Uden livrem og seler

Jeg elsker at kaste mig ud i nye oplevelser, men havde jeg vidst, hvad der ventede forude, havde jeg aldrig sagt ja, og jeg var blevet en oplevelse fattigere.
En skindjakke har aldrig sagt mig noget, men Allan har altid drømt om at blive indehaver af en. Da vi var på Rhodos, prøvede hver eneste skindbutik selvfølgelig, som man nu gør på de kanter, at kapre os mig som kunde, men de fik at vide, at jeg ikke kunne overtales. Jeg sagde til dem, at uanset hvor meget de slæbte frem, fik de ikke solgt noget til mig. Så foreslog de pelse, men det er endnu mindre mig. Jeg kunne godt se de var flotte, men ingen får mig i en pels. Indrømmet, det var noget dejligt blødt og lækkert skind, som jeg aldrig har set magen til. De fik mig overtalt til at prøve to jakker, men jeg stod fast på mit. Jeg skulle ikke have noget. Allan fik de overtalt, og han var solgt. Det var jeg sådan set også, bare ved synet af den glæde, der udstrålede sig fra hans ansigt. Jakken klædte ham også godt. Han blev ikke den korte tykke damptromle, han plejede at ligne, når han har prøvet noget herhjemme. 
Jakken var bestemt ikke billig, men Allan er en rigtig krejler, og havde allerede, for at presse prisen endnu mere, fortalt en lille nødløgn, at han ikke havde noget kort at betale med, men kun de kontanter han gik med. Det hele var altså op til mig. Forretningens dankortterminal virkede ikke optimalt, fortalte de. Den kunne finde på at inddrage vores kort, og det ville de ikke udsætte os for, og med den rabat Allan havde tilranet sig, ville de gerne have kontanter, da der med kortbetaling ellers ville gå en måned eller mere før pengene stod på deres konto. Det kender jeg alt til, så jeg vidste, han talte sandt. Derfor foreslog indehaveren, at han fulgte mig ned til en hæveautomat i en af byens banker. Det var nemlig en bestemt bank, vi skulle til, hvis vi ville være sikker på, ikke at blive snydt. Måske var det et lille trick fra deres side, for at holde fast på os som kunder! Allan og jeg havde travet byen tyndt, så vi kunne vel bare gå, når der nu ikke var særlig langt. Hvad jeg ikke vidste var, at jeg skulle sidde bag på mandens scooter. Jo, jo, jeg har da været med til at sidde to på en cykel engang i fordums tid, men at jeg skulle hoppe op bag en vildt fremmed mand, og bare holde fast om maven på ham, havde jeg slet ikke set komme, og det havde Allan heller ikke, men han havde dog nærværelse nok til at hive fotografiapparatet frem, og snuppe et billede, da vi kørte afsted.
Inde i butikken blev Allan beværtet med ouzo, mens han samtidig begyndte at blive en smule bekymret for, om jeg mon i det hele taget kom tilbage igen, fortalte han mig senere. Han vidste nemlig ikke, at indehaveren havde spurgt mig, om jeg kunne tænke mig at se lidt af byen. Han tilbød at køre en lille omvej, for at vise mig nogle små spændende gader, som ikke var nemme at finde, hvis ikke man var stedkendt. Den var jeg selvfølgelig helt med på. Da vi endelig kom tilbage igen, åndede Allan lettet op og kom ud sammen med en anden ekspedient, som selv mente, at han også skulle være med på billedet.
Der var nu ikke noget fordækt over den forretning og deres metode. Vi blev behandlet aldeles godt, og min chauffør kørte kvikt og godt. Den lille rundtur bevirkede, at jeg senere kunne vise Allan de små snoede og kuperede brostensbelagte gader, hvor vi havde kørt på scooter. Havde jeg vidst jeg skulle sidde bag på en scooter, så havde Allan ikke fået ny jakke. Kan I se det for jer! Allan har motorcykelkørekort, og har altid ønsket at vi kunne køre afsted på motorcykel. Jeg har altid nægtet, og derfor har han ingen motorcykel.