Vil du med på skov- og strandtur?

Hvis du siger ja, skal du afsætte to timer. Har du ikke de to timer, kommer her en sammenkogt tur, som kan klares på nogle få minutter.

Lørdag den 4.oktober var det et pragtfuld sommervejr, og som jeg allerede har fortalt, var det min fødselsdag. Jeg har kun et ønske på sådan en dag, og det er at jeg selv får lov at forme den, som det passer mig, og sådan en dag må man gerne forkæle sig selv. Jeg tog vandrestøvlerne på og gik mig en dejlig lang tur - helt alene. Det var ikke fordi Allan ikke måtte gå med, men han har problemer med bentøjet.
Der er mange veje der fører ind i skoven, så ruterne kan varieres til utallige af slagsen. Der er dog områder, som altid trækker i mig. Jeg elsker turen ved vandet og udsigten til samme, så der må jeg altid rundt. Nu skal I forestille jer I hører vinden i træerne, fuglestemmer, puslen og rislen i trætoppe og skovbund. Flyvende guldsmede og småfugle. Blade der langsomt drysser ned, når der kommer et lidt kraftigere vindpust. Guldsmedene holdt ikke hvil. Det gjorde spætten, men jeg fik den ikke. 
 
Selvom jeg går her rigtig tit, så lægger jeg mærke til nye ting hver gang, og skoven forandrer sig dag for dag, næsten hele året. I ‘vores’ skov går træerne på bare fødder og nogle af dem lister afsted på tå. Andre er bundet til skovbunden, så de ikke stikker af. Se bare damen herunder, som også viser sin navle. Min fantasi løber altid af med mig, når jeg er ude i naturen. 
Man skal kende skoven godt, hvis man benytter de små stier, når bladene falder eller der ligger sne. Jeg ved jeg skal venstre om stenen forude, nederst til højre. Derefter skal jeg ind imellem to tætvoksende træer, hvis ikke jeg vil havne i en eller flere blindgyder. Går man og dagdrømmer, kan man pludselig blive i tvivl om man nogensinde har været der før, for intet virker bekendt.
Efter at have snørklet mig igennem de skjulte stier, kommer jeg frem hvor man kan ane stien. Der kan man gå oppe i skoven og have udsigt over vandet mellem alle træerne. Man kan også komme ud til skrænten og kigge dybt ned og langt ud i horisonten. Jeg prøvede flere gange at fange de faldende blade med kameraet, men det lykkedes ikke rigtigt. På et tidspunkt er der ikke mere tilladt at gå langs vandet, så jeg må op ad en smal sti, som dog er ganske synlig. En sti der bliver brugt af hundeluftere.
Derefter kommer jeg op til de virkelige brede skovveje, hvor lastbiler og andet skovfolk kan komme ind med deres traktorer og maskiner for at skove, flise og hente træ eller brænde. Jeg tog en selfie for at vise hvor høje bregnerne er.   
Det er utroligt så meget forskel der er på farverne i skoven. Går man i området ud til vandet, er der masser af løvfald, men når man kommer væk derfra, er der stadig utroligt grønt og solen kæmper for at komme igennem trætoppene. 
Jeg nærmer mig udkanten af skoven, men drejer af mod en lille sti, for at blive inde i skoven, hvor jeg tager turen forbi vores eget boligområde. Her ser jeg folk sidder ude og spiser og drikker kaffe i det gode vejr. Jeg kunne have gået længere endnu, men vi havde en aftale med et par fødselsdagsgæster. 
Jeg gik ud ad skoven og hjem gennem et boligkvarter, så jeg kunne nå dagens eneste fastlagte program. Nemlig gensyn og hygge med ungerne. Der var bestilt bord i byen, så jeg ikke skulle tænke på mad overhovedet. Sådan ønskede jeg min fødselsdag skulle være denne gang. Helt uden arbejde og pligter af nogen art.