Forår i luften

I fredags tog vi til møde, medbringende hver en pakke til aftenens banko. Vi kom hjem med et helt lager. Syv gevinster blev det til. Jeg plejer aldrig at vinde noget. Allan har dog som regel en ting eller to med hjem. Jeg selv løb med hovedgevinsten, som var en bog om lokalhistorie. Den er vi meget glade for.
Lørdag var vi i haven. Jeg fjernede visne blomster, grene og blade, mens Allan prøvede at få lavet platformen til det drivhus, vi har købt. Ind imellem kaldte han, når rammen skulle flyttes, og der skulle holdes i den anden ende af målebåndet. Han kunne ikke få rammen i  vinkel. Han opgav, og sagde, jeg kommer vist til at ringe til Mads. Det var alligevel også næsten blevet spisetid, så vi skulle have fremtryllet lidt aftensmad, og skyndte os at få ryddet op efter os.







 



















Søndag morgen var Allan helt opgivende over det drivhus, som han havde forestillet sig, han kunne have klaret i en håndevending. Jeg ringede til Mads og sagde, at vi havde brug for hans hjælp, fordi hans far næsten helt havde tabt modet. Mads havde heldigvis ingen planer, så han kom cyklende, og i løbet af et øjeblik, var det på plads. Allan nævnte, at hans bremsekabel på cyklen trængte til at blive justeret, det røg Mads ombord i, mens Allan støbte omkring soklen til drivhuset. Mads siger, mor, din cykelkæde kunne da godt trænge til at blive renset. Jamen værsgo, hellere end gerne. Det knaser også gevaldigt, når jeg træder pedalerne rundt og det går i det hele taget noget stramt. Min cykel kører jo mere på skovstier, grus- og markveje end på landevejen. Jeg gik ind og smurte os et par madder, som vi nød ude i haven.
Jeg vaskede cyklen, mens Mads rensede og smurte kæden i kædesavsolie. Tandhjulene gav han en omgang med stålbørsten. Han samlede det hele igen og sagde, nu ender det måske med at cyklen kører fra dig. Prøv lige at tage en tur, og se om du kan følge med. Hold da op, det var en fornøjelse. Jeg fik helt lyst til at stikke af fra det hele, og tage på en lang cykeltur.
For lang tid siden, havde Allan nævnt for Mads, at ruden i den gamle bil ikke kunne køre op og ned, men det hastede ikke på det tidspunkt, det var jo vinter og koldt. Det kom Mads i tanke om, og spurgte om de to ikke lige skulle kigge på det med det samme. Det var en god idé, sagde Allan, så Mads pillede beklædningen af bilen, og fik hurtigt fikset det også. I samme åndedrag opdagde han, at dørstopperen på bildøren sad løst. Det ville i værste fald betyde, at bildøren kunne lukke helt op og ramme forskærmen, hvis ikke det var blevet opdaget. Vi fik en tår kaffe med lidt hjemmebag fra fryseren, takkede for hjælpen, og spurgte om vi kunne betale tilbage med noget arbejde en anden dag. Det kunne vi måske nok, men det er vist mig, der skal betale af en tid endnu, sagde Mads.
Da jeg mødte denne vej i morges, syntes jeg altså det var synd for min nyvaskede og nysmurte cykel, så jeg hoppede af og lod det gå ud over mine støvler i stedet.
Jeg tog først billedet ved 17 tiden, da jeg cyklede hjem, og da havde solen allerede tørret en hel del på det i løbet af dagen. Atter lod jeg det dog gå ud over støvlerne, mens jeg tog et billede af dette års grønne tæppe af ramsløg, og prøvesmagte de nye skud.