Tidens Samling, museumsbesøg i Odense

Man ved aldrig helt hvordan Allans knæ har det. De knæ er absolut utilregnelige. Nogle gange kan de 15.000 til 20.000 skridt om dagen i hver eneste dag, uden det mindste problem af nogen slags. Andre gange er det helt tosset, uden at han behøver at foretage sig noget som helst. Uanset hvordan de knæ har det, så er det både godt og sundt at få dem brugt. Det skader ingen steder, hverken at gå eller cykle. Faktisk er det både god og nødvendig træning for ikke at forværre tilstanden. Han må bare ikke overanstrenge sig, men hvornår er det lige man gør det, når man ikke kan få en rettesnor at gå efter? Det er det helt store spørgsmål, ingen kan svare os på.
Planen var at vandre meget, meget mere, og der skal ellers rigtigt meget til før Allan opgiver, men her måtte han kaste håndklædet i ringen. Vi måtte tage bilen til hjælp, og finde på noget andet at udfylde dagene med også, så i Munkebo nøjedes vi med at gå op ad Munkebo bakke, som ligger 58 meter over havet. Derfra tog vi turen op i tårnet, hvor der er en smuk udsigt hele vejen rundt, inden vi fortsatte til Odense.
Jeg havde adressen på Tidens Samling, men OM vi kunne finde det. Vi blev ved med at traske rundt i de samme små smøger og stræder i det enorme bygningskompleks af Brandts gamle Klædefabrik. Allan mente, det måtte være bygningerne i sig selv, der var museet, men jeg vidste, der var et museum og vi fandt det også til sidst.

Tv-serien 'Badehotellet' har lånt badetøj fra dette museum til tv-optagelserne.

Museet indeholder små møblerede stuer, samt andre sjove ting og sager, for hvert årti i perioden fra 1910 til 1980. Det er tilladt at røre ved alt. Man må åbne skuffer sidde i møblerne. Prøve tøj og lytte til musikken. Man må læse i alle de mange bøger og blade, skolebøger, håndarbejdsbøger og billedalbum, der befinder sig der. Her er masser af nostalgi. Man kan ikke undgå at drømme sig tilbage til sin egen barndom og til sine bedsteforældres stuer og såmænd også ‘bare’ til da ens egne børn var små. 

Museet indeholder også altid en særudstilling, der sætter fokus på emner og design fra det 20. århundrede. Vi så udstillingen “Klæder Skaber Børn”. Det var en rigtig fin udstilling. 
Der var også montrefyldt med konfirmationsgaver op gennem tiden. Øverst ses et udsnit af gaverne til pigerne. Konfirmationscykler ophørte man med at give i 50’erne, stod der. Det vidste mine forældre åbenbart ikke, for det fik jeg så sent som i 1969. Jeg var faktisk ret glad for den cykel, og havde glæde af den helt op i mit voksne liv.












Her ser man et udsnit af gaverne til drengene. Vi faldt især over at det var meget normalt at drengene fik både piber, lightere, cigaretter og andet tobak.
Selvom det er et forholdsvis lille museum, så er der meget mere at se, end det jeg viser her. I etagerne under var der også arbejdende værksteder, (hvad de så end laver der) hvor jeg tror, man normalt vil kunne kigge ind, men der var ferielukket. Det var også godt det samme, for vores p-tid var ved at udløbe.