Madeira til fods

Tirsdag den 17. marts 2015. Vi vågner til en grå dag, men solen kommer frem og skinner det meste af dagen. Temperaturen sniger sig op på 14-15° grader, men det føles noget koldere.
Da vi har meldt os på udflugter både torsdag og fredag, har vi valgt at bruge første dag på at udforske øen til fods. Rigtigt mange steder foran hoteller, tankstationer og butikker, finder man disse små stråtækte huse. Vi sætter kursen mod Funchal, for at se Atlanterhavets mest populære krydstogtdestination, som ca. 500.000 krydstogtgæster hvert år besøger.
I den uge vi opholdt os på Madeira, anløb der nye krydstogtskibe hver dag. 

Vi kom forbi præsidentens bolig, og havde fået oplyst, at hvis porten stod åben, måtte vi gerne gå ind i haven. Da der stod vagter i porten, mente Allan ikke vi måtte gå ind. Der var ingen turiststrøm, vi kunne følge. Vi var helt alene. Jeg mente de stoppede os, hvis vi ikke måtte gå derind. Allan holdt sig på behørig afstand, og jeg gik ind alene. Vagten nikkede godkendende, da jeg spørgende gik forbi. 
Det var en have med mange blomster, træer og buske, med små skilte, så man kunne se hvad det hele var. Der var gartnere, der gik og plejede det haven. Et par kæmpe bure (volierer) med  papegøjer og undulater var der også.






Da flere og flere  turister lidt efter lidt fulgte mit eksempel, kom Allan også ind. Vi kiggede ind i det lille smukke kapel, der hørte til præsidentboligen. Her var kakler på væggene. Kakler er igennem tiderne blevet brugt rigtigt meget på Madeira. De fleste tror kakler stammer fra Holland. Det troede vi også. Mange kirketårne er stadig belagt med kakler, og man kan også finde en hel mur med kakler på en bygning i byen. Bagerst i haven var der den smukkeste udsigt over havnen, hvor krydstogtskibene lå.
Vi kom forbi militærmuseet. En flot bevaret bygning fra det 15. og 17. århundrede. Vi var rørende enige, om at det ikke havde så stor en interesse, at vi ville betale entre, for at se hvad museet indeholdt. Vi nøjedes med at gå rundt i gården, og se bygningerne udefra, og på soldaterne og vagterne. Stedet er stadig sprællevende, da det et er den officiel bolig for Statsministeren og Den Ansvarlige for Militæret. Vi undlog at fotografere alle disse mennesker.
Vi fortsatte turen mod Monte, og talte lidt om vi skulle tage turen til fods enten op eller ned. Vi blev enige om at tage svævebanen op, så kunne vi altid se om vi havde mod på at gå de små km ned. Vi kørte op i en uendelighed, og var nu overbevist om, at turen ned var samme rute.
For de eftertragtede ture, hvor man bliver skubbet ned i kurve, i en voldsom fart, skulle vi ikke nyde noget af. I øvrigt fortalte guiderne, at det var blevet så stor en turistattraktion, at man ikke mere kom helt ned, men at turen stoppede på halvvejen. Derfra skulle man altså selv gå, enten op eller ned. Eller ringe efter en taxi. Benytter man taxi, som er et billigt transportmiddel, hvis man altså lige husker at aftale prisen, før man afgiver sin bestilling, eller man forlanger at der køres efter taxameter, som starter i det øjeblik man bestiller sin tur.
I Monte ligger en stor botanisk have, som vi valgte fra. På denne årstid, mente vi den måtte være lidt tam at se på, og det så også sådan ud, selvom mange havde købt billet sammen med svævebanen. Vi gik en lille tur og kom til kirken, der ligger på toppen af Monte. Allan havde ondt i knæene, så han blev nede for foden af den enormt høje og bede trappe, mens jeg tog turen op og ind i kirken, og fortsatte højere op i kirken. Jeg tror, jeg på et senere tidspunkt, må lavet endnu et indlæg om Monte. 
Da vi var nede igen, gik vi efter Bondens Marked, hvor der skulle være et leben uden lige. Dog mest om formiddagen, hvor alle skal købe fisk. Da vi kom var der kun en enkelt sælger tilbage, der var ved at pakke de sidste rester sammen. Alle de andre borde var ryddet totalt. Det kunne have været sjovt at stå oppe og kigge ned på det virvar, det må have været. Vi tror dog også der ville have været trængsel på denne plads, så vi havde næppe set noget alligevel.
Senere på dagen kommer alle bønderne og de små haveejere med deres høst, som de sælger ud af, og deler smagsprøver ud. Man skal være opmærksom på at nogle forlanger penge for deres smagsprøver. Så man skal huske at spørge om det er gratis inden der lander en portion et-eller-andet på håndryggen. Der er dog også en mange der gerne deler gratis smagsprøver ud. Det er svært at slippe udenom, når man som jeg også gerne vil smage på al den eksotiske og fremmede frugt de har på Madeira. Jeg smagte mange forskellige sjove ting. Jeg anede ikke der fandtes så mange forskellige passionsfrugter i forskellige former og smagsvarianter. Ananas, banan, citron, æble, mango osv. osv. Der findes langt over 400 forskellige slags, og jeg kender ikke dem alle, men har under ferien smagt en 8 - 10 forskellige slags. Til sidst kan man jo ikke huske det ene fra det andet.
Om selve markedet er der meget, meget mere at fortælle og skrive om. Vi besøgte det en eftermiddag mere. Dagens udflugt, har været hård ved Allans dårlige knæ, så han må hvile ben nogle gange i løbet af dagen. Vi satte kursen mod hotellet, hvor der var endnu flere stigninger vi skulle forcere. Der var en restaurant lige under vores hotel. Der spiste vi, for at skåne Allans ben for flere udfordringer den dag. Benene skulle jo helst være klar til den 11 km lange levadavandring, som vi havde tilmeldt os i overmorgen.   
Uddybende informationer, blandt andet om Militærmuseet, og meget af det andet jeg har nævnt, eller kommer til at skrive om i de kommede indlæg, kan du læse mere om her: Madeira online.