Bjärehalvöen, cykling og vandring på Hallandsåsen

Som sædvanlig havde vi cyklerne med, men hjemmefra havde jeg sagt, jeg tvivler altså på vi får dem brugt, for der er langt til alting, så vi når ikke at se andet end øde marker og skovstrækninger, og helt ærligt tror jeg altså vi kommer til at skubbe mere med cyklerne end vi sidder på dem. Allan var ikke helt overbevist, han mente vi skulle cykle ud til Hovs hallar, indtil jeg sagde det betød 2 x 35 km.
Lige så meget tjek han har på, hvor vi skal hen. Lige så lidt ved han om afstande til vores udflugter i det område vi skal feriere i. På landkortet ligger det jo rimeligt tæt. Han ville nu alligevel gerne læsse cyklerne og have dem med, for det ville altså være ærgerligt at stå og mangle dem. Der er jo også flade strækninger i bjergene, var hans kommentar. Cyklerne fik dog lov at holde fri, mens vi tog bilen og rygsækken.
Jeg havde fundet et interessant sted, ud fra tekst og billeder: To ‘tosser’ i Ysby, der havde gang i alt muligt i hus og have. Kunstværker, gammelt skrammel, lopper, forskellige dyr. Kort sagt, alt mellem himmel og jord og med tilhørende nyåbnet café. Da vi nåede frem, var der ikke åbent. Det så heller ikke ud til det ville ske. Herhjemme har jeg fundet ud af at stedet lukkede sidste år.


På vores tur rundt efter oplevelser, så vi alt og ingenting. Jeg havde læst, at man kunne besøge isfabrikken. Det kunne da være interessant at se. Desværre var det kun gennem noget meget uklart glas med tremmer for, men vi fik da smagt deres is. En is med smag i, lige fra fabrikken og der var gang i svingdøren, for mange kommer dertil for at købe hele ispakninger med hjem. På vores besøgsdag, var der store og fine tilbud på billig literis, fordi der var fejl i produktionen. Hvad fejlen gik ud på glemte jeg at spørge om, men tænker at det blot er en blandet variant.
I nærheden af Sinarpsdalen, kørte vi en tur ad Axeltorpvejen, og endte med at køre rundt på små bitte smalle og snoede bjergveje, ikke bredere end en god cykelsti. Selv en cyklist kunne vi ikke komme udenom, men det var en cykelrytter, så han kørte pænt stærkt, så vi blev bagved til han drejede af. Vi mødte også et par modgående bilister, så der skulle bakkes, og der skulle bakkes langt, ind imellem og der vil jeg altså helst ud ad bilen, men smukt var der, med de røde blomster i vejkanten. Billederne må I selv fremkalde på nethinden.
I Sinarpsdalen skulle stierne været brede og fine til børnefamilier med klapvogne og lignende, og der måtte der da være dejligt svalt og køligt. Vi passerede det første pæne stykke, hvor der bestemt kun kan komme klapvogne med, hvis de bliver båret over broer, grøfter, sten og trærødder. Da vi kom ud på det åbne stykke, var det opad og opad, nøjagtig som ved Sindbjerg og Stoubjerg ved Silkeborgsøerne. Det er ikke et terræn jeg forbinder med egnet til klapvogne. Allan orkede ikke at tage turen over bjerget, og det var ærlig talt så varmt, at jeg slet ikke prøvede at overtale ham, så vi vendte om igen.
I Boarp var der et lille væveri, som man kunne se, men det var kun færdigvarerne. Selve produktionen kunne følges på et tv der hang på væggen. Det er ikke helt det samme, som at stå lige ved siden af. Tæt på lå flere store butikker, som Allan ville se nærmere på. Efterhånden var dagen ved at være gået, så vi vendte hjem til campingpladsen og tændte op i grillen..


Næste morgen pakkede vi vores habengut og forlod den skønne udsigt, for at fortsætte længere nordpå.