Fly der ikke kunne lande, en flad bil og … (2)

Søndag den 22. og mandag den 23.marts 2014.  Første del kan du læse her.
Normalt, når sådan noget sker, hvad det gør med jævne mellemrum, så lukker de lufthavnen helt, så ingen rejsende bliver lukket ind, sagde guiden, så han undrede sig over at der blev ved at strømme mennesker til, men det har måske noget at gøre med de modstridende informationer han og lufthavnspersonalet fik?
Når nu vi stod så tæt på indtjekningsskranken, var vi ikke meget for at forlade vores plads i køen, hvis der pludselig skulle blive grønt lys for aflevering af kufferter. Pludselig startede båndet, og et enkelt par slap fri af køen, men så blev det hele stoppet igen. Vi ventede atter en tid, og så skete der noget.


Vi fik afleveret kufferterne. Lufthavnen var blevet stuvende fuld af mennesker. Guiden anbefalede, at vi blev nedenunder, da sikkerhedskontrollen ovenpå så endnu værre ud. Der stod de som sild i tønde mellem snorene og havde ikke mulighed for at gå nogen steder. Det næste var at vi stadig ikke vidste om vores fly var sendt retur fra De Canariske øer, eller hvad der i det hele taget skulle ske.
Nogle fly blev aflyst helt. Et enkelt blev sendt afsted. Det var nemlig ikke kun landing der var umuligt. Det havde heller ikke været muligt at lette. Efter en rum tid blev et fly sendt afsted, og der begyndte at ske lidt på tavlen. Vi ville få information kl. 13. Det blev dog udsat til kl. 14. Uden at vi, eller guiderne fik nogen information alligevel. Kort efter blev vi dog sendt til den kilometerlange kø til sikkerhedskontollen, og guiderne ville se om de kunne skaffe os noget mad og drikke.
Der var frygteligt varmt og trangt mellem snorene. Utroligt at folk ikke faldt om. Der var jo intet luft overhovedet. Langt om længe røg vi gennem nåleøjet. Stillede os i endnu en kilometerlang kø, for at få udleveret hver en Voucher. Da vi havde fået dem udleveret, blev Allan beordret ind i et tilstødende lokale, det eneste sted der var ledige borde og stole. Her kunne han samtidig holde øje med rygsækkene, så jeg slap for at slæbe rundt på dem, mens jeg stillede mig i den næste alenlange kø. Efter at have stået i denne kø i en time, blev det min tur til at bestille mad og drikkevarer. Derefter var det en ny, lige så lang kø, for at få udleveret det, jeg havde bestilt og betalt ekstra for at få, fordi Allan vi gerne ville have et glas rødvin.
Vi havde intet fået at spise siden meget tidligt i morges. Vi havde heldigvis haft vand med, så langt som man nu må have det. Da klokken var 16 blev mit nummer endeligt udtrukket… på den ene portion mad og drikke. Jeg skyndte mig ind til Allan og satte bakken foran ham og sagde, at han bare skulle gå i gang, og lade være at vente på mig. Da jeg efter 10 min. kom ind til ham med min mad, var han slet ikke begyndt at spise Han ville vente på mig. Jeg nåede at sætte mig, da en mand, (en passagerer) kom ind i vores lokale og råbte, om der var nogen her, der skulle til København med Thomas Cook, for så var det NU. Vi tog en bid af kødet, hældte rødvinen ned, og forlod stedet så hurtigt vi kunne. Der var åbenbart ingen højtalere i det rum vi befandt os i. 
Vi kom ombord og blev orienteret om, at vi skulle en tur til Tenerife, fordi personalet nu havde opbrugt deres flyvetid. Vi skulle, af sikkerhedsmæssige grunde have nye friske og udhvilede piloter, samt helt nyt kabinepersonale. Desværre kunne de ikke nå at servere, hverken det ene eller det andet, på de 55 min. flyveturen varede. Når vi landede på Tenerife, skulle flyet tankes op, mens besætningen blev udskiftet.
Det tog en time et blive tanket op og få udskiftet personale, og hvad de ellers har skulle klare. Klokken 18:25 letter vi endelig og har nu 5 timers flyvning til Kastrup. Dertil skal vi lægge en time, på grund af tidsforskellen. Vi så Teide fra flyveren og vi fulgte solnedgangen, og endelig fik vi lidt at spise og drikke. Al udskænkning var gratis. Vi landede ca. kl. 00:30 i Kastrup
Vi får hurtigt fat i vores kufferter, og går ud og venter på bussen, som skal køre os ud til P15. Da vi når frem til bilen, virker fjernbetjeningen ikke. Selv på gammeldags maner, med nøglen direkte i bildøren, kan Allan ikke lukke op. Jeg forsøger og får lukket den ene dør op, men kan ikke lukke de andre op, hverken udefra eller indefra. Heller ikke bagagerummet. På grund af de brækkede ribben, kan Allan ikke lukke kølerhjelmen op. Da vi får den åbnet, kan han selvfølgelig ikke se, at der er noget galt. Han bander og svovler. Bilen er knapt 3 år. Det er for dårligt at et batteri ikke kan holde længere. Vi har sgu da aldrig haft problemer med det.
Det lykkedes mig til sidst at få lukket den anden fordør op også. Ved hjælp af en lille lommelygte fandt vi også det nødhjælpsnummer, som vi aldrig før i vort liv har haft brug for. Allan ringer og venter, og venter i køen.
Når man har 5 døre i en bil, kan forsæderne ikke sådan lægges ned, så man kan komme om på bagsædet. Jeg får stillet og skruet så meget på forsædet ved siden af Allan at jeg får kantet rygsækkene og kufferterne ind på bagsædet. De kan kun lige akkurat kantes over nakkestøtten. Allan venter stadig i telefonen på at få forbindelse. Da han endelig kommer igennem, siger de gudhjælpemig at der er 1½ times ventetid på assistance.
Hjælpen som kommer til fods, fordi han ikke kan komme ind gennem bommen, får startet bilen med en buster. Han tester bilen med sit tekniske udstyr. Der er ikke noget galt udover at batteriet er helt fladt. Så langt så godt, men hvorfor er batteriet fladt? Det fandt han også ud af. En lille pære i loftet, havde en vis herre glemt at slukke, da han skulle se at pakke vor GPS sammen, den nat vi rejste ud af DK.
Allan frøs så meget. Tændrene klaprede, benene, ja hele skroget rystede på ham, så jeg måtte køre indtil han fik varmen. Nu manglede vi bare, at der var noget galt med huset da vi kom hjem. Det stod heldigvis som vi havde forladt det. Vi landede her 3½ timer før jeg skulle møde på arbejde, så jeg var noget groggy den dag.
Da jeg kom hjem fra arbejde om tirsdagen, sagde Allan, at der var sket flere dårlige ting. Han havde nemlig mistet sit lille kamera. Enten i Funchal lufthavn, hvor han sidst havde taget billeder. Eller måske havde han fået puttet det i jakkelommen, da vi hastede ud til flyveren, og så måtte det være faldet ud af lommen, så det lå i flyveren. Heldigvis dukkede det til syne, da vi, efter et par dage, fik tømt bilen for de sidste ting.