søndag den 17. august 2014

Aldrig har jeg haft så kort en ferie

For første gang i 25 år har jeg holdt 3 ugers sammenhængende ferie, ellers har jeg maksimalt haft 13 sammenhængede dage. På min nye arbejdsplads nr. 2, er der andre end mig ansat. Derfor tænkte jeg at jeg i år ville prøve at have en lang ferie. Jeg har valgt at lukke øjnene for det kaos, der venter mig i morgen tidlig. Jeg lukker øjnene nogle timer endnu, for det var ferie det skulle handle om.
De tre uger er forsvundet hurtigere, end de 10-13 dage jeg plejer at holde. Vi havde nogle projekter, som vi skulle klare i den lange ferie, men sådan gik det ikke. Vi har i stedet fartet på ferie her og der. Taget os af udvalgte familiemedlemmer. Jeg har fået syltet, og ryddet op inde i nogle skuffer og skabe. Allan har endelig fået taget sig sammen til at rydde op i garage og værksted. Nu kan man se værkstedsbordet. Jeg har været lidt i haven, og gjort hovedrent i hele hytten og bemærket ting ude i samfundet der skiller sig lidt ud fra mængden.
P1020983 P1020988

Vi har været til familiefest, snakket med fætre og kusiner. Sovet på Motel. Grillet og hygget sammen med venner, fået et par uventede besøg. Jeg har været i Nykøbing, for første gang i flere måneder. Jeg skulle have indløst det gavekort, som jeg fik af kollegaerne til Matas i jubilæumsgave. Jeg havde også bestilt tid til at blive plysset.  
Vi har haft besøg af en af mine mange fætre og hans kone. Vi har talt sammen, når vi er mødtes på offentlige steder, til familiefester og vores fætter-kusinefester, men som voksne, har vi aldrig mødt hinanden i vores private hjem. Jeg har udleveret adressen til både min og Ellens blog, så de har mulighed for at følge familien.  P1020999
Kusinen inviterede os op for at vise os den stråtækte. Sådan et tilbud kan man da kun blive fristet af. Vi har altid lagt mærke til det hus, når vi har kørt forbi, mange år før Ellen og John købte det, men kendte det i sagens natur kun set fra vejen – og fra bloggen. Det var derfor rigtigt spændende at se det, der lå bagved huset, men  selvølgelig også hele herligheden indvendigt. Jeg behøver ingen møbler og gardiner, for at se hvor dejligt der bliver, når de er færdige med at renovere.
Vi har været i skoven og set musical. Vi har været til den årlige gadefest, som slet ikke er nogen fest, men hyggeligt samvær med mad, snak og sang. Alle medbringer en lille ret til en fælles buffet. I år var vi kun 13 personer og en ælling p.g.a. de evt. overtroiske. Vi bliver færre og færre efterhånden som folk falder væk, men hyggen er der stadig. 
P1030013
Jeg havde nogle hængepariter med at få det sidste flyttet fra den gamle til den nye pc. Det har voldt mig problemer at logge på, fordi de nye tastaturer åbenbart ikke er født med num-lock-knappen. Nogen kom med et forslag om at jeg bare kunne bruge det gamle tastatur, indtil de så det, for der mangler rigtigt mange bogstaver. De er simpelthen slidt af, så det er kun mig selv, eller andre blindskriftbrugere, der kan benytte det. Jeg har brugt mere tid i blogverdenen end jeg plejer. Jeg har kigget i kirkebøger og rodet lidt i slægten og meget andet.
Jeg er godt tilfreds med min blandede ferie, men glæder mig også til at komme på arbejde i morgen. Aktivitetsniveauet her på bloggen, bliver også normaliseret. Jeg har allerede gearet ned, der er andre ting, jeg gerne vil nå inden hverdagen bryder løs.

14 kommentarer:

  1. Pudsigt som sådan en aktiv, indholdsrig, tilfredsstillende, fantastisk ferie kan få en til at trænge til at komme på arbejde og "slappe" af!
    Nå, det vi trænger til, er nok hverdagens rutiner! Som Dan Turell; Jeg holder mest af hverdage.....

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg kan vældig godt lide mit arbejde, og hverdagen er heller ikke så tosset, men et lille afbræk fra hverdagens rutiner er også rart af og til.

      Slet
  2. Hald da op Pia, alt det du har nået og fået fra hånden i din ferie, jeg bliver jo helt forpustet :-). Tre uger kan sørme hurtig gå, især når du har været i alle ender og kanter af livets skala. Selvom ferien er slut nu, så lyder det til at dy har hygget dig med det, du nu har lavet.:-). Jeg har ikke været så meget på bloggen på det sidste, pga, familie fester, feriebørn, camping ferie og besøg fra Canada i 14 dage, (det var Allans bror, kone og barn som var hjemme til forældrenes guldbryllup):-) God første arbejdsdag i morgen. :-) Kh

    SvarSlet
    Svar
    1. Tre uger er lang tid når man ser frem, men pludselig er det gået. Jeg har udfyldt min ferie med lidt fra hele godteposen, så jeg har intet at klage over.
      Det lyder også som om du har fået fyldt dine dage ud med mange gode ting. Man må jo prioritere hele tiden, og nogle ting får man ikke mulighed for at gøre 'i morgen' så må man jo være der, når tingene sker.
      Tak det var som forventet, men det er også sjovt :-)

      Slet
  3. Tiden flyver jo, når man har det godt, og du da vist har oplevet nok til at fylde fem ugers ferie for mindre aktive mennesker :-)
    God ide at give vores blogadresser til vores fælles fætter - spændende at se, om han/de begynder at følge med i vores respektive liv :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det gør den. En blanding af aktivitet og stille stunder er en god kombination og man må jo selv skabe det liv man helst vil leve, og det lykkedes meget godt :-)

      Hun ville i hvert fald gerne læse hos os begge, og han får nok lidt info den vej :-)

      Slet
  4. Jeg ville have haft brug for mindst 6 uger ferie, hvis jeg skulle have nået det samme som dig :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Nu er det jo ikke et spørgsmål om hvem der når mest :-) Du har helt sikkert også forvaltet din ferie så godt, at den forsvandt hurtigere end du havde forudset.

      Slet
  5. Det lyder som en overvældende ferie. Må din tilbagevenden til arbejdet bekomme dig vel.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ferien var dejlig, men arbejdet bekommer mig også aldeles vel :-)

      Slet
  6. Tiden flyver når man har det sjovt og godt, og det ser det ud til I har haft.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har haft det både godt, sjovt, festligt, stille og fredeligt. Hele paletten er udfyldt :-)

      Slet
  7. Det lyder,som om du kunne trænge til ferie nu oven på al den aktivitet :-)! En alsidig og spændende ferie, må man sige. Held og lykke med at komme ind i hverdagen igen!

    SvarSlet
    Svar
    1. En ferie uden aktivt indhold er ikke ferie :-) Hverdagen er ikke gemt så langt væk, så det er ikke noget problem at komme tilbage til den :-)

      Slet

Alle kommentarer bliver værdsat. Dit fodspor er med til at sætte liv på bloggen :-)