Levada Nova, levadavandring på Madeira

Torsdag den 19. marts 2015. Det er skyet og det regner on and off. 
Vi ifører os regnjakker. Bukserne kommer i rygsækkene. Det er koldt på Madeira. Vi skal gå til et andet hotel hvor bussen vil komme og samle os op. 52 mennesker har valgt at gå denne tur på 11 km. Det er rigtigt mange mennesker. 
I samme øjeblik vi begyndte vores vandring, blev det tørvejr, og de par stænk vi fik under vandringen, vil jeg næppe lade gå under betegnelsen regn.
Det blev understreget meget kraftigt, af den lokale guide, at ingen, som i overhovedet ingen, tog billeder mens de gik. Der var også andre vigtige detaljer.

Der findes lette levadavandringer og de lidt mere krævende som denne, der ikke er helt ufarlig at gå. Derfor er det vigtigt at have lokal guide med til at føre an, da stien vi skal gå på pludselig kan være forsvundet i løbet af natten, eller der kan vær opstået et stort hul, man kan falde i. Hvis man snubler, er det lodret ned i Tabuadalen. Det var bare med at se sig for, inden man satte foden. Det var ikke ualmindeligt at der var et hul man skulle skræve over. Der lå også rødder og sten man kunne falde over. Det er ikke en tur for folk med dårlig balanceevne. Man skal sandelig holde tungen lige i munden mange steder. Man ved jo ikke rigtigt hvad man går ind til, før man står i det, men det havde nu ikke holdt os væk alligevel, og i dag er vi ekstra glad for vi meldte os til denne tur, fordi den lette af slagsen blev aflyst på grund af dårligt vejr, da den var for farlig at gå. 
Da vi var så mange deltagere, blev vi delt i to hold, hvor de lokale guider, som også var botanikere, gik forrest. Midt i gåsegangen gik Spies´ guider. Jeg kunne hurtigt se, at det var med at komme så tæt på guiden som muligt, hvis vi skulle kunne høre, hvad der blev sagt. Jeg fik en del glæde af det, men Allan var langt bag i køen, og de der gik der kunne intet høre. Når man kiggede på landskabet, så det ud som om vi gik opad, men faktisk var der et fald på 10%. Den gule busk ovenfor er et mimosetræ. Tænk jer hvor flot der er, når alt står i fuld flor i maj. På billedet til højre ville der være en kant af den blå lilje, som I kan se en enkelt af på billedet nedenunder. Vi så banantræer af forskellige slags. Laurbær, eucalyptus og blev en del klogere på en hel masse træer og blomster.  
Der er ikke meget at gå på, og rækværk er stort set ikke eksisterende. Nogle gange er man heldig, at der er en cementkant, man kan gå på. Andre gange er der lagt lidt fliser over levadaen. Det er mest der, hvor stien allerede er forsvundet. Det er ikke for mennesker med højdeskræk. Jeg har det fint med at gå der, men når jeg skulle tage billeder ville jeg helst have en platform på størrelse med en lille gulvmåtte at stå på, eller være bag et gelænder. Vi gik gennem en meget lang tunnel, hvor man absolut intet kunne se. Jeg håbede bare at ingen faldt over noget. Allan havde heldigvis en lille lommelygte i rygsækken, som han fandt frem. Vi spiste vores medbragte mad, da vi nåede frem til en større platform, hvor der var plads til vores hold.

Ved informationsmødet, hørte jeg en herre sige til en ældre dame, som gerne ville gå turen sammen med sin mand, at hun var usikker på om de skulle kaste sig ud i det. Den omtalte herre sagde, at han havde gået den samme tur sidste år, og at der var rækværk hele vejen, så der altid var noget at holde fast i. Jeg ved ikke, hvor han har gået, det var i hvert fald ikke denne rute. Vi mødte ikke meget rækværk, og havde konen vidst det, havde de ikke taget med, men de klarede det, som hun sagde.
Turen som vi havde gået i 400 meters højde, var ved at være slut. Jeg mente bestemt ikke vi havde gået 11 km. Andre mente at det passede meget godt. Det viste sig, at turen kun var blevet på 7 km. Sidste del af ruten var lukket, fordi stien var forsvundet helt. Bussen kom og samlede os op og det begyndte atter at regne. Vi skulle videre til en lille og meget  lokal bar, hvor vi kunne købe os en poncha. En rigtig hjemmelavet Poncha.
Chaufføren skulle ned i gear, da der kom modgående, som ikke kunne passere. Vi holdt meget skråt med bagenden nedad og bussen trillede baglæns. Ikke meget, men nok til at en del passagerer bagerst i bussen skreg op. Det fik lige hjertet til at hoppe på de fleste af os.
Vi nåede helskindet frem til den lille bar, hvor vi så bartenderen, hvis man kan kalde ham det, lave ponchaen helt fra bunden. En blanding af saften fra en masse friske citroner, flydende honning og rom. Der blev ikke sparet på rommen på 47%. Det hele blev pisket, rullet godt med den specielle træstok, inden det blev serveret i små glas. Det siges at hjælpe mod forkølelse og hjertesorger. Et enkelt glas kostede 2 euro, og det smagte dejligt.
Vi kørte tilbage til hotellet, gik på café og købte os en caffe latte. Vi havde jo kalkuleret med 4 km ekstra i benene, så det blev til atter en tur rundt i området.