søndag den 6. september 2015

På tur til Brunddragene og det tabte land, Saksfjed-Hyllekrog

Brunddragene er fællesbetegnelsen for de to tidligere øer Store og Lille Brunddrag. På Store Brunddrag ligger Lollands højeste klitter på 5 meter.P1080588
Saksfjed er indæmmet havbund. Den 13. november 1872 kom stormfloden, hvor 18.440 ha blev oversvømmet. Tragedien satte gang det største digebyggeri. Et 4 m højt dige over en strækning på 63 km. Historien om inddæmningen og det tabte land kan du læse her. Øen Hyllekrog blev først landfast med Lolland efter en storm i 1951.
P1080578
Saksfjed-Hyllekrog fuglereservat, rangerer meget højt på listen, over de mest populære fugletræksteder i Danmark. Især når det gælder rovfugle. Fuglefolk taler stadig om den 12. oktober 2012, hvor alt gik i rødt. Det var tæt på Danmarksrekord, da 812 røde glenter trak mod syd.
Alene området man skal igennem for at nå derud er enormt. Her græsser økologiske køer. Der findes vildheste og dåvildt.
P1080632
På vej derud passeres en gammel stengård, Lyttesholm, Hvor Allan i sin tid på Amtet som naturplejer, har været ude og sætte nyt indmad op i en storkerede. Længere har vi aldrig været, så det var vores allerførste besøg på de kanter, selvom vi har sommerhusgrund ikke langt derfra.
Falke i massevis fløj hen over hovedet på os. Aldrig har vi set så mange falke på et par timer. Vi så musvåger og hvepsemåger hvepsevåger.
P1080580Vi tog en lille smut derud midt i ugen og gik os en tur, for at se de mange, meget små sommerhuse, der ligger der, og stort set ser ud som de gjorde i 20’erme, da de blev bygget. En spændende historie, som du kan læse mere om her. Fælles for de ca. 50 huse er, at der hverken er indlagt vand eller el. Det er det primitive liv, der leves her. Vandet skal hentes ved stengården, med mindre man bruger alternative løsninger. Det er dog blevet tilladt at installere små solceller, som giver nye muligheder. page
Vi kunne ikke nå mere den dag, så vi ville tage turen igen i dag, søndag. Vi kørte hjemmefra i tørvejr. Jeg havde læst, at der var arrangeret en tur med guide. Det startede allerede kl. 9 så vi kørte hjemmefra en time før. Vi skulle jo helt ud for enden af regnbuen. Det holdt ikke tørvejr under turen derud, og det havde bestemt heller ikke været tørvejr, for holddaop med vand der lå på vejen.  P1080603
Vi sad lidt i bilen. Det samme gjorde guiden, indtil det begyndte at klare lidt op, så steg vi ud og tog regntøjet på, og gik hen og fik lidt information af guiden. Hvis vejret ikke ændrede sig, og der ikke kom andre, ville han forlade stedet tidligere. Det var i orden med os. P1080604
Vores formål var nemlig at gå gennem fuglereservatet, helt ud til Hyllekrog Fyr. En strækning på 3,5 km. Det er hårdt at gå der. Først går man på en meget blød undergrund, der senere bliver til tungt sand. De sidste stykke er mere fast og bedre at gå på. Mens vi gik der fløj digesvalerne nærmest mellem benene på os, mens vi holdt øje med rovfuglene, som vi så nogle stykker af, men det var mest gæs og hejrer og den slags mere almindelige fugle. Dem var der til gengæld også rigtigt mange af. P1080614
Når man er nået ud til fyret, har man mulighed for at gå op i tårnet og se til Rødsand, hvor gråsælerne opholder sig. Nu var udsigtsmulighederne ikke helt optimale i dag. Det blæste en halv pelikan, og vi var glade for der var rækværk rundt om tårnet. Det var nemlig lige før vi skulle have sikkerhedsline på, for ikke at lette og flyve væk.P1080612
Har man mod og kræfter til at gå mere, kan man tage de sidste 2,5 km mellem græssende køer, helt ud til enden af tangen.
P1080642Det blev vi enige om at vi droppede.
Vi vidste jo, at vi skulle samme vej tilbage i strid modvind.
Selvom det er et fladt terræn, så var det i mere end en forstand op ad bakke.
En tur på 12 km i det terræn og vejr, ville være lige i overkanten denne søndag.
De 7 km passede os bedre.

Vi vendte tilbage til guiden, som nu var forsvundet, så vi satte os i bilen og kørte hjemad, men her så vi guiden havde fundet en ny og formentlig bedre plads i en smule læ bag diget. Vi gik derop og fik set både spurvehøg, tårnfalk, jagtfalk og havørne. Både Tårnfalk og havørne kom rimelig tæt på. Alligevel er det ikke nemt at få billeder af dem. P1080620
Sådan forsvandt den søndag, og vi har fået dagens motion og indåndet masser af havluft, og er blevet blæst rigtigt godt igennem, men har ikke haft problemer med at holde varmen. Tværtimod. Når man sidder inde i huset og kigger ud, ser det  koldt og efterårsagtigt ud.

På Fuglefondens hjemmesiden er der meget mere at finde om Saksfjed-Hyllekrog
Mere information findes også her: Lyttesholm Naturcenter

17 kommentarer:

  1. Puha - selv om vi gerne ville have været med, er jeg ikke helt sikker på, at vi ville have syntes godt om at gå 7½ km i det vejr!
    På den anden side ville vi jo gerne have set alle de fugle - men man kan ikke få alt ...
    Engang det er lidt bedre vejr, vil vi gerne inviteres med, hvis I har mod på at gentage turen :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Som jeg lige har skrevet hos dig, så ville turen nok have ser lidt anderledes ud, hvis I var kommer.
      Fuglene kan man se uden at bevæge sig væk fra bilen, og vi tager gerne turen en gang mere, og hvis vi springer turen til fyret over, kan vi jo se noget andet i stedet. Vi må finde en ny dag i nær fremtid.

      Slet
  2. Respekt for jeres udholdenhed. I fik sørme nogle skønne oplevelser til gengæld.
    Meget smuk og speciel natur. Og stengården er rigtig flot.
    Utroligt så mange forskellige fugle i området...Havørne er et fantastisk syn.... men hvepsemåger?

    SvarSlet
    Svar
    1. Det gjorde vi nemlig. Da vi planlagde turen tidligere på ugen, var det jo stadig sol og sommer, men vi var trofaste mod os selv.
      Helt enig. Øh... jeg har fået byttet et V med ed M. Der skulle stå hvepseVåger. Det er nu rettet.

      Slet
  3. Det var sjovt at se de små fugle var så 'nærgående'
    Historien om hele området er virkelig spændende.
    Sådan et sommerhus kunne vi også godt nøjes med, men loven kræver noget helt andet, så det er endnu sjovere, når loven her nærmest kræver det modsatte. Velbekomme :-)

    SvarSlet
  4. Pyha, jeg bliver helt udmattet af at læse om den tur i sådan et vejr. Vind er slemt, vind + regn er mere end dobbelt så slemt. Men der er godt nok meget at se, når man vover sig af sted.
    Det virkelig flotte gods på det første billede - var det bare et, I kørte forbi på vejen? Symmetrien er jo helt perfekt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Heldigvis holdt det op med at regne, så det var stort set tørvejr på hele turen, men 5-6 timer i den blæst gjorde os dejlig trætte. Det er dejligt at komme ud i naturen.
      Det er Lungholm Gods, som vi passerer for at komme derud. Det er et meget smukt gods, som ejer det meste af jorden i området.

      Slet
  5. Sikken tur I har været på. Både en tur op i fyrtårnet for at se gråsæler og muligheden for at se ørne kunne jeg godt tænke mig at kopiere. En gang :-) Så små sommerhuse har jeg set en gang oppe på Nordfyn. De stod endda på lejet grund.

    SvarSlet
    Svar
    1. Der er så smukt ved fyret, og det er turen værd. Der er bænke og borde, så man kan spise sin medbragte mad. Vi kunne ikke få øje på sælerne. Vil man være sikker på det skal man tage på en sæltur til Rødsand, som vi havde meldt os til for en tid siden, men da blæste det også, så de aflyste. Når den gang kommer går jeg gerne med dig, hvis du ikke kan lokke Gemalen og Donnaen med ;-)
      De er så nysselige de små huse. Jeg kan ikke forstå hvorfor kommunerne kræver at et sommerhus i dag skal være på utallige kvadratmeter. Det er årsagen til vi ikke har bygget på vores sommerhusgrund. Vi har hus og have nok.

      Slet
  6. Det er da noget af en tur I har været af sted på, det lyder som om hvert skridt burde tælle dobbelt.. :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var en god tur. Faktisk var vi overrasket over at tilbageturen føltes meget kortere hjem end udturen. Skridtene burde absolut tælle dobbelt :-)

      Slet
  7. Sikken en tur og sikken et fantastisk område. Det lyder meget spændende og temmeligt utæmmet for Danmark. Og det giver jo de bedste muligheder for et godt dyreliv. Spændende at være med på tur, tak.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er faktisk ikke så specielt for Danmark, som mange af os måske går og tror. Vi har flere af de steder i det gamle Storstrøms Amt. I dag er de menneskelige naturplejemedarbejdere udskiftet med diverse dyr, der afgræsser områderne, men de, bliver også plejet, slået og brændt af, arealerne altså, af mennesker, for at holde brombær hyben og den slags nede. Der er grænser for hvad dyrene æder, men de gør et godt stykke arbejde.
      Velbekomme. Jeg tager dig gerne med på tur en anden gang :-)

      Slet
  8. Din dejlige beskrivelse om et lokalområde - Lolland - Minder mig om hvor lidt jeg har beskæftigede mig med det område jeg bor i. Mine børn ved mere end jeg, da de har fået det ind i folkeskolen.
    Jeg har aldrig lagt fokus på ting, har i stedet for bemærket menneskene der bevæger sig der hvor jeg er, set dem, lyttet, og mærket. Måske skulle jeg prøve at slå synssansen ud, se bygninger, terræn etc. Måske kan det være med til at give mig mere indre ro :-)
    Det kommer på min liste over ting jeg vil afprøve. Og endnu engang tak for turen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Vi elsker bare at bevæge os rundt ude i naturen, og det uanset om vi er hjemme eller på ferie. Jeg bruger helst ikke tid i en bil, hvis det kan undgås. Det kan det så ikke altid, hvis man vil opleve andet end baghaven :-)
      At se, lytte og være til stede sammen med mennesker er bestemt også en god egenskab at have, men det ene forhindrer jo ikke nødvendigvis det andet. Nogle gange kan det i hvert fald godt forenes. Der er ikke noget der giver mere indre ro, end at være ude i haven eller naturen. Det er balsam for sjælen.
      Det synes jeg lyder som en rigtig god ide :-) Velbekomme

      Slet
  9. Tak for turen. Spændende. Jeg tror jeg tog et billede af tangen fra et Spies-fly i 1983 på vejen hjem fra Rom.

    SvarSlet
    Svar
    1. Velbekomme. Det kan meget vel passe. Vi kigger jævnligt ned til os selv, når vi er på vej hjem, hvor vi når turen har været lang, eller det bliver alt for sent, ville ønske vi kunne hoppe af.

      Slet

Alle kommentarer bliver værdsat. Dit fodspor er med til at sætte liv på bloggen :-)