Med båd fra Kos til Tyrkiet

Mandag den 12. maj 2014
Det var helt bevidst, vi valgte at tage til Bodrum en ‘kedelig’ og stille dag. Rejseselskabet tog derover i går, og i morgen ville der være det store ugentlige marked. Det ville uden tvivl betyde at der ville være sort af mennesker. Igen valgte vi at bruge de lokale arrangører, og få det til halv pris i forhold til rejseselskabets. Vejret var helt fantastisk. 
Vi har været i Tyrkiet før, men ikke fra søsiden. Vi opdagede nu at sikkerheden der, er lige så høj som i lufthavnen. Det var noget af en kystvagt, der hele tiden inspicerede området. Dette er endda kun den lille båd. Den store var alt for tæt på, og fotografering af militær er aldrig anbefalelsesværdigt.  
Da vi kom i land, så vi straks at der alligevel var masser af boder, som vi nærmest bare ‘løb’ forbi, indtil vi nåede et lille torv, hvor der stod en masse mennesker. Jeg havde undervejs nået at tænke, at det dog var utroligt mange handicappede der var i byen, mange i kørestole. Det viste sig at det var handicapdag, med forskellig optræden, som skulle til at begynde, da vi nåede frem. Her er udøverne til venstre i billedet og dommerne med masser af medaljer på den anden side.
Der var dans og musik, selvfølgelig med et handicaporkester. Alle boderne var alene til støtte for de handicappede. Da vi senere skulle have lidt at spise, vendte vi tilbage til denne plads for at købe vores mad. Jeg bad dem om at blande en portion tyrkiske specialiteter til mig. Jeg spurgte om jeg måtte tage et billede, og de stillede villigt op. Allan valgte den mere sikre menu, som han troede var kage. Det viste sig det indeholdt kød, men det gled dog fint ned.
Allerede i går havde Allan klaget lidt over ondt i skulderen. Jeg mente det var musklerne, fordi han rendte og slæbte på den store rygsæk, med tungt kamera og meget andet unødvendigt, men det blev værre og værre.
Allan orkede ikke at gå ret meget, så han satte sig på en bænk, mens jeg rendte op og ned ad forskellige gader og sugede nye indtryk til mig. I en hel gade var hvert eneste træ omringet af mosaikkunstværker. 
Jeg kom forbi en skole, eller flere, altid med en uniformeret sikkerhedsvagt og en anden for kontrol af personer der gik ud og ind. Her tænkte jeg at jeg kunne snige mig til at tage et billede. Da en mandsperson skulle derind, sagde han at det var en skole. Ja, det kan jeg se svarede jeg. Må man fotografere, spørger jeg. Han spurgte sikkerhedsvagten, og lågen blev åbnet. Jeg blev vist et par meter indenfor, og herfra måtte jeg gerne fotografere, men ikke nærmere. Gad vide om han vidste hvor tæt jeg kunne zoome.
Må jeg også tage et billede af Security, spurgte jeg og pegede på bygningen. JEG er security, sagde han, mens han pegede på sine mærker og fine stropper. Det kan jeg se, sagde jeg med et smil. Jeg turde ikke spørge, om jeg måtte tage et billede af ham også. Det gjorde jeg til gengæld, da jeg var kommet langt væk og var på vej tilbage til Allan, da vagten stod udenfor lågen og kiggede den anden vej. 
Da jeg nåede tilbage til Allan, der stadig sad på bænken i skyggen og ventede, men ikke engang orkede at tage kameraet op for at tage billeder, spurgte jeg ham hvornår han sidst havde taget noget smertestillende. I aftes da jeg gik i seng. Altså…du har dem vel med? Ja, men de ligger i rygsækken. Han fik en pille, og vi gik lidt videre, til vi fandt et nyt sted han kunne sidde lidt i skyggen. 
Efterhånden var det tid at vende tilbage til båden. Der er friske fisk ved mange restauranter, men også ved havnen sælges der frisk fisk i en lang stribe direkte fra fiskekutterne, med kattene siddende pænt ved siden af. De får sikkert alt hvad de kan spise, så de ikke løber med noget de ikke må.
Nogle tjener en skilling ved at gå rundt og slibe knive, mens andre tager sig en lille lur.
Da vi tog fra Tyrkiet skulle alt håndbagage gennemlyses. Der var nøjagtig den samme skrappe kontrol, som der er i alle lufthavne. Ingen alarmer bippede, da vi gik igennem, så vi fik lov at gå ombord. Da vi nåede Kos var der mange der skulle tjekkes for ikke lovligt indførte varer. Vi havde spist og drukket det vi havde købt, så vi smuttede hurtigt igennem og gik hjem til hotellet, hvor jeg ville prøve at give Allan lidt massage på skulderen. Da havde han nær havnet oppe under loftet. Jeg var stadig endnu mere sikker på det ‘bare’ var musklerne, selvom det også gjorde ondt, når han trak vejret godt igennem. Vi var ikke helt enige, så hvis ikke det blev bedre efter en nattesøvn, ville han have en læge til at tjekke ham.