Brækkede ribben og fly der ikke kunne lande på Madeira (1)

Det er søndag morgen den 22. marts, og vores sidste hele dag på Madeira. Det har regnet alle dage, og de sidste to nætter har det styrtet ned. Vi har den lejede bil i dag med. 
Det var meningen at indlæggene fra turen, skulle komme i den rækkefølge vi har oplevet dem i, men nu får I den mere dramatiske slutning først. 
Jeg har været i bad, og er ved at gøre mig klar til at gå til bageren, mens Allan tager sit morgenbad efter at kaffen er sat over. Der lyder et kæmpe brag fra badeværelset og jeg bener derud, men kan kun åbne døren på klem. Noget spærrer. (Allan er total døv uden høreapparater) Jeg får skubbet så meget til badeværelsesdøren, at jeg kan mase mig igennem sprækken. Der ligger han på gulvet, viklet ind i bruseforhæng og gardinstang, uden at sige et ord, eller røre på sig. Idet jeg begynder at pakke ham ud, ser jeg heldigvis, at der er liv i ham. Han er væltet ud over badekarskanten, og er landet i den eneste frie bane mellem håndvask, bidet og toilet. Da han mærkede fødderne skride under ham, greb han fat i det eneste der var at holde fast i, nemlig bruseforhænget  Ved fælles hjælp kommer han op at stå og får skyllet sæben af sig og kommer i tøjet. Han får hjælp til fodtøjet. Vi taler om et lægetjek nok er en rigtig god ide. Vi kørte dog på udflugt i den lejede bil, for at få flere af de oplevelser vi gerne ville nå at opleve. Der var flere grunde til at vi valgte at vende tilbage til hotellet. En af dem var, at det var rigtigt dumt ikke at få en læge til at kigge på ham.
Jeg ringede til Spis’ nødtelefon, og forklarede sagens sammenhæng. Guiden ville ringe og tale med en læge, for at høre om han ville komme ud til os, eller vi skulle tage ind til ham. Hun ringede hurtigt tilbage og sagde han ville komme om ca. en halv time. Ved en lang og grundig undersøgelse, konstaterede han at Allan havde et par brækkede ribben. Lægen konsulterede et par apoteker rundt i byen, for at sikre sig, at han de havde det helt rigtige medicin, så vi ikke stod der og ikke kunne få det han havde noteret. Det var nemlig ikke det hele han udskrev særlig tit. Han havde selv svært ved at komme i tanke om hvad det hed, forklarede han, så det skulle han også lige tjekke med apoteket. En virkelig behagelig mand, der ville være sikker på, at vi havde forstået alt, hvad han havde sagt om det hele.
Vi skulle på to forskellige apoteker. Han forklarede grundigt om medicinindtagelsens mængde og interval, samt om påsætningen af bind og plastre. Vigtigheden af at trække vejret igennem og lave øvelser, men sidstnævnte ikke før vi igen var hjemme. Allan skulle holde sig fra fysisk arbejde, men måtte meget gerne gå, men uden oppakning.  

Det bliver mandag morgen, og vores kufferter skal forlade hotellet længe før vi selv. Jeg slæber ned fra 2. sal. Der er ingen elevator, den havde jeg nu alligevel heller ikke taget, men jeg ved Allan havde kørt turen, med kufferterne, fordi han har det skidt med at jeg skulle slæbe det hele. Endelig var det blevet lidt solskin efter 5 dage med regn, men det blæste gevaldigt. Vi gik en tur rundt i området, inden vi klokken 10:25 blev afhentet af bussen. Der var reserveret plads til os allerforrest i bussen og vores fly skulle ankomme planmæssigt. Efter en transporttid på 20-25 min. blev vi forenet med vores kufferter og stillede os i indtjekningen. Jeg med 2 store rygsække, en for og en bag, og to kufferter. Vi var lige ved at være fremme ved indtjekningen. Der stod kun et enkelt par foran os i køen, da kuffertbåndet ikke kørte mere. Meldingen til personalet var at en taske havde sat sig fast. Vi ventede og ventede.
Vi ventede rigtigt længe. Selv guiderne foreslog at de kunne hoppe ind og befri den taske. Der kom skiftende informationer. Modstridende informationer. Personalet fik en besked, guiderne en anden. Det var fordelen ved at stå ved siden af alle dem, der fik de få informationer, der kom, så vi kunne følge det virvar, det var for dem alle. De har hver deres boss, de skal adlyde, men de var åbenbart ikke enige. Endelig fik vi den besked, at ikke et eneste fly overhovedet, havde kunnet lande på Madeira hele dagen på grund af blæsten. Mange havde forsøgt, men alle var endt med at måtte flyve til en anden destination. Vores fly røg til Tenerife, efter at havde forsøgt at lande to gange. I flere timer skete der intet. Ingen vidste om vi skulle ud af lufthavnen igen og indlogeres på et hotel til dagen efter. I sådan et tilfælde ville det være rigtigt rart ikke at have fået afleveret kufferten. Der var også en mulighed for at vi skulle til Tenerife, hvis vejrforholdende ændrede sig så meget, at vores fly kunne lande.
Vi måtte bare vente. Det må I også… på fortsættelsen af denne hjemrejse.