En tur i kanen – minder fra barndomstiden

Jeg mindes med glæde min barndom, som jeg trods alt ikke synes er så forfærdelig længe siden. Alligevel ved jeg at mange jævnaldrende, ikke har oplevet så gammeldags en barndom, som jeg er vokset op i. Bl.a. det iskolde værelse med is på de indvendige ruder. 
Min allerførste seng husker jeg ikke og mor heller ikke. Jeg husker begge mine søskendes første seng, men ingen af dem har jeg ligget i. Jeg husker jeg fik en brugt 'voksenseng’. Sengebunden var på samme måde, som mine forældres. Metal-spiral-fjedre spændt ud over hele bunden. Ovenpå disse fjedre lå noget kraftigt gråt lærred. Der skulle jo nødig gå hul på krøluldsmadrassen, som også skulle beskyttes mod rustskade.
I hovedgærdet, ovenpå madrassen, lå en skråpude, også af krøluld.
Der var meget tilbehør til sengene på det tidspunkt. På krøluldsmadrassen blev lagt et gråt tæppe. Noget der lignede de såkaldte hundetæpper i dag. Derefter kom en underdyne - eller flere... inden lagnet og evt. et 'rumpestykke' som man bruger på hospitalerne, blev lagt. Til sidst kom hovedpude og dyne, og om vinteren endnu et tæppe, så man kunne holde varmen. 

I mit barndomshjem, lavede vi alting selv. Når der var slagtet gæs og ænder, blev dunene sorteret fra fjerene. Jeg kan stadig se min mormor sidde på sin elskede trebenede malkeskammel og plukke, skolde og pille fjerkræ. Alle fjerene samlede hun i det store forklæde hun altid bar. Dunene kom i gruekedlen og blev varmet godt op, så evt. fedt, der var trukket med ud af fjerkræet under plukningen forsvandt. Man skulle huske at lægge låg på gruekedlen. Ellers fløj dunene rundt i hele vaskehuset.
Når dunene var fine og rene, og man havde samlet nok, blev der syet nye dyner og underdyner af stribet bolster, hvis ikke vårene allerede lå og ventede på dette fyld. Til de stribede underdyner brugte man de lidt grovere dun og fjer. De allerfineste af slagsen blev gemt til overdyner og hovedpuder. Dynerne var ret tunge, men vi kendte på det tidspunkt ikke til andet. Dynerne skulle rystes med nogle dages mellemrum, fordi fjerene endte i benenden, og dynen kunne let ende på gulvet midt om natten.  Min lidt yngre kusine har, i sit voksne liv for få år siden, fortalt, at hun mindes de dejlige barndomsferier, hun havde på Lolland, med undtagelse af dynerne, som åbenbart var hendes helt store mareridt. Når hun blev puttet godnat, følte hun, at det var umuligt at røre på sig, eller at trække vejret før næste morgen. Stakkels barn tænker jeg stadig, når jeg kommer til at tænke på det. 
Der var intet så godt, som når mor havde lagt rent sengetøj på. Så skulle vi bruge skammel for at komme i seng, så højt lå vi - og også dejligt blødt. Vi følte os som prinsessen på ærten. Om vinteren blev nattøjet hentet ind i stuen, hvor det blev varmet foran kakkelovnen. Der blev lagt en varmedunk i hver seng. Vi sov med både natsokker og sengetrøje, og var det rigtig vinter og koldt, blev vi pakket ind i et tæppe, inden dynen blev lagt over os. Måske et tæppe ovenpå dynen også. Det var bare med at holde fingrene under dynen, for der var isende koldt og det samme var næsetippen.
Det hændte vi skulle sove hos min moster. Så var der hele fem unger der skulle have varmedunk. Deres egne to og os tre søskende. Derfor blev der lagt mursten på kakkelovnen. Når de var godt gennemvarmede blev de pakket ind i avispapir og derefter et håndklæde eller lignende, så vi ikke brændte os. Sådan et par mursten var stadig meget varme næste morgen. Jeg kan ikke huske, at vi nogensinde har frosset om natten, men det var koldt både at gå i seng og stå op.
Selvom vi har radiator i soveværelset, er der aldrig tændt for varmen. Tvært imod står vinduet åbent hele døgnet, året rundt. Varmedunk og tæpper hører også kun barndommen til. Jeg kan slet ikke sove i et rum med varme på. Mine søskende og mor har det på samme måde. Alligevel tænker jeg tit på hvor priviigerede vi er i dag. Husene er i sig selv lunere end det var i min barndom.
.