Garnrester og andre blandede småtterier fra hverdagen

Jeg har altid glædet mig over de små ting i livet. Det er ikke gods, guld og materielle goder der vægter højest hos mig. Jeg er en nøjsom person.
Som nogle af jer ved, strikker jeg lidt til Røde Kors. Det kniber med at skaffe garn nok. Kampagnen ‘Smid tøjet’ kunne godt have omfattet ‘smid garnet’ også. Vi er ikke særlig krævende. Vi tager til takke med optrevlergarn. Et helt nøgle nyt garn er det rene luksus. Det sker ikke så tit, men når det sker, er der rift om det, hører jeg historier om. 

Hvert lille nøgle der er til overs kommer tilbage på lageret i klubben. De små nøgler har hobet sig op, men ingen af de trofaste mandagsstrikkere mente de kunne få noget ud af disse rester, så jeg, og en anden der også ‘bare’ strikker derhjemme, fik hver en stor posefuld, som vi kunne se om vi kunne få noget ud af.
Garnresterne hører virkelig til i småtingsafdelingen, men foreløbig har jeg da fået to sweatere, og er gået i gang med endnu en i grå og grønlige nuancer. Hvis jeg kan skrabe mere sammen, kan der sikkert blive en blå mere, og en rødlig. Jeg synes det er sjovt at se hvad man kan få ud af ingenting.
Der har også været plads til udeliv. Fuglene fik, i løbet af den forgange uge, endnu en  fodringsplads. Nu har de fire spisesteder rundt omkring i haven.



Jeg opdagede at bladene på mine liljer var godt gennemhullede. Nogen spiser af dem. Jeg fandt også et par syndere. Dette skete midt i ugen, hvor det var godt vejr. Det er bare om at komme ud og nyde solens stråler, når man i alle døgnets bedste timer sidder, er nød til at sidde inde på et kontor.  

Allan har været ude at få taget nye blodprøver, til hans kommende konsulation hos neurologen i næste måned. Nogle af prøverne er nemlig 3 uger om at blive analyseret. Han har fået en opringning om at hans B12 vitaminmangel går i den rigtige retning, men at det stadig ligger i gråzonen, så han skal fortsætte med sin behandling en tid endnu.

Da jeg kørte på arbejde fredag morgen, spurgte jeg Allan, om han ville med ud at cykle, når jeg kom hjem. Jeg, eller vi havde et hængeparti med Storskoven. Nu kender vi en vej mere. Vi cylede hjem gennem vores ‘egen’ skov. Da jeg render noget mere rundt ude i skoven end Allan gør, havde jeg fortalt ham, at de atter havde indhegnet landbrugsområdet. Det ville han en tur forbi og se.
Vi cyklede helt ud til klinten og kiggede ud over vandet. Allan ville samme vej tilbage, men jeg ville tage den lille sti langs vandet. Der kan man ikke cykler, siger Allan. Jo man kan da, og så skiltes vore veje – for en stund, med aftale om at mødes på Aktivitetspladsen. Vi ankom samtidig.

Allan ville en tur ned til stranden. Jeg fulgte med ham
Det er hornfiskesæson, så der er livlig lystfiskeraktivitet, både på den ene og den anden side, i denne tid. Nogen havde også heldet med sig. Andre fangede kun skidt og møg. Vi, eller Allan, spiser ikke hornfisk, så derfor er han ikke så ivrig med fiskestangen, men interesseret i hvordan det går de andre. Vi cyklede hjem, hvor kilometertælleren fortalte at vi havde cyklet næsten 13 km.
Jeg havde kalkuleret med at hele lørdagen skulle stå på havearbejde, men da det småregnende  mere eller mindre hele dagen, ikke de store mængder vand, men lidt surt havevejr., foretrak  jeg at slå mine folder i køkkenet med lidt bagning og andre huslige gøremål.  
I morges var vejret en tro kopi af af lørdagen, men der var et par områder i haven jeg gerne ville have bugt med. Jorden var næsten perfekt til formålet, dog lidt for våd. Det var nu, jeg skulle ud, hvis ikke jeg skulle se på det en hel uge mere, så det blev klaret i formiddags. Om eftermiddagen kom solen frem.
I skoven er anemonerne på retur og overtages nu af andre hvide og blå tæpper.
På mine ture i skoven havde jeg også lagt mærke til, at en vej ud til et skønt bakket område, der har været lukket af i flere år, var ved at blive åbnet. Spørgsmålet var bare om man kunne komme helt derud… Det ville jeg forsøge at finde ud af. Jeg nåede ikke særlig langt, før jeg stødte på to fra nabolaget, så vi holdt lige et lille skovmøde om et kommende arrangement, vi alle skal deltage i.  
Det var ikke det bedste terræn at gå i, da store maskiner har ryddet et skov- og  kratområde, for at bane vejen til en kommende skovsti. Jeg drejer om hjørnet og langt fremme ser jeg, at det ikke er muligt at nå mit mål. Æv, paradiset ligger jo lige derinde til venstre. Her overtrådte jeg skovens regler… Sshy…Det var kun 3-4 meter det drejede sig om.
Da jeg kom ud på den lille sti var der masser af grønne blade. Det ligner ramsløg, men det er liljekonvaller.
Paradiset har forandret sig. Havet har taget sin bid af skrænten, og træer er styrtet i vandet. Jeg glemte helt at tage billeder. Jeg nød bare gensynet. Jeg gik tilbage hvor jeg kom fra, men jeg må afsted igen, når jeg kan holde mig til lovens rene sti.