min mor arbejdede, havde lærerparret, som vi havde privat omgang med, også taget et barn til sig. Billedet er fra min søsters konfirmation i 1971 hvor hele familien var med. Mor har stadig kontakt med lærerne.

Da man manglede værtsfamilier til det kommende år, spurgte læreren min mor, om ikke det var noget for hende. Mor sagde nej, da hun allerede havde 3 børn at tage vare på. Men nogen fik hende alligevel overtalt, og vi børn syntes det lød spændende, at få en søster et helt år. Efter de sociale myndigheder, havde afholdt et par samtaler med mine forældre, og set hjemmet, og vi børn også var blevet spurgt om dette og hint, blev familien godkendt som plejefamile til Ruth, som ankom da skoleåret begyndte sommeren 1972.

De grønlandske børn var altid et år eller to ældre end dem de skulle gå i klasse med, fordi alt nu foregik på dansk. Ruth var en stille pige og jeg ved hun savnede sin familie i Grønland. Der blev sendt mange breve og kassettebånd frem og tilbage. Af Ruths forældre fik vi en hel friskslagtet sæl, som mor ikke anede hvad hun skulle stille op med, før hun fik undersøgt sagen. Ruth skar sig straks en luns og spiste det helt råt. Sådan brød vi os ikke om det. Det meste fik mor røget, og det smagte herligt. Sælskindet kom op at hænge på væggen.

Ud over at vi var blevet en person mere omkring spisebordet, i det år Ruth boede hos os, var der ingen ændringer i vores familieliv. Det var stadig den samme hverdag. Heller ikke julen var anderledes. Men for Ruth har det været en stor omvæltning, ikke kun sprogmæssigt, men hele hendes liv blev jo ændret øjeblikkelig. Ruth lærte et bedre dansk, og vi syntes det var sjovt at lære lidt grønlandsk. Ruth var en moden, men en meget genert og stille pige. Min søster var og er stadig stadig fyldt med fis og ballade, og kunne fyre godt op under hende, så de væltede rundt i leg på gulvet, hvor jeg nok var den, der havde de mest fortrolige samtaler med hende. Hun svarede høfligt mine forældre og andre voksne, men henvendte sig ikke selv, med mindre hun havde et ønske om et eller andet, og selv var nød til at overbringe budskabet. Ruths forældre sendte hende afsted af et godt hjerte, ligesom hendes søskende var blevet det, eller skulle. I tiden efter Ruth rejste tilbage til Grønland, skrev jeg sammen med hende, men da jeg til sidst aldrig fik svar på et eneste brev, ophørte det også fra min side. Det kunne være interessant at høre hendes historie i dag. Hun kan helt sikket stadig både skrive og tale dansk, hvor jeg kun kan huske to grønlandske sætninger og ikke stave til det mere.