Vi lister rundt i Lido og Funchal

Madeira onsdag den 18. marts 2015.  Det er overskyet. Solen kæmper ihærdigt for at komme igennem, og det lykkedes i små glimt. Det føles varmere end i går, fordi vinden har lagt sig, men det småstænker det meste af dagen. Ind imellem er det finregn.
Det passede rigtigt dårligt at leje bil en enkelt dag midt i det hele, så vi ville tage en stille dag, hvor vi ikke skulle gå så meget. Men det er svært at begrænse sig, også på det område. Vi, eller Allan fik i hvert fald gået langt mere end meningen var.
Det øverste billede er en quinta. Quinta er lige med et palæ, så måske hedder det et Quinta? Der er et hus bygget til og beboet af det bedre borgerskab. Der findes en hel del af disse boliger på øen. Her var en 'sølvplade' med både navn og våbenskjold indmuret i søjlen ved lågen.
Allan tog sig nogle hvil, mens jeg udforskede diverse trapper og andre stigninger på vor vej. Jeg måtte op og have et billede af en af de mange bananplanter med de store blomster i enden. Hanblomsten, som er bananernes hjerte. Det er helt forkert at kalde dem banantræer, eller palmer, for det er faktisk en staude. En urt. De fleste af os kender kun den gule banan, vi spiser i Danmark, men der findes et utal af andre. Jeg stiftede bekendskab med nogle sjove nogle af slagsen, og fik en masse informationer på markedet, man kan ikke huske det hele. Jeg har fundet lidt info her, hvis nogen skulle være interesseret.

Det er ikke muligt at komme fra A til B uden hele tiden at skulle op og ned ad store stigninger, hverken i bil eller til fods.
Når vi gik ind til byen, mærkede vi intet til faldet, og undrede os, den første dag over, hvordan vi måtte kæmpe os opad den ene meter efter den anden på lange strækninger, når vi skulle hjem til hotellet.   


Vi kom forbi nogle meget gamle træer. De så virkelig gamle ud. Det måtte undersøges. På et skilt oppe ved træerne stod, at det var oliventræer, der var plantet af romerne ca. 300 år f. Kr.



Vi kom ned til noget rigtigt byggeroderi, og fik øje på noget, der stak op som en klippevæk langt ude i horisonten. Om vi kom forbi, eller det var noget at rende efter, tog vi stilling til undervejs. 
Det så spændende ud, så vi slog vejen forbi. Det så ud til der var noget restaurent på toppen, så kunne vi da hvile benene og få en tår kaffe, eller et eller andet andet. Det viste sig at være Forte São José på klippeøen Pontinha, hvor Prins Renato har residens. Alle er velkomne mod en beskeden entré, på en euro pr. næse, tror jeg det var.
Der var dog intet vi kunne købe, men der var et par bænke, og en fantastisk udsigt.
Som man ser så mange andre steder, havde mange mennesker også valgt at blive forbundet for evigt med hængelåse på stedet.    
Sjovt var det at se et udklip fra en dansk avis, med en rigtig lang historie på Den lille prins og fortet. “Prinsen”  kæmper mod myndighederne, for at bevare den lille ø på 178 km. Jeg har taget billeder af begge udklip, da det er en rigtig spændende artikel, men også rimelig lang. Jeg har googlet så jeg kunne linke til den, men kan ikke finde noget nogen steder, selvom der stod, at man kunne se flere billeder på mitfyn.dk. Avisudklippet så ret nyt ud. Selv billedet af det galleri, ‘prinsen’ er ved at etablere til sit komende galleri, i molen under ruinerne af fortet, er det I kan se ovenfor her. Jeg får sikkert ballade med copyright, hvis jeg afskriver artiklen! Prinsen alias Renato Barros, slugte syre som barn, så hans spiserør nu er halveret. Det var et tilfælde at han blev tilbudt at købe øen.
Vi fornøjede os med et firben, der vimsede rundt på gesimsen, og vi kiggede ind i prinsens private gemakker inden vi gik hjemad.
Her mødte vi et hus med masse af de tidligere omtalte kakler. Vi så dem også flere steder  på kirke- og kapelvægge.
Dette indlægs sidste billede, er for at vise lidt af det edderkoppespind der er af levadaer rundt omkring i byen. Disse levadaer bliver benyttet flittigt af øens beboere. Det er også de vandringer, man som turist kan tage ud på alene. De er ikke spor farlige. Man falder ikke i dybe huller, eller skvatter ud over kanten. Man sikke en koldbøttetur, man kan tage sig, hvis man er rullet rigtigt sammen. Desværre viser billedet ikke hvor stor højdeforskellen reelt er fra den ene gade til den anden. Jeg kan bare sige, der er virkelig langt op eller ned. Måske kan I få øje på Allan, som står et stykke nede, men han er ikke engang nået halvvejs ned.