Mens vi venter

Der er masser af tid til andet end julerier her i huset, og når nu den halvdårlige hånd, forhindrer mig i at strikke, må man jo fordrive tiden med noget andet nyttigt. En håndmixer og andet køkkengrej, kan betjenes med venstre hånd, når man altså finder ud af at knapperne sidder modsat.
I torsdags sagde chefen, at vi alle kunne holde fri den 23. Hun selv ville tage sig af de arbejdsopgaver der skulle laves. Firmaet har ikke mulighed for at holde bare en enkelt lukkedag om året. Nogen skal altid være på job, da der er bogføringspligt hver eneste dag for en hel del firmaer, men det klarer chefen selv, så jeg fik pludselig en ekstra feriedag. I søndags kom mor en tur, fordi jeg havde lovet at hjælpe hende med julegaver til alle oldebørnene. Allan og jeg havde uafhængig af hinanden fået købt hver 2 kg gulerødder, så nogle af dem blev omsat til en gulerodskage. Mor skrællede gulerødderne og resten klarede min lille maskine. 
Mandag efter fyraften kom der arbejdsopgaver snigende ind ad døren til både Allan og mig. Noget vi var nød til at hjælpe med, så jeg var ekstra glad for jeg havde fri om tirsdagen, til at koge sul osv. Tirsdag havde jeg masser af tid til at få styr på alt det, man nu kan lave i så god tid. Det blev også til en ekstra juledekoration af det gran der bare lå og flød ude på havebordet. Det sidste gran blev stukket i krukkerne ude i haven. Jeg havde lyst til noget sundt og let aftensmad, så jeg kogte et stykke lakseørred. Det ligger ikke så tungt i maven. 
Her til morgens blev anden sat i ovnen, så den kan langtidsstege. Grønkålen blev lavet færdig. Mark kom som aftalt forbi og ønskede glædelig og vi byttede pakker. Vi hyggesnakkede over en tår kaffe et par timer, inden han skulle videre. Naboen skrev en sms og ønskede en glædelig jul, og spurgte samtidig om jeg måske havde en lille pose danske jordbær i fryseren, som jeg kunne undvære. De jordbær hun selv havde i fryseren, havde vist sig at være hindbær. Det havde jeg heldigvis, så jeg ‘løb’ ind med en pose, og fik en flaske rødvin med hjem i stedet.
For første gang siden mor faldt om, har hun inviteret alle os unger, med ægtefælle, til julefrokost. Hun magter ikke selv hele opgaven, så hun har spurgt om jeg vil hjælpe. Det gør jeg selvfølgelig gerne, men da hun i søndags sagde, at hun da også kunne invitere alle børnebørne med, i stedet for 8 bliver vi altså nærmere 30, hvis alle kan, så røg det ud ad munden på mig. Ja, det kan du, men så bliver det uden min hjælp. Der var en grund til at jeg selv stod af dette ræs. Det er ikke fordi, jeg ikke vil se eller være sammen med familien, men jeg vil ikke stå med alt det alene. Det har jeg gjort alt for mange gange. Hyggen forsvinder totalt. Hvis du laver det til et sammenskudsgilde, hvor alle bidrager med et eller andet, så er det noget andet. Vi holder os til de 8, så ser vi hvad der sker næste år.
Her er bordet dækket. Vi venter sådan set bare på at ungerne indfinder sig. Det bliver som sædvanlig en stille juleaften med kun os fire. Det er til at overse. Med 4 voksne, der alle er over 30 har julen i mange år, ‘bare’ været som en ganske almindelig aften, med plads til hygge og samvær, og det er slet ikke så ringe. Vi nyder det alle fire og sætter faktisk pris på, at det er sådan i dag.