Hurtige handler

Selvom vi jævnligt sorterer ud i gemmerne, har fjernlagrene det med at vokse, sådan nærmest af sig selv. Jeg prøver at køre det princip, at når vi investerer i noget nyt, så må noget andet ud. Af en eller anden årsag, så overlever flere ting alligevel. Det kan der være forskellige grunde til. Her er et par eksempler.
Da vi for nogle år siden købte vores campingvogn, hørte der et splinternyt fortelt med. De tidligere ejere fik kun brugt det 14 dage i Italien. Teltet er så stort, at det snildt rummer 8-10 personer om et bord, så jeg har hele tiden nægtet at være med til at rejse det. Vi købte i stedet et brugt solsejl. Når ret skal være ret, så har vi rejst det to gange, til weekendhygge på grunden i Rødby. Ellers har teltet bare ligget lunt, tørt og godt på loftet, i de år vi har været ejere af det.

Lige inden vi tog på ferie, satte Allan det til salg på DBA. Han havde kun lige lagt annoncen ud, da hans mobil ringede. Et ægtepar ville komme og se på det med det samme. Konen var meget begejstret, men de sagde farvel, og ville ringe tilbage. De nåede dog ikke at køre, før manden kom ind igen og meddelte, at de gerne ville købe det. De spurgte hvor de kunne finde en hæveautomat, men så priviligerede er vi ikke her i omegnen. De blev henvist til byerne 10-20 km herfra. De opgav åbenbart, for senere fik vi en opringning, hvor de spurgte efter et kontonummer, så de kunne overføre pengene og medbringe kvitteringen næste dag, når de hentede teltet. Det hele gik efter planen.
-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Da Allan og jeg i tidernes morgen flyttede sammen i lejlighed, købte vi et spisebord og 6 stole i det modernede teaktræ. Spisebordet forærede vi for mange år siden væk, til en familie, der stod og manglede et, men stolene har stået og fyldt op på vores terrasse, siden vi købte nye for 10 år siden. Jeg ville bare gerne af med de stole, og lod Allan klare den sag. Han satte igen en annonce i DBA, og atter havde han kun lige sendt udgivet, da telefonen ringede. Da Allan fortalte mig at han havde taget billede af fabrikantens mærke i bunden af stolene, spurgte jeg, om han så også havde tjekket prisen på nettet. Det havde han så ikke, men da telefonen ringede for 2. gang, så snart han havde lagt på gik jeg på nettet for at tjekke stolepriser, mens Allan havde travlt med at passe sin telefon.
Heldigvis var det sådan, at den første køber, ville ringe tilbage senere for aftale om afhentning i weekenden. Listen på interesserede købere voksede og mailboksen var der også liv i. Der var ‘kunder’ fra København, Fyn og Jylland. En af kunderne vestfra ville hente stolene allerede samme aften, for at komme først i køen. En anden køber overbød. Næste dag ringede Allan tilbage til den første interesserede, og sagde, at han nu var blevet klar over hvad stolene var værd, og at han havde fået et tilbud, som han selvfølgelig ville give denne køber mulighed for at erhvere dem for også, men det var han ikke interesseret i. Handlen gik derfor til den højstbydende. Han var lykkelig for at blive den nye ejer, for en stund, og vi er lykkelige for at blive af med de stole vi bruger 2 af en gang om året, bare fordi de nu stod der alligevel.
Vi havde faktisk talt om at ringe til et loppemarked for afhentning, men villle lige prøve om vi kunne sælge dem først, for stolene fejler absolut ingenting, men de passer bare ikke sammen med resten af husets møbler.