Ferie på Langeland

Vi måtte jo afbestille vores pladsreservation til færgen, til det ellers længe planlagte gensyn med øen, og udskyde det til vi jeg fik ferie. Det var meningen at vi skulle have været hjemme nogle flere dage inden vi tog turen, men igen kom der, via en telefonopringning, noget i vejen, som skulle passes allerede torsdag morgen. Den kommende weekend var for længe siden afsat til familiefest, så langt væk at vi havde bestilt overnatning.
Hvis vi skulle nå Langeland, og det skulle og ville vi. Konkluderede vi med det samme, at vi blev nød til at køre allerede ‘i morgen’. Derfor var der ekstra travlhed for at rede høsten. Vi slog os ned her, og startede med at udforske området til fods.  

Vi gik på jagt efter det første kunsttårn. Det er de gamle transformatortårne der benyttes til formålet. Kunstværkerne er vidt forskellige og meningen er, at de skal udskiftes ca. hvert 3. år.

Vi havde som sædvanlig cyklerne med, men da opholdet blev reduceret med et antal ubestemte dage, tog vi bilen til hjælp allerede næste dag, da vi vist ellers ikke kunne nå øen rundt, hvis det handlede om andet end blot at cykle den igennem. Vi kørte sydover, helt ned til Dovnsklint, hvor vi gik en lille tur. Klinten var nærmest broderer med huller, og svalerne fløj ud og ind, men det lykkedes hverken Allan eller mig at få et eneste billede af svalernes hurtige start og landing.  

Vi kørte hele sydlangeland tyndt og så mange sjove ting. Lidt kommer her og andet bliver gemt til senere. Vi købte frokosten hos den lokale fiskehandler. Allan fik en burger med fiskefrikadelle og jeg fik en med krabber.  
På vores vej rundt på øen, mødte vi pludselig et skilt med adgang forbudt. Vi ville ud og se den lille havn i Dageløkke. Allan sagde, hvad er nu det for noget, og tog farten af, da han så skiltet med adgang forbudt uden grønne støvler. Vi kørte dog igennem. På hver eneste kantpæl, som der var rigtigt mange af, var der sat et skilt med sjove tekster. Jeg tog turen tilbage til fods og læste alle skiltene. Hvad det hele går ud på, har jeg dog ingen ide om. 

Vi travede gennem en stor græskarmark, på en dertil indrettet sti, for at nå ud til Kong Humbles Grav, en kæmpe langdysse. Allans ‘arbejdsskade’ giver masser af motion til os begge, og selvom det er øens største fortidsminde, kan den ikke slå Grønsalen, Grønjægers Høj, var Allans kommentar. Den er nemlig dobbelt så lang.
Vi besøgte også Skovsgård. Det var virkelig en oplevelse, men det kræver et indlæg for sig selv. Her købte vi kaffe og hjemmebagtkage. Blommecrumble med flødeskum. Uhm det var godt.
Med de få dage vi havde til rådighed, kunne vi sagtens nå at se resten af Langeland, så vi smuttede også en tur til Fyn. Hvor vi så den lille havfrue og Anden omkring Svendborg. Vi talte med et par lokale, som fortalte at der kom mange turister og fotograferede disse figurer, som begge er lavet af en lokal kunstner. 

Et par børn morede sig med at fange krabber. Pigens farfar sagde, at hun var skrap til at tage disse krabber. Hun viste mig villigt hvor hun gjorde af dem. Jeg spurgte om de skulle have krabbesuppe. Svaret var nej. De hældte dem ud igen. Farfar synes dog de skulle prøve at lave det en dag, for det havde de slet ikke tænkt på. Den lille københavnerpige, hygger sig med at fange en spandfuld krabber om dagen. Farfar fangede fladfisk. Hele 70 stk. på en dag. Desværre havde Allan ikke sin fiskestang med.  

Vi  spiste vores medbragte mad ved Valdemar Slot. Som absolut også er et besøg værd. Vi sprang dog over denne gang, og nøjedes med at nyde det hele udefra. 
Vi besøgte også Tranekær. Desværre var der ikke åbent til de private gemakker. Det er der nemlig kun to uger om sommeren, og vi vidste godt vi kom for sent, men så måtte vi nøjes med at se det vi kunne.
Det var nu meget begrænset, hvad vi kunne se, da vi ikke gad se museum og heller ikke slotshaven. Vi er mættet af store haver for en tid. Vi fandt medicinhaverne, som udelukkende passes og drives af frivillige, men heller ikke der, orkede vi at gå ind, så vi fortsatte til den gamle sukkerfabrik, som vi var inde og kigge i.
Der var både smykker, kunst og café, men det hele råbte noget til hinanden i den store bygning, selvom det kun var nogle få stuer der var adgang til. Langeland er en attraktiv ø for tyske og hollandske turister. Dem mødte vi rigtigt mange af. Der er også mange cykelcampister fra vort eget lille land og øen er overkommelig at se, selvom man vil se hele øen.
Tilføjelse: Læs mere om Svendborgs hemmelige havfrue her.