onsdag den 12. marts 2014

Nye hverdage og lidt om tiden der bare gik

P1140872Siden jeg fik forbud mod skovture, på grund af problemer med mit ‘bagtøj', har jeg pænt lystret, så længe det gjorde ondt at sidde og ligge. Den første søndag i marts forsvandt det problem som dug for solen. Det skulle selvfølgelig straks udnyttes, med en lang tur i skoven. Jeg var lidt spændt på om jeg fik ødelagt det hele, men det gik godt, og det gør det heldigvis stadig. Jeg behøver ikke mere rende på den kedelige landevej, men kan igen nyde mine skovture. Der er stadig ikke meget grønt i skovbunden. Der er langt mere forår her på matriklen, men pludselig vælter anemonerne op, ganske som de plejer, er jeg sikker på.   
P1140906 P1140907
Det nye arbejde betyder, at jeg tirsdag og fredag kører hjemmefra en time tidligere end de andre dage, men jeg kommer også to timer senere hjem. De to dage når jeg ikke ud at gå de helt lange ture, men allerede første dag, fandt jeg en måde at kompensere for det på, nøjagtig som da jeg arbejdede i Nykøbing. Jeg parkerer et pænt stykke fra kontoret og starter med en lille gåtur både før og efter endt arbejsdag. Byens gader ligger øde hen om morgenen, og resten af dagen sker der vist heller ikke så meget, i Stubbekøbing har jeg hørt.
P1140919 P1140920
Fredag aften var vi til den årlige generalforsamling, hvor jeg sagde ja til endnu et par år som revisor for vores lille grundejerforening og Allan tog et par år mere som suppleant i bestyrelsen. Efter mødet var der hjemmelavede pandekager med is, og vi spillede det sædvanlige bankospil. 
P1140912 P1140913 P1140916
Søndag havde Camilla inviteret til brunch i anledningen af hendes 31 års fødselsdag. Vi lagde hus til. Jeg tilbød at lave en del af det, der skulle laves, men næh, nej, det kunne der overhovedet ikke være tale om. Barnet sagde, det var mere end rigeligt, at vi skulle lægge hus til, med det det indebar. Hun ville komme tidligt om morgenen, medbringende alt det der skulle på bordet, og klare det hele selv. Det var hendes opgave og ikke min, sagde hun. Jeg mente det var nemmere, hvis hun sagde, hvad vi skulle købe ind, så hun P1140918ikke skulle slæbe alt det med til Lolland. Hendes svar var nej, og sådan blev det - næsten. Jeg fik allernådigst lov til at bage nogle boller og lave røræg. Æg, pølser, bacon, pålæg, P1140917leverpostej, juice, ost, frugt osv. osv. slæbte barnet med fra Kbh. i store tasker. Sidste år kørte vi i en frygtelig snestorm for at nå frem til fødselsdagsbarnet, men i år var vejret helt fantastisk, så eftermiddagen tilbragte vi i haven, hvor vi nød solens stråler. 
P1140921Den første purløg er høstet, og inden længe er der også rabarber. Det gode forårsvejr har også fået mig til at hoppe på cyklen, ganske som jeg plejer, når skovstierne er nogenlunde til at køre på. Selvom det er fantastisk vejr, er det stadig så koldt om morgenen, at det kræver både ørevarmere og handsker og en lun jakke. Billedet her til venstere er taget ud over vandet i morges, og samme sted, bare i en anden retning er det nederste med rimfrosten taget.
I eftermiddags hoppede jeg af cyklen for at forevige alle ramsløgene, som er klar til høst og produktion. Det haster dog ikke. Der er tid nok endnu, selvom de første skud er de allerbedste.
P1140924 P1140927
På arbejdet får vi et par gange om året besøg af flere revisorer, og det er flere år siden jeg har fået dem forvænt med hjemmebag til både formiddag og eftermiddag. Jeg vil ikke skuffe nogen, så her eftermiddag/aften, har jeg været i bageriet. Det blev til Malenes æggehvidekage samt en kokoskage med chokoladeglasur. De sidste par uger har været rimelig besat på hjemmefronten, og i morgen skal jeg arbejde ekstra længe. Jeg satser på, at der bliver tid i weekenden til at nå en tur rundt i Blogland, for at se hvad der sker hos jer andre. 

24 kommentarer:

  1. Det er da vist godt nok tidligt, at ramsløgene er der, er det ikke? Men det er selvfølgelig også et fantastisk vejr i år.

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej det er faktisk helt normalt at kunne høste dem nu, hvis altså ikke de er begravet i sne.

      Slet
  2. Skønne billeder! Det er dejligt, at du nu igen kan gå tur i skoven. Jeg synes, at du er fantastisk flittig trods alt det arbejde, der tager så meget af ens tid :-)! Vores ramsløg er stadig kun små spirer, men de får vist for megen skygge og blæst. Rigtig god torsdag!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja det arbejde tager en god bid af den tid der er til rådighed :-) Disse ramsløg få sol så længe træerne ikke har fået blade på, og solen kan både planter og mennesker lide.

      Slet
  3. Jeg går osse og småsparker lidt i bunden af skovene for at se om der ikke snart kommer noget ud af de der små grønne spirer.. det kan ikke vare så længe mere. .

    Det er et dejligt forårsvejr i øjeblikket og jeg kan godt forstå at du nyder det i stor stil. God ide med at parkere et stykke væk fra arbejdet og så gå turen derhen. Det tæller lidt i motionsregnskabet i travle hverdage.

    SvarSlet
    Svar
    1. Spirerne er godt gemt under alle de nedfaldne blade, men pludselig så...
      Det gør det nemlig, og jeg vil gerne have lidt glæde af vejret mens det er, om ikke allerbedst, så næstbedst :-)

      Slet
  4. Jeg kan godt huske, da du fortalte om Jeres kørsel i snestormen sidste år :-) Vejret er sandelig anderledes i år.
    Det glæder mig, at du atter kan gå i skoven, der er garanteret også meget hyggeligere. God idé at lade bilen stå lidt før arbejdspladsen, det burde mange flere gøre.
    En god dag til Jer to.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er meget andeledes :-)
      Skoven er det bedste sted at gå. Der er så dejligt stille og fredeligt og alligevel er der liv, selvom man er der helt alene.
      Man kan sagten tænke lidt ekstra motion ind i en travl hverdag.
      Tak og god weekend til jer.

      Slet
  5. Det er utrolig alt den energi du har, du sprudler jo af overskud, kan godt høre at foråret puster os i nakken :-) det er så dejlig livsbekræftende at læse dit indlæg. Smukke billeder du har Taget. Jeg har også fået job nu, er super glad.... det vil jeg skrive lidt om i et indlæg, senere på måneden, jeg skal lige have alle de løse ender i hus og alt på plads inden jeg lukker det hele ud... men nu ved du det, vi har jo før skrevet sammen om vores job situation :-) Ha´ en rigtig god solskins dag :-) Kh Jette

    SvarSlet
    Svar
    1. Nu skal det bare puste lidt varmere vinde, så vi kan få sået og plantet :-)
      Hvor er det dejligt Jette, at det lykkedes for dig denne gang. Det glæder jeg mig til at læse om.
      Tak. Jeg håber solen vil skinne på dig i morgen :-)

      Slet
  6. Det lyder næsten ligesom her; der er nogle gange for få timer i døgnet... ;) Læste også lige dit forrige indlæg; jeg er også stadig på Tupperware-vognen med lige netop osteboks og bageskål (ikke mindre ned to af slagsen), og så selvfølgelig adskillige eksemplarer af det gode gamle frysesæt. Jeg har også fået gamle ting byttet, og har faktisk noget fra min mor og fra genbrug, som ligger bytteklar.
    Jeg har været heldig at få en masse små pålægsbokse billigt; det har også været demonstratricens eget salg.
    Dejligt det går bedre med "bagtøjet"; er det iskias-nerven, der driller dig? Det gør da nederdrægtig ondt ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Var der flere timer, ville de helt sikker også blive fyldt ud :-)
      Endelig en de også er med på bølgen af tupperware. Jeg syntes ellers, at alle jeg kender i det virkelige liv, har været med på den vogn, men de fleste der har kommenterer siger det modsatte. Det er rørende billigt at købe på den måde vi to har gjort.
      iskiasnerven kan godt drille mig i perioder, men det var ikke den denne gang. Det var alene muskelspændinger, vef at gå for meget i søle og på is- og sneglatte skovstier, og det gjorde faktisk lige så ondt ;-)

      Slet
  7. Hej Pia, det er jo længe siden jeg har fulgt med her i blogland men jeg kan se at du stadig er lige aktiv, dejligt:-) det lyder spændende med dit nye job selv om det har medført mere transporttid..Skønne billeder du har taget, ha en rigtig dejlig dag.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det er længe siden der har været livstegn fra dig, men dejligt at du er tllbage igen :-) På aktivitetsniveauet er der vist ikke de store ændringer her, og der er sket meget i den tid der er gået. Tak og en god weekend til dig.

      Slet
  8. Hvor er det dejligt, at du kan gå foråret i møde uden at få ondt :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Netop med stor vægt på GÅ :-)

      Slet
  9. Herligt at det igen lader sig gøre at gå i skoven - især fordi den snart bliver overdådig. På en anden måde en landevejen,

    SvarSlet
    Svar
    1. Præcis. En frodig og grøn skov, mod en lang og kedelige landevej er langt at foretrække :-)

      Slet
  10. Hej Pia! Malernes æggehvidekage...den kender jeg ikke. Hvor kan jeg mon finde opskriften på den?

    SvarSlet
    Svar
    1. Det ved jeg ikke, udover i min opskriftmappe :-)
      Den er, for mange år siden, kåret af Ude og Hjemme som læsernes bedste bageopskrift. Jeg vil se om jeg kan få lagt opskriften ud på bloggen i den kommende uge.

      Slet
  11. Altså...ikke malernes, men Malenes😋

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er jeg klar over ;-)

      Slet
  12. Nu tror jeg på foråret, efter dit blogindlæg her. Og hvor er det dejligt, at du kan komme ud på ture i skoven igen. Det giver noget ekstra frisk luft til hjernen. Og god ide med at sætte bilen et stykke væk. Jeg synes nu ellers, Stubbekøbing ser meget smuk ud (bortset lige fra den obligatoriske foderstofsilo) - men den del af Sjælland er stadig eksotisk for mig :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Foråret forsvandt her sidst på eftermiddagen, hvor det slog over i regn, men jeg kan se at blomster og buske kan lide det :-)
      Stubbekøbing har gjort meget for byen de sidste par år, for at vende det dårlige rygte det ellers havde fået på sig, men det er stsdig en lille by, nu er den blevet køn igen. Havneområdet halter dog lidt bagud, synes jeg og det er bl,a, der siloen står.
      Du er længere sydpå en Sjælland, Stubbekøbing ligger på Falster ;-) men det bliver det måske bare mere eksotisk af ;-)

      Slet

Alle kommentarer bliver værdsat. Dit fodspor er med til at sætte liv på bloggen :-)