At være til stede og leve i nuet, eller…

Alle der læser med her, er vist klar over, at jeg elsker mine gå- og cykelture. Det giver en masse energi og et mentalt overskud, også selvom det er møgvejr i form af regn, blæst og kulde. Når først jeg er ude betyder det intet. Ingen kan vist beskylde mig for ikke at leve i nuet og fantasiens verden, når de har  læst dette indlæg. 
Dette er lidt af det der sendte tankerne og fantasien på flugt, den dag min skovtur blev på et par og tyve km. Godt dobbelt så lang, som det var meningen.
Alle de kilometersten, eller hvad de nu hedder, sender tankerne i retning af dengang skovvejene var de eneste veje der var, og at kørte med hestevogn, for at komme fra A til B. Jeg har ikke styr på disse sten og ved ikke hvor de måler til og fra. For mig er der overhovedet ingen logik i det. 32 km er der altså ikke til nærmeste by, og da slet ikke på det tidspunkt, hvor det virkelig var købstader. 

Jeg så en stakkels lille kylling der var kørt ned, der på skovvejen. Kan du ikke se det er en kylling, så er det nok fordi den er mast af en skovtraktor.
Jeg lagde mærke til alle de røde streger mange af skovens træer havde fået. Det betyder at de skal fældes. Kultur- og bevoksningspleje er en stor del af skovdriften. Det er vigtigt at træerne får den plads de skal have. Det er også vigtigt at få fældet syge træer. Mange tror at en skov nærmest passer sig selv, og at det er lettjente penge, men intet er mere forkert. Selv SKAT har jeg måtte forklare sagens sammenhæng, da der under orkanen i 1999 væltede 'et par hele og halve skove' under vores CVR-numre, både her og i Jylland. SKAT havde forventet at få momspengene ind igen næste år. Skovdrift er ikke sammenligneligt med de fleste andre afgrøder, som man sår og høster samme år. De træer der bliver plantet nu, kan først fældes om et par generationer, eller mere. Træfældningen fik mig også til at tænke på alle de vintre, vi selv har gået i skoven og fældet de udpegede træer, for at have brænde til fyringssæson to år længere fremme.

En hånd der viser at jeg skal den vej.  Ja, ja, det ved jeg godt. Der er jo ligesom ikke andre veje – endnu. Nå, måske er det bare en der har tabt en handske.

Midt på skovvejen lå også en lang farlig kniv. Jeg har tegnet den op, så du også kan se den. (Faktisk er det kun et stykke træ og bark.)























Da jeg så dette træ, røg mine tanker tilbage til dengang ungerne var små. Jeg kunne se det hele for mig, og høre deres fnisen, især Camillas, over at dette træ havde babser, som var det udtryk de ville have brugt.
Jeg nød duften af nyskovet træ, og så flere mærkelige trævæsener i skoven. Flere træer stod på hovedet.





















Selvom jeg virkelig er alene derude i den store skov, så føler jeg det slet ikke sådan. Der er jo masser af liv, og mange historier der gerne vil fortælles.
Sådan kan det gå, at man kommer vidt omkring, både fysisk og mentalt.