Hvad en indfriet drøm og svigtende aftale kan føre til

Allerede i vinters gik jeg med drømmen om at cykle igennem Storskoven ved Eremitagen for at se om Jægersborg stadig ligger gemt derinde i skoven. En cykeltur på 25-30 eller 40 km, afhængig af hvilke veje vi valgte at benytte os af før og efter målet. Allan var med på ideen, men det skulle blive forår, sol og sommer først. Nu er vi et godt stykke på den anden side af sommeren, og turen forblev en drøm.

Mark og jeg havde også lovet hinanden, at vi skulle tage på en cykel- eller vandretur, medbringende mad og drikke til hele dagen, i lighed med sidste sommer. Vi savner nemlig disse vandreture, som vi har haft så mange af før i tiden. Nu er sommeren forbi for i år, og vi har ikke nået prioriteret noget af det.
Emnet skovtur kom op at vende igen i går og mor ville meget gerne gå med. Selvom hun er frisk efter sin firedobbelte bypass, og selv tror på hun kan gå 10 km, som hun altid har gjort, før hun blev syg, så tvivler jeg. Vi skal jo nødigt tage livet af hende. Det hun i dag kalder lange spadsereture, viser sig  at være på 3 km, når vi måler efter. Bevares det er også flot og godt gået, når hun ikke har kunnet gå 100 meter uden at skulle hvile, men der er altså stadig et stykke vej op til de 10 km.

I dag tog vi bilerne, for at gå ruten gennem skoven, og finde ud af hvor mange km den egentlig er, og hvor lang tid det tager. Problemet er nemlig at man ikke kan gå rundt, men er nødt til at gå samme vej frem og tilbage. Derfor stillede vi den ene bil, hvor vi ville komme ud. Derefter kørte vi ca. 10 km om på den anden side af skoven for at starte turen til fods. 
Ca. 2 km inde i skoven ligger Jægersborg stadig. Det har min interesse fordi min farmors far har været tjenestekarl på stedet, og skovfogeden var forlover til hans bryllup i 1889. Huset står der endnu. Pænere end da vi så det sidst. Det bliver atter brugt, men er ikke beboet til dagligt. 
Mens vi gik kiggede jeg mig som sædvanlig godt omkring. Pludselig ser jeg inde i skoven, at der er mange hvide toppe overalt. Vel vidende at det er forbudt at forlade de store skovstier. Fordi stort set alle skove på Lolland og Falster er private skove. Ham der ejer denne skov er ret striks, men jeg var altså nødt til at tage chancen, og smutte ind og tage et billede. Jeg er 99,5% sikker på, at det er de spiselige Krystalstøvbolde, men jeg lod dem stå af flere grunde. De to vigtigste er, den sidste lille tvivl samt at jeg var på forbudt område, men altså… sikke en svampehøst der kunne blive lige der.

Det var atter et fantastisk vejr, og vi nød duften af det skovede granhegn, der ligger klar til afhentning. Pludselig øjner vi forude Skovriddergården, hvor vores bil holder parkeret. Vi troede turen var længere end den var. Kun 5 km. Det tror jeg godt mor kan klare, så nu må vi se om vi kan finde en dag, hvor vi kan gå turen sammen med mor, bror og svigerinde, og så skal tempoet skrues lidt ned, så mor kan følge med.
Vi hentede den anden bil. Kørte hjem og drak eftermiddagskaffen og fik nybagte klatkager med hjemmelavet brombærsyltetøj til.