Det rene luksusliv

Luksus er, når man kan tillade sig at rive en masser timer ud af døgnet til at gøre lige hvad man lyster. Jeg har juleferie. Den længste nogensinde. Der er altid et eller andet i gemmerne, der trænger til en sortering og udsmidning. Ringbind med opskrifter af forskellige slags, men også andre ting, men gåture skal der også være plads til.

For et par dage siden kom jeg afsted længe før det var lyst, og selvom jeg gik en hel time, var det stadig ikke lyst, da jeg kom hjem igen. I går gik jeg først afsted efter vi havde spist frokost. Vejret var helt fantastisk solrigt, klart og frostfyldt. Mor vil gerne ud at gå, og gør det da også, men hun nyder selvfølgelig mere når der er nogen at følges med. Jeg ringede og sagde, hun skulle klæde sig godt på, så ville jeg komme til smilets by og gå en lang tur sammen med hende.  
Da jeg kom spurgte hun, hvor vi skulle gå hen…. Jeg siger, at jeg havde tænkt mig vi skulle gå gennem Rosengården og ned til havnen. Derfra tage stien langs åen, ud til Saxes Alle, og så ser vi hvor meget mere du kan gå. Du skal jo også kunne gå hjem igen... Så er det da også en lang tur, siger mor. Da vi nåede Saxes Allé, spørger jeg om vi skal vende om, eller vi skal gå en tur forbi Ellekildeskolen, svømmehallen og den vej rundt hjem, eller vi skal vende om med det samme. Vi kan da godt gå rundt, siger hun.

Da vi nåede svømmehallen, siger mor. Vi kan da gå rundt om søen. Det har jeg gjort sammen med Mark. Jamen det gør vi da. Vi når frem, krydser motortrafikvejen, og tager endnu en sø. Husk nu du skal kunne gå tilbage også, siger jeg. Jaa…
Jeg ser en lang viadukt, som jeg finder ud af går under Sydmotorvejen. Jeg siger til mor, at jeg lige smutter igennem for at se, hvad der befinder sig på den anden side. Gør du bare det, siger hun, jeg bliver her.

Der var en lang smal sti. Nu kunne jeg kende landskabet, og vidste præcis hvor vi var. Vi var nemlig på vej ind i Holmskoven som tilhører Krenkerup Gods. Da jeg vender mig om, kan jeg se mor er trisset bagefter. Vi vendte om, krydsede det grønne område ved en af søerne, og kom ud på Nystedvejen til det jævne og faste underlag, fortovet.
Vi talte lidt om, at det er synd, at ingen, der kører igennem byen, kan se Sakskøbings byvåben og byens navn på stenen, der er rejst til minde om Danmarks befrielse den 5. maj 1945. Man skal nemlig helt ind i en krog for at se dette. Derimod har man mulighed for at læse inskreptionen, men det kan man som bilist eller cyklist alligevel ikke se.
Til gengæld kan man se Saxine, det smilende vandtårn, på lang afstand. Da vi kom hjem efter at have gået uafbrudt i 2 timer, spørger mor, hvor mange km, tror du vi har gået i dag. Jeg gættede på 4 km, men var ikke sikker. Skidttælleren kunne jeg ikke rigtigt bruge til noget i den forbindelse. Mine skridt er normalt noget længere, når jeg går alene, og ligeledes hastigheden. Et skridt er et skridt, men ikke når man skal udregne km. efter en skridtlængde og et tempo man ikke er fortrolig med.
Vi fik et skud vitaminer i form af hver et par mandariner. Jeg fik ordnet det kludder hun havde lavet i de to stykker strikketøj hun har gang i, og så var det ellers blevet mørkt, men med farver på himlen. 
Hjemme målte jeg ruten op på ruteplanner, som jeg tit bruger. Sendte hende en sms, at vi havde gået 6 km. 
Efter spisetid begyndte det også at sne her på egnen. Da vi efter midnat havde set The Sound og Music, sådan lidt forsinket, fordi vi ikke kunne nå at blive færdige til tiden, kiggede vi først ud ad vinduet, og så blev dørene åbnet. Der var jo faldet meget sne. Hele 10 cm, så i dag ser landskabet noget anderledes ud. Jeg har gået en lidt anstrengende tur i sne til anklerne, selvom jeg valgte en rute hvor grundejerne skal rydde sne, så sker det kun ganske få steder, og der var til gengæld spejlhamrende glat. Jeg håber føret ser bedre ud i morgen. Jeg skal jo helst ikke ende i samme situation som sidst, vi fik en masse sne.