Abbedissen i Clarisserklosteret, Nonnernes Dal og gourmetmiddag på Fortet.

Fredag den 20. marts 2015. Det regner og har regnet i nat og der er faldet sne i bjergene i nat. Derfor er det så koldt og mange busture var aflyst både i går og i dag, fordi busserne ikke kunne komme op i bjergene på grund af sne og glat føre.
Dagens udflugt skulle gå til et lille Clarissakloster, som er en lukket orden, hvor kun få nonner har lov til at tale med mennesker, der ikke tilhører klostret. Nonnerne forlader aldrig ikke klostret. Vores rejseselskab har, som det eneste på øen, fået en aftale i stand, i kraft af Lene som er portugisisk gift og har boet på Madeira i mange år. Hun kender en af nonnerne privat. Vi kunne komme til at se og tale med en nonne og vi kunne stille alle de spørgsmål vi ville... Altså et enestående tilbud, syntes vi.
Nedenstående er en blanding af de informationer vi fik i bussen undervejs, og de spørgsmål vi som turister stillede på den dag, og hvad andre turister har spurgt om.

Da vi havde set deres fællesrum, gik vi ind for at vente på det store øjeblik, hvor vi skulle møde nonnen personligt. Det var sjovt at opleve, at man banker på døren til sig selv. Vel vidende at der ingen er på den anden side af døren. Det gør man bare altid. Vores fordomme om nonner, blev pillet helt ned. Vi forventede at møde en alvorlig mine uden smil. Vi regnede heller ikke med at man virkelig kunne spørge om alt. Vi tog fejl. Det var en meget lattermild kvinde vi mødte, der svarede på rigtigt mange spørgsmål. Bl.a. om ringen på hendes hånd. Hun er viet til Gud. En kvik rejseleder sagde, hun kunne se den sad på den forkerte hånd. Det er fordi mine fingre hæver, så jeg bytter lidt rundt. Jeg er skiftevis gift med både ‘mor og far’  og så grindede hun hjerteligt.
Klosteret består af 15 nonner. Stille nonner, kaldes de, fordi de er der for at bede. Alle har rundet de 60 år. Den ældste bliver 90 år til sommer. De beder uafbrudt i en halv time af gangen døgnet rundt. Dvs. de er fritaget for at bede om natten, fordi de ikke er så mange til at deles om opgaverne.      
Inden man bliver nonne, er man på prøve i 7 år, så man har tid nok til at fortryde sit valg. Da de aldrig kommer ud fra klosterområdet, er de selvforsynende med alt. Deres tøj er brunt med sort tørklæde. De burde gå i bare tæer og sandaler året rundt, men når det er koldt, har de strømper og Eccosko på.
Abbedissen fordeler alt arbejdet. Det være sig havearbejde, madlavning, syltning, syning, pasning af syge osv. osv. De er selvforsynende med alt. Deres eneste indtægtskilde er de oblater, de laver til de fleste af kirkerne på øen. Hvert 3. år vælges en ny abbedisse. Jeg synes vi fik så mange informationer, men nu når jeg sidder og skriver dette indlæg, dukker der alligevel nogle spørgsmål op.

Nonnerne ejer intet personligt. De er en stor familie, med hunde, katte og høns. De har internet, mobiltelefon, tv og de læser bøger. Til jul blev maden sponsereret af et stort supermarked, og det har de fået lovning på nu til påske også. Naboer kommer med ting til dem. Stof til at sy af, dyr og alt muligt forskelligt. Da de ikke må modtage penge eller entre for vores besøg, har rejseselskabet altid et eller andet med til dem, som f.eks. likør, som de gemmer til biskoppen kommer på besøg.  
Til et tidligere spørgsmål om hvordan den 70 årige nonne, holder sig så godt, (helt uden rynker) er svaret, at hun jo ikke får så meget sol, og at hun ikke har giftet sig. Hun har nemlig hørt at mænd giver rynker.
Da vores besøgstid var forbi, fik vi at vide at vi gerne måtte gå op og give hånd. Herrene måtte også gerne kysse. Nogle få gav hånd, men ingen kyssede. Bagefter har jeg tænkt, om man burde have givet hånd, som en gestus, men vi gjorde det ikke. Nonnen kunne jeg ikke ‘læse,’  hun var glad og smilende, uanset hvad der foregik.


Hele dette område omkring dalen er fyldt med kastanjetræer. Vi kørte op til en udsigtspost over Nonernes Dal, med stejle klipper lodret ned, som billederne ikke giver det helt rigtige udtryk af. Det blæste meget, men vi tog de mange trapper op til det højreste punkt på toppen, hvor det var ret svært at stå fast. Det er meget diset, og skyerne vandrer over bjergtoppene og minder os om Færøerne. 
På vej ned, blev vi bedt om at kigge op, og se den svævende platform vi havde stået på øverst oppe. Helt ude på spidsen på billedet til venstre, så langt som man overhovedet kan komme. Midt mellem de to bjergtoppe er bygget et hus på pæle. Restaurent og butik.
Til højre har jeg zoomet ind, så I kan se platformen. Der var ikke plads til hele klippen på billedet, hvis man skulle kunne ane platformen.
Derefter kørte vi ned til et lille udskænkningssted, hvor vi smagte på alverdens likører. Banan, brombær, eucalyptus, passionsfrugt, mango, kastanje og kirsebær. Der var også smagsprøve på en kastanjekage.
På turen hjemad, var der så stejlt, at bussen næsten holdt lodret op og ned. Det er jeg altså ikke så vild med. Der er ikke noget at sige til, at alle i bussen skal have sikkerhedsseler på. Det er lovpligtigt.
Hjemme på hotellet igen, gik vi atter ind til Funchal. Vi kom til Fortet, som jeg havde læst om hjemmefra serverede god mad til en rimelig pris. Vi kiggede på menukortet. Det var midt på eftermiddagen, men vi havde ikke spist middagsmad, så vi gik ind. Selvom vi havde besluttet hvilken ret vi ville have, fik vi selvfølgelig udleveret et menukort. Mens vi kiggede i det, serverede  tjeneren  krighvide bløde og varme servietter med det helt rigtige tagtøj, en ske og en gaffel.
Mens vi ventede på vores mad, kom tjeneren med en dejlig sparkling og en lille fiskeappetizer, bestående af noget laks. Det hele på husets regning. I mine øjne er det ikke 'bare' god mad, men gourmetmad til billige penge.
Vi havde bestilt Steak Wellington med trøfler og foie gras. Det var så utroligt lækkert, både for øje og gane, alt sammen. 
Da tjeneren skulle servere creme brulee til andre gæster, løb Allans mundvand, så selvom han havde takket nej til dessert, da tjeneren spurgte, måtte vi alligevel have fat i ham og bestille det samme. Hertil fik vi serveret et glas madeiravin, også på husets regning. Det var den mest lækre menu man kan tænke sig. Regningen lød på i alt kr. 464,- inkl. drikkevarer, og stedet kan varmt anbefales. Vil du være sikker på at få et bord, så skal det bestilles i forvejen, erfarede vi et par dage senere.
     
Vi gik ud og fik flere spændende oplevelser med os, men nu er indlægget vist blevet langt nok for denne dag.