Santana og forhindringer

Søndag dem 22. marts 2015.
Det har styrtet ned i nat, og det regner stadig. Vi starter dagen med et brag. Efter en del debatering frem og tilbage, vælger vi at udnytte den lejede bil den sidste dag vi har den. Allan har ingen problemer med at køre bilen, men han springer ikke hurtigt ud og ind, så vi sætter kursen direkte mod Santana, som efter alt det andet vi har oplevet, nu står øverst på ønskesedlen.
De næste to billeder, er for at dokumenter det regnfulde vejr.

Vi ser de små stråtækte huse ligge hist og pist i området, så vi parkerer bilen og går en tur, for at se os omkring. Vi når til et lille hus, med en lille folk mennesker.
Vi er i tvivl om det bare er gæster, eller det er turister. Det ser meget privat ud. Vi strækker hals, for at se over muren, og prøver om vi kan blive klogere.

En chauffør, i en lille minibus, vinker, peger og nikker i retningen af havelågen, så vi går ind. og bliver budt velkommen. Vi er gået fra bilen uden penge. Jeg har kun nogle småmønter i lommen, men smider dem jeg har, i den dertil indrettede skål. Vi vil ikke være bekendt at tage imod de småkager og den likør, vi bliver tilbudt.
Som I måske kan se på selve huset, var det meget, meget småt derinde, men der var både stue, værelse, køkken og bad. Sidstnævnte havde jeg absolut ikke forventet. Manden der ejede huset, fortalte at det var det eneste hus, med inventar, der var tilbage. De andre der stod rundt omkring, var udelukkende for turisternes skyld. Han fortalte også at de ikke selv boede i huset mere, men i det hus der lå for enden af haven, som vi også var velkommen til at gå en runde i. Han fortalte om sine frugter og planter. Da vi gik derfra, blev Allan overtalt til at tage en af de store småkager. Jeg løb op i bilen, hentede nogle penge, og løb tilbage for at give manden dem. Sådan en rundvisning må man da betale for, mente vi.
Vi kørte videre til São Jorge, tilbage igen, og en tur til Porto de Cruz. På denne strækning så vi en hel græskarfamilie hænge til tørre. Det var ikke ualmindeligt at se et par enkelte af slagsen, men her var hele snoren fuld.



På listen over det vi ønskede at se, var også urskoven, Laurisilvaskoven, som er fredet og optaget på UNESCOs verdensliste. Den satte vi kursen imod. Vi var kommet et pænt stykke op ad bjerget, da vi mødte en modkørende kvindelig billist, som stoppede op, og fyrede en masse af på portugisisk, mens hun fægtede vildt med armene, og råbte levada, levada. Armene gik i cirkelbevægelser, som tydeligt viste, at vi skulle vende om snarest muligt. Der lå en del jord og sten på vejen. Vi nåede et sted, hvor det var muligt at vende om. Her holdt vi stille lidt, i håbet om at der kom andre, enten den ene eller den anden vej fra. Det gjorde der ikke, så det var nok klogt at vende bilen og finde på noget andet.
Der var marked i Santo da Serra, hvor vores rejseselskab havde en tur i dag. Der kunne vi da tage hen. Da vi nåede et stor område, hvor der både var parkering og politi, tænkte vi det måtte være der. Vi vadede gennem vandmasserne og gik ind, og fandt ud af det var golfklubben.
På vej op så vi, de var ved at pumpe golfbanen fri for vand. På pladsen, både stod og rendte i massevis af tv-folk rundt, med deres store kameraer. Nogle havde vældig travlt. Her sker da et eller andet spændende, sagde jeg. Hvem mon vi skal kigge efter?  Nu er det ikke en verden, vi er særlig bekendt med, så vi vidste ikke hvad der skete, før jeg igen kom på arbejde, hvor en af mine kollegaer er golfspiller. Det var noget stort. European golfturnering, som måtte aflyses på grund af vind og vandmængder.

Vi kørte videre for at finde markedet. Vi fandt det, men det var lukket, også på grund af vejret. Og næste dag på vej til lufthavnen, fik vi oplyst, at flere busser, havde måtte aflyse deres udflugtsture. Både den lette levadavandring og markedet. Man havde så fundet en anden udflugt i stedet.
Når nu dagen alligevel ikke var helt med os, kørte vi tilbage til hotellet. Fik afleveret bilen, og som du kan læse her, fik vi fat i en læge og gik ind til apoteket i Funchal. Et kæmpe apotek med robot til at hente de rigtige varer.


Når nu vi alligevel var gået helt derind, kunne vi ligeså godt spise på Fortet, som vi gjorde den anden dag, men alt var optager, når vi ikke havde reserveret. De var dog så søde at ringe og høre deres anden restaurent Mozart om de havde noget ledigt. Det havde de, men kun ude i det fri. Der var dog overdækket. Bordet blev reserveret til vi kom forbi og besluttede os. Vi takkede ja, og fik en lige så lækker menu, som på Fortet, men mere om det og meget andet senere.