søndag den 19. oktober 2014

En booket men forrygende weekend

I år var det min opgave at få samlet alle os gamle frøer til julefrokost, som absolut intet har, eller må have noget med jul overhovedet at gøre. Det stammer bare fra dengang vi alle var ansat i samme firma, og fordi det altid er holdt omkring det tidspunkt, hvor julefrokoster florerer blandt virksomheder. Sidste år besluttede vi at rykke julefrokosten til fredagen i uge 42, fordi alle har nok om ørerne ved juletid. Den der står for arrangementet bestemmer selv, om der skal bestilles bord i byen, eller man vil holde det i privat regi.  Gamle frøer a
En af ulemperne ved at holde det ude i byen er, at spisestederne lukker og slukker kl. 22:00. Selvom vi har fået lov at sidde lidt længere, så bliver vi ret hurtigt pænt bedt om at forlade lokalerne. På det tidspunkt er vi jo slet ikke færdige med at snakke om gamle minder, og det der er sket i vort liv siden sidste år. Jeg valgte derfor, lige som personen sidste år, at lægge hus til. Derfor kan man godt vælge at bestille maden udefra, men ingen leverer mad til under 12-15 personer. Vi kunne højst blive 11 ialt. Der var derfor ikke så mange valgmuligheder. Jeg måtte bare finde en menu, der kunne klares nemt og hurtigt, når jeg også skulle passe mit arbejde. I løbet af ugen har jeg bagt og tilberedt mad, dog mest torsdag aften og fredag morgen, inden jeg tog på job, for at kunne sætte en 3-retters menu på bordet, en ganske almindelig fredag aften. Det blev til lakseroulader, helstegt mørbrad med en løg-fløde-estragonsovs, saltkartofler og en god salatskål. Desserten var hjemmelavet flødeis. De blev spist af med lidt hjemmebagte småkager til kaffen.
P1030785 P1030789

Faktisk var det denne aftale, med de gamle frøer, som gjorde det sidst udslag til at jeg fik åbnet munden og lavet en permanent byttehandel med mine to arbejdsgivere. Ellers havde jeg været nød til at bede om en halv fridag, men uanset hvor hyggeligt det er at mødes med gamle kollegaer, venner og familie, så synes jeg trods alt ikke, at jeg vil smuldre mine feriedage væk til sådanne aftaler. Derfor bekommer mit nye liv mig ganske fortræffeligt. P1030792
Vi havde en dejlig hyggelig aften, ganske som vi plejer. Der blev genopfrisket gamle historier og minder. Der blev grinet og vi blev opdateret på hinandens liv siden sidste år. Klokken blev langt over midnat inden jeg kom i seng. Lørdag havde jeg inviteret vennerne til en gang mad. Det blev også en tre retters menu, så en del af lørdagen gik med oprydning efter fredagens gæster, og tilberedning af mad til næste dags hold.
P1030797
Søndag formiddag havde vi en aftale med Mark og mor om at i skulle gå den omtalte tur. Hver især medbringende mad og drikke til vandreturen, som skulle foregå uanset vejret. Vi iførte os regnfrakken, da det allerede fnuskede lidt inden vi tog afsted. Vi lod mor sætte og styre tempoet. Vi fik kigget på oldefars hus og arbejdsplads, som i dag bruges som samlingssted for jagtfolk. Mark peger og siger, kan du huske det mor. Det var her vi kørte forkert for mange år siden, og du ikke anede hvor vi befandt os, og det var begyndt at regne og tordne. Jo,mor huskede det ganske tydeligt. Mark var ikke ret gammel, men blev så glad, da mor sagde, nu ved jeg hvor vi er. At der var meget, meget langt hjem for en lille træt dreng betød intet i den sammenhæng. Far sad derhjemme og kunne ikke forstå hvor de blev af. Det var før mobiltelefonens tid, men de var simpelthen faret vild i skoven. En skov Mark i dag kender som sin egen bukselomme. P1030799
Vi var ikke nået mere end et par km ind i skoven, da regnen stod ned i stænger. Der måtte da komme et ophold, så vi kunne finde et sted at spise maden, mente vi, men det forblev intens regnvejr. Mit kameraet kom i tørvejr og så blev der ikke taget flere billeder.    
P1030801 P1030802

Der var sjask vådt alle vegne og ingen steder at krybe i læ for at spise den medbragte mad. Mor klarede det fint, men indrømmede at det ville have været rart at sidde ned og hvile benene lidt. Hun ville dog hellere gå, end sidde og blive våd og kold i bagen, og måske få tilraget sig en eller anden dårligdom oveni, så vi fortsatte.
P1030825
Da vi nåede bilen, smed vi regntøjet i bagagerummet og krøb i ly for regnen i bilen, hvor vi spiste vores mad og drak en tår kaffe. Jeg spurgte om de ville med samme vej tilbage og hente bilen, men det var der ikke stemning for. I stedet kørte vi alle om og hentede den, hvorefter vi kørte tilbage til stedet, hvor vi kom ud af skoven og den sidste bil mors holdt parkeret. Der drak vi eftermiddagskaffen og spiste kage, stadig i tørvejr inde i bilen, mens regnen blev ved med at sile ned. Trods den megen regn, 17 mm på de par timer vi var væk, så har vi alle nydt vandreturen. Det tog os 2 timer at gå de 5 km, og der var tid til at se nærmere på oldefars hus og arbejdsplads, som Mark ikke var klar over det havde været. Der blev kigget på sjove træer, og masser af svampe i skovbunden. Alle har mod på en ny tur, men ikke mange havde mod på at gå mere i dag, så vi kørte hver til sit.

13 kommentarer:

  1. Ærgerligt at det skulle blive så strålende vejr lige idag! Men godt gået!!!
    Jeg er også fascineret af svampe på stubbe; spændende vækster.. ikke at jeg har forstand på dem!

    SvarSlet
    Svar
    1. Vi har slet ikke talt om ærgelser over regnvejret, men tvært imod at det var rigtigt hyggeligt også selvom det regnede.
      Alle vækster er fascinerende at kigge på, uanset kendskabet til dem.

      Slet
  2. Dejligt at I kom af sted, og at din mor klarede mosten. :-)
    Jeg forstår godt hvorfor I valgte at indtage både mad og kaffe i bilen, selv om I havde slæbt det med hele vejen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Mor ringede om aftenen og fortalte at hun var lidt træt i benene. Hun går jo lidt forsigtigt, for ikke at trille afsted i kastanjer, smat, småsten og andet der ligger på skovvejen.
      Det var rart at have tørt underlag at sidde på og spise sin mad.

      Slet
  3. I er da seje, sådan at holde fast på gåtursplanen. Det må have været skønt at drikke kaffen i tørvejr :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Vejret skal ikke ødelægge aftaler, men det var godt at sidde i tørvejr, da kaffen skulle nydes :-)

      Slet
  4. Haha, der skal altså en vis portion stædighed til at gennemføre turen i sådan et vejr :-)
    Men respekt for det - jeg havde snildt kunnet lokkes til at blive inden døre!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det har ikke så meget med stædighed at gøre her, det er mere princippet, at en aftale er en aftale. Der skal alvorligere ting til at bryde aftaler, og det var der heldigvis ingen af os der havde. Det er dejligt med frisk luft og motion ;-)

      Slet
  5. I er vist af en særlig sej slags allesammen! Flot at I gennemførte trods øsregn. Nu skal det vist gøre godt med en helt almindelig, fredelig arbejdsuge... ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hverken regn eller storm kan få os til at aflyse en aftalt vandretur, med mindre det er uforsvarligt at gå ud. Hverdagen er slet ikke så tosset ;-)

      Slet
  6. Imponerende energi - men det lyder som om alle har haft det fint. Og det er jo ikke værst. Her gik vi også tur i regnvejr, ganske vist i lidt mere stille regnvejr, og det var fint at trave.

    SvarSlet
    Svar
    1. Vi har haft det herligt. Vejret er ingen hindring for en god travetur, man får fornyet energi af at røre sig lidt.

      Slet
  7. En fyldt weekend, men der er ikke noget der har givet stress eller åndenød. Det hele er foregået i et afslappet tempo.

    SvarSlet

Alle kommentarer bliver værdsat. Dit fodspor er med til at sætte liv på bloggen :-)