ABC: Livstestamente

I denne uge er ABC Scandinavia nået til bogstavet L, og jeg har besluttet, at det bliver mit sidste bidrag til denne leg. De fleste af bidragene vil komme hen ad vejen alligevel, men jeg slipper for at hænge i en, til tider, stram snor. Jeg bliver en friere fugl, og det har jeg det vældig fint med.
Det etiske, livet, døden og alt det der er mellem himmel og jord har altid interesseret mig meget og jeg har aldrig lagt skjul på hvad mine ønsker var, hvis jeg en dag skulle komme i den situation, at jeg ikke selv kunne udtrykke mig. Det har til tider været et varmt emne mellem Allan og jeg. Jeg mente, han burde respektere mit ønske, men han ville beholde mig så længe som muligt og bevare håbet og troen på, at miraklernes tid ikke var forbi. Det er mange år siden, jeg skrev mit eget livstestamente, og betalte med den tids øjne, og vores budget, mange penge, for at blive registreret i kartoteket, så det kom i den grad bag på mig, da Lene fortalte, at man  ikke skal regne med de tjekker kartoteket. Hvad er det så til for alt sammen!

Jeg meldte mig som organdonor. Det eneste jeg ikke ville have de tog fra mig, var mine hornhinder, fordi jeg ikke kunne lide tanken om, at de skulle pille i mine øjne. Ironisk nok, måtte jeg nogle år senere igennem en øjenoperation, hvor de skulle pille øjet ud, skrabe, rense og sætte det på plads igen. Nu kan de bare tage hvad de kan bruge, selvom jeg må tilstå, at jeg ikke har fået ændret det i registeret. Hvem kan også bruge et dårligt øje!  
Jeg har også skrevet Min Sidste Vilje. Ikke at den skal følges til punkt og prikke, bortset fra, at det er meget vigtigt for mig, at jeg ikke får et gravsted med sten eller navneplade. Jeg vil sættes i jorden helt anonymt, på en stor grøn plæne. Stedet er fuldstændig underordnet, men det er ikke alle steder det er muligt. Det var det bl.a. ikke i den kirke vi tilhører. For at det skulle blive muligt, skulle menighedsrådet og præsten have en ansøgning. Det skulle med på diverse møder, for til sidst at blive godkendt af provstiudvalget og til sidst Provsten. Et par år senere modtog jeg et brev om, at nu var det etableret, og jeg kunne komme og se pladsen. Min sidste rejse behøver ikke at stille de efterladte med en masse uafklarede spørgsmål.
I dag respekterer Allan mine ønsker. Selv har han dog ikke taget stilling. For sjovt nok, når vi når til ham, så er han ligeglad. Han ved jo alligevel ikke hvad der sker, sige han, så det kan være fuldstændig ligegyldigt. Han ved dog, at det bliver på samme måde, som jeg ønsker for mig selv, hvis jeg skal have noget med det at gøre. Altså med mindre han en dag ønsker noget helt andet. 
Har du taget stilling som organdonor, eller fået nedfældet, eller fortalt dine ønsker til dine nærmeste!