Vestmadeira, Cabo Girao, lufthavnen og andet

Lørdag den 21. marts 2015. Det regner og er gråt og tåget. Vi har lejet bil i 2 dage. Flere af de gamle bjergveje er helt lukket efter uvejret i februar 2010.
Turen går mod vest, til det meget omtalte og mest turistbesøgte Cabo Girao, hvor man står på en stor glasplade, der svæver ud over ingenting fra den anden største klippevæg i verden.
Bevares, der var langt ned, men var det bare det! Glaspladen var stort set umulig at kigge igennem. Lad mig bare tilstå, at vi blev skuffet. Det kan slet ikke måle sig med alt det andet, vi har oplevet.
Vi fortsatte turen vestpå mod Calheta og Prazeers, hvor vi så strudse. Det regnede i den grad, så vi syntes igen, vi var rigtige heldige med, som vores uge er blevet sammensat. Vi nyder udsigten og tørvejret i bilen, og når til Porto Moniz. Temperaturen er faldet til 5°. Vi kører over flere dyreriste, og ind i et kæmpe grønt område med masser af gule buske på begge sider af vejen. Højsletten Poul da Serra. Her kører vi i utrolig lang tid. Sådan føltes det i hvert fald. Måske fordi tågen ligger tæt og bare bliver tættere og tættere. Det er umuligt at se tre vejstriber frem. Vi finder en plads at holde ind på. For ren overlevelses skyld, har vi næsten altid  en medbragt klemme med os. Den blev spist. Vi ser hvordan tågen vandrer hen over bjergtoppene og der kommer lys i dalen. Blot for at det sekunder senere, forsvinder i tågen igen. Billedet her til højre er taget i sådan et lyst sekund. Atter mindede det os om Færøerne. Vi blev enige om, at det vist var bedst, vi fandt en vej, der førte ud af dette område, og til et lavere niveau, så vi måske kunne slippe ud af tågen. På sydkysten var sigtbarheden fin, så vi tog en afstikker ned til Miradouro, som godt kan slå Cabo Girao hvad udsigt angår, med den ‘sølle’ højde af 360 m ned. 
Der var stadig lidt af dagen tilbage, så jeg foreslog at vi tog hul på den tur vi skulle køre i morgen. Vi kunne jo starte med lufthavnen for at se det kunstværk af søjler Madeiras lufthavn er bygget op på 180 søjler af 70 meters højde, rejst i havet. Det er et fantastisk imponerende syn.
Vi fandt vej ned under kunstværket. Her er veje bag et kæmpe trådnet, så vist indikerer, at området ikke er for alle og enhver. Der var et par kæmpe låger med kode, som vi så et par stykker benytte. Der lå en masse både på området også. Nogle i vandkanten, andre helt inde under alle søjlerne. Vi talte om de måske kan sejle ud derfra, for hvorfor skulle der ellers ligge så mange? Det var faktisk et rigtigt roderi af både, biler, container og en masse skrammel.
Vi satte os i bilen og kørte mod Machico, og så at vi også kunne komme op og se lufthavnen fra oven. Vi stod så højt, at vi kiggede ned på den korte landingsbane, som dog næsten er dobbelt så lang, som den på Færøerne. Begge hører til de farligste lufthavne i verden. Har piloten ikke landet et fly på Madeira inden for de sidste 3 år, skal han op til en ny prøve. På Færøerne, skal man lande hvert år, hvis man vil beholde sit certifikat dertil.
Machico er en lille hyggelig by, men den liver vist først op lidt senere på sæsonen.
Vi vendte snuden mod hotellet, og kørte gennem lufthavnens søjler, hvor vi så det hele fra en anden vinkel.
















Dagens udflugt var slut. Det var den eneste feriedag, hvor skridttælleren ikke nåede over 12.000 skridt. Det blev kun til sølle 5.500 i dag.