Lidt fra hverdagen og 25 års jubilæum

I denne tid fylder vores ferie en del på bloggen, og jeg er slet ikke færdig med at berette. Det er allerede 3 uger siden at hverdagen flyttede ind her igen. Den hverdag som I vil kunne finde det ene blogindlæg efter det andet om, hvis I går tilbage og læser de foregående år. Til jer der har været med hele tiden, kan jeg fortælle, at intet har forandret sig i den retning, selvom jeg ikke skriver om det.  Der er stadig gang i nørklerier, hus, have, drivhus, bagning, hjælpetjenester og alle mulige andre gøremål.
Kartofler, rødbeder og løg er kommet op. De første jordbær er høstet, og hver dag er der en lille smagsprøve til mig. Planterne i drivhuset vokser. Noget mere end andet. Desværre er mine hokkaido gået ud, fordi jeg har glemt at vande dem, efter de blev plantet ud i haven. Der er indkøbt et par nye krydderurter og noget persillerod som noget helt nyt. Hyldeblomsterne skal jeg snart have høstet. Ribsene er ved at modnes, og sådan sker der så meget lige nu og de næste mange måneder.
Vi har investeret i en markise, som Allan har sat op, med en smule hjælp fra Mads. Der var brug for to stærke mænd, til at løfte i hver sin ende, mens der samtidig skulle skrues. Jeg mente ikke jeg var helt stærk nok. Den vejede et halvt ton, eller sådan ca. Nå… måske en kende overdrevet, men en ting var at jeg godt kunne løfte den, men holde den oppe i stiv arm, til den var blevet fastmonteret, var jeg ikke sikker på jeg kunne.
I torsdags, hvor det var helligdag, havde Allan dagen i forvejen læsset bil og trailer, og vi dampede til staden, for at give Camilla en hjælpende hånd. Det kunne have være rart med en fridag dagen efter, men vi har drøn hamrende travlt, så det var ikke muligt. Der kom der noget i vejen på privatfronten, så jeg måtte bede om at gå et par timer tidligere, hvor jeg ellers havde sagt til Allan at han måtte spise selv, fordi jeg ikke kom hjem. Jeg har lovet at tage de ekstra timer på tirsdag. 
I går, lørdag, ringede mor. Har du meget travlt, spørger hun. Næhh, det har jeg ikke. Kan og vil du hjælpe mig med en opgave, jeg har lovet at klare for Mark, men som jeg alligevel ikke kan udføre tilfredsstillende nok til mig selv. Hun fortalte hvad det var, og ville komme med det samme. Det blev klaret, og hun kørte hjem, så Mark kunne afhente det som aftalt. Jeg smuttede i haven, og Allan fik vasket campingvognen udvendigt og gjort den klart til afgang, mens jeg tog afvaskningen indvendigt.
I dag er så dagen, hvor det er 25 år siden, jeg startede nyt arbejde, samtidig med jeg passede mit job i det firma, hvor jeg selv havde valgt at opsige min stilling. Da jeg var et ret vigtigt led i firmaet, fordi ingen andre, de 14 år jeg havde været ansat, vidste hvad der skulle laves, og hvordan, til den store kommende termin den 11. juni og 11. december, ville jeg ikke lade dem sidde med håret i postkassen. Jeg førte mit arbejde til dørs de næste 14 dage. De to gange om året, var der altid fast overarbejde, fordi et par tusinde afregninger skulle laves, bogføres, pakkes, alt sammen på ganske få dage, og sendes med posten senest den 10. Overarbejdet deltog jeg dog ikke i denne gang, jeg skulle jo videre til mit nye job. som skulle være oppe at køre helt fra scratch til den 1. august.
Når jeg i dag læser min ansættelseskontrakt, er der mange mangler. Jeg beskæftiger mig med meget, meget mere i dag, og har flere timer. Jeg har fået lavet en ny ansættelseskontrakt et par gange siden denne. På de 25 år, er der sket en rivende udvikling. Især de sidste 15 år, med en masse nye tiltag, køb, salg, samdrift og sammenlægninger af virksomheder. Der er hele tiden nye udfordringer til min hjerne. Ingen blander sig i noget som helst. Jeg har det nøjagtigt, som jeg selv vil have det. Aldrig har jeg mødt en sur mine, kun ønsker og bønner om jeg vil klare dette og hint, og det er virkelig alsidige arbejdsopgaver, som jeg med glæde kaster mig ud i hver eneste gang.