Lommetørklæder, snotklude, pynteklude eller næseduge og andre duge

Det gammeldags lommetørklæde af stof, har mere end 2000 års historie bag sig. Næsedugen udviklede sig til et kostbart statussymbol for overklassen. Gennem 1900 tallet blev det hver mands eje. I dag er det nærmest forsvundet fra ethvert hjem. Her i huset har vi dog stadig et pænt lager, og når jeg ser beholdningen, kommer mange minder frem.
Det første vi, som børn, fik lært at stryge, var netop lommetørklæder. Jeg husker det som en kæmpe stak. Vi måtte hver især stryge vore egne lommetørklæder, og syntes det var sjovt nok. Det var jo et 'farligt' apparat at stå med, for små piger. Det var varmt og tungt. Det var dengang strygning let gav brændemærker på både fingre, arme og tøj.

Til alle mine lommetørklæder broderede og syede jeg et lommetørklædeetui, så var der samling på dem. Jeg har både etuiet og lommetørklæderne i dag, og har for nylig været det igennem, for at se om jeg ikke skulle smide noget af det ud. Kun få, som de tykke grove, røg ud, men de fleste kom ned i skuffen igen.
Jeg har også syet lommetørklæder. Både meget grove, de mellemfine og de helt fine af slagsen. Alle fik et lille broderi på, eller der blev broderet initialer. Nogle fik en hæklet kant, måske i en kulørt farve, andre fik fine blonder af orkis eller kniplinger.
Jeg bruger mine lommetørklæder til at pudse briller i. Det er de nemlig gode til. De ridser ikke som papirslommetørklæder, der jo er fremstillet af træ.
Jeg har dog flere lommetørklæder end jeg kan nå at komme igennem, inden der igen er vasket. Nogle af dem er heller ikke velegnet til brug, men kun til pynt.
 

Blandt de ubrugelige af slagsen er mit konfirmationslommetørklæde, som dog er købt, men også andre i den lidt finere stil, som dette tynde hjemmesyede. Lommetørklæder var i øvrigt også noget, der lå i et par af de telegrammer, jeg modtog ved min konfirmation fra nogle i sognet. Jeg har helt styr på jeg fik 2 af slagsen. Jeg lavede nemlig en gave- og telegramliste med alle oplysninger om den store dag.

Så er der de duge, man ikke tørrer næse i.
Jeg går gerne udenom alt tøj, der skal stryges. Det gælder også duge, så det er en af årsagerne til, at jeg ikke har kasseret alle de mange duge vi fik i bryllupsdage. De kan ikke slides op, heller ikke i vask. Derfor holder de sig stadig lige så pæne, som da de blev pakket ud for godt 38 år siden.
Der er dog med jævne mellemrum røget en enkelt afsted. Da Les Tissus Colbert holdt åbent hus i weekenden, kørte vi ned og kiggede efter en ny dug. Butikken har nemlig de fineste franske duge i både stof og voksdug. Jeg har set mange af disse voksduge, og de ligner helt almindeligt stof og føles næsten også sådan. 
Jeg har jo det princip, at skal der en ny ting ind i huset, må en anden ting ud. To duge røg ud til fordel for en ny. Den ene var en voksdug, som altid ligger under en stofdug, for at beskytte bordet for hvad der måtte spildes.