Det første vi, som børn, fik lært at stryge, var netop lommetørklæder. Jeg husker det som en kæmpe stak. Vi måtte hver især stryge vore egne lommetørklæder, og syntes det var sjovt nok. Det var jo et 'farligt' apparat at stå med, for små piger. Det var varmt og tungt. Det var dengang strygning let gav brændemærker på både fingre, arme og tøj.
Til alle mine lommetørklæder broderede og syede jeg et lommetørklædeetui, så var der samling på dem. Jeg har både etuiet og lommetørklæderne i dag, og har for nylig været det igennem, for at se om jeg ikke skulle smide noget af det ud. Kun få, som de tykke grove, røg ud, men de fleste kom ned i skuffen igen.
Jeg har også syet lommetørklæder. Både meget grove, de mellemfine og de helt fine af slagsen. Alle fik et lille broderi på, eller der blev broderet initialer. Nogle fik en hæklet kant, måske i en kulørt farve, andre fik fine blonder af orkis eller kniplinger.
Jeg bruger mine lommetørklæder til at pudse briller i. Det er de nemlig gode til. De ridser ikke som papirslommetørklæder, der jo er fremstillet af træ.
Jeg har dog flere lommetørklæder end jeg kan nå at komme igennem, inden der igen er vasket. Nogle af dem er heller ikke velegnet til brug, men kun til pynt.
Blandt de ubrugelige af slagsen er mit konfirmationslommetørklæde, som dog er købt, men også andre i den lidt finere stil, som dette tynde hjemmesyede. Lommetørklæder var i øvrigt også noget, der lå i et par af de telegrammer, jeg modtog ved min konfirmation fra nogle i sognet. Jeg har helt styr på jeg fik 2 af slagsen. Jeg lavede nemlig en gave- og telegramliste med alle oplysninger om den store dag.
Så er der de duge, man ikke tørrer næse i.
Jeg går gerne udenom alt tøj, der skal stryges. Det gælder også duge, så det er en af årsagerne til, at jeg ikke har kasseret alle de mange duge vi fik i bryllupsdage. De kan ikke slides op, heller ikke i vask. Derfor holder de sig stadig lige så pæne, som da de blev pakket ud for godt 38 år siden.
Der er dog med jævne mellemrum røget en enkelt afsted. Da Les Tissus Colbert holdt åbent hus i weekenden, kørte vi ned og kiggede efter en ny dug. Butikken har nemlig de fineste franske duge i både stof og voksdug. Jeg har set mange af disse voksduge, og de ligner helt almindeligt stof og føles næsten også sådan.
Jeg har jo det princip, at skal der en ny ting ind i huset, må en anden ting ud. To duge røg ud til fordel for en ny. Den ene var en voksdug, som altid ligger under en stofdug, for at beskytte bordet for hvad der måtte spildes.
Du var allerede flittig som barn og ung. Jeg husker også, at vi brugte lommetørklæderne som øvelse på strygningen.
SvarSletI vores omgangskreds sad man aldrig tomhændet, og vi kunne lide at have noget i hænderne. Det var bestemt ikke tvang. Både børn og voksne havde altid håndarbejde med, når vi var på familiebesøg, og der blev broderet, strikket og hæklet over fødselsdagskaffen.
SletTak for historien om lommetørklædet :) Så fine lommetørklæder du har ! Jeg er ikke opvokset med dem, husker bare min morfar havde nogle tynde brunstribede , der lå hans lomme, han snød næsen i dem, lagde dem sammen og ned i lommen igen, jeg synes det var så ulækkert :)
SvarSletJeg har aldrig lagt dem sammen igen efter brug (jeg ville være sikker på jeg vidste hvor jeg var 'nået til', men det var ikke altid lige nemt at finde et tørt eller ubrugt hjørne :-) Det ulækre, tænkte man ikke på dengang, tror jeg, der var jo intet alternativ.
SletJeg kom jævnligt galt af sted med strygejernet... har stået me finger/arm i vand, for det gjorde ONDT!
SvarSletJeg har en smuk æske med broderet blomstermotiv, Den fik jeg af mor til vores bryllup inkl. 12 kniplede mellemlægsservietter. Der gemmer jeg mit brudelommetørklde og de andre med kniplet eller orkeret kant. Smukke minder, men ikke i brug. Da jeg havde blazer med brystlomme, kom de op af æsken...
Jeg har sikkert brændt mig nogle gange, men husker det ikke, så det har sikkert ikke været så slemt, men jeg har set andre komme til skade.
SletMor havde også en fin broderet æske til sine lommetørklæder.
Mit brudelommetørklæde blev sparet væk.
Åh, disse minder... Noget kan man bare ikke skille sig af med :-)
Jeg kan ikke mindes, jeg har brugt lommetørklæder til pynt i lommer.
Jeg startede vist også med at stryge lommetørklæder :-) Tankevækkende hvordan ting som lommetørklæder en gang havde så stor betydning, at man brugte oceaner af tid på at nørkle dem fine, og nu er der bare - stort set - ingen, der bruger dem mere.
SvarSletNår man kunne stryge lommetørklæder uden folder, og lige så de holdt den kvadratiske form og ud så pæne og skarpe ud i kanten, når de var langt sammen, så fik man lov at stige i graderne, til 'rigtigt tøj'... Haha.. som om det er noget :-)
SletJa, verden forandrer sig, some tider går det rigtigt stærkt.
Du gemmer godt nok mange ting ... tænk at have gemt listen med konfirmationsgaver! Den smed jeg ud, da jeg havde skrevet alle takkekortene :-)
SvarSletJeg bruger gamle stof(herre)lommetørklæder, når jeg er forkølet. Der findes ikke noget blødere end det - man kan nemlig hurtigt mærke, at papirlommetørklæder er ... papir og dermed træ, som du siger. Huden under næsen er hurtigt helt ødelagt.
Jeg er også ret glad for de nye voksduge, som ikke ligner voksduge - har aldrig brudt mig om de skinnende, så ville jeg hellere vaske og stryge :-)
Jep, men jag har også gennem årene kasseret meget :-)
SletJeg har sådan en fin bog, med broderet omslag, med alt fra min konfirmation, lige fra regningerne på kjole og sko, indbydelser gavekort, sange, bordplan og slutregningen for festen. Det er faktisk sjovt at kigge i. Det der var meget dyrt dengang er jo nærmest lommepenge i dag.
Papirslommetørklæder virker umiddelbart bløde, men selvom det er mellem 12 og 20 år siden, jeg sidst har været forkølet, så husker jeg godt den hudløse næse.
Disse voksduge er så tynde og fine - synes jeg.
God ide at bruge de fine lommetørklæder til at pudse briller i, så skulle jeg måske ikke ha' smidt dem ud allesammen alligevel. :-)
SvarSletNæh, måske ikke, men et viskestykke har samme virkning. Det er bare lidt stort at have med i tasken :-)
SletJeg husker de fine lommetørklæder min mormor havde, og dem havde hun sikkert haft fra sin ungdom. Jeg arvede nogle af dem, da hun døde, og nu bruger jeg dem også til at pudse briller i.
SvarSletI min barndom øvede jeg mig også på at stryge ved at stryge de fine lommetørklæder - det er vi åbenbart mange, der har gjort.
Det har hun helt sikkert og den generation værnede jo endnu mere om tingene end mange af os andre gør. Det er gode pudseklude.
SletHar man tilpas mange år på bagen, så er det nok en del af livets skole, at lære at stryge. I dag skal intet jo stryges, hvis man spørger unge mennesker og de forretningsdrivende. Strygefrie skjorter, skal i mine øjne stryges, før det ser pænt ud.
Det er en utrolig smuk dug, du har købt.
SvarSletDet er vist 2-3 år siden, jeg holdt oprydning i skabet med duge og dækkeservietter. Jeg er ikke god til at smide ud, men gøres skulle det og det blev det.
For 1 års tid siden fik vi nyt spisebord, og det har krævet en anden længde på dugene, jeg har et par stykker der passer og har fået en ny, men jeg tror da, jeg vil prøve at huske dit princip med at smide noget ud, før der må komme andet ind, for ellers kan jeg ikke have flere og så ender de bare et andet sted i huset, hvor jeg alligevel glemmer, de ligger (fordi jeg ikke lige løber på loftet efter en dug, når nu der er en anden i skuffen i stuen) :)
Jeg har ikke haft sådanne fine lommetørklæde, så her er kun gemt et par store mande-lommetørklæder - som bruges til at pudse briller i :)
Der er også mange ting, der er svære at skille sig af med, men det er nødvendigt, hvis ikke lageret skal vokse, og det skal det bestemt ikke. Det er kun den beholdning, vi kan spise og drikke os ud af, der i perioder må vokse :-) men det er en svær øvelse, jeg har heldigvis ikke behov eller trang til at fylde hylder, skuffer og skabe med nyerhvervelser af hverken det ene eller andet.
SletAllan har også en pæn beholdning af lommetørklæder og de bliver også brugt til pudsning af briller, gps, tlf. og den slags.
Sådan kan man vaske fine sarte gamle pyntelommetørklæder, kniplinger og andet småt - ryst dem i et sylteglas med sæbespånevand.
SvarSletJeg har bare vasket dem nænsomt i hånden. De skal selvfølgelig ikke i nogen vaskemaskine, men din ide er smart
Slet