Frem i lyset

Nu får I historien om hvorfor vi fik et par feriedage på Bromølle Kro. Allan er blevet en meget vigtig og eftertragtet person i GN og kendt helt i Boston. Han skulle bl.a. til et af sine mange besøg hos GN, så vi slog flere fluer med et smæk. Jeg har før været med ham derinde, og overværet de spændende test. Der er stor sikkerhed, og ingen kommer ind uden at være indskrevet, hvorefter vi får udleveret navneskilt, og bliver hentet i receptionen. Intet foregår på egen hånd.
Jeg skulle med, fordi Allan ikke turde tage ansvaret alene for vort andet projekt, som var årsagen til det hele. Vi har virkelig været sat på en opgave her i huset. Vi var tæt på at måtte opgive. Allerede da jeg skrev denne historie, begyndte vi jagten på rammer. Vi startede selvfølgelig hos de almindelig glarmestre, men det lå udenfor deres speciale. Der skulle en snedker til. Derfor har vi været i by og på land. Vi drog endda til Jylland, fordi vi vidste at snedkeren der kunne lave alt. Det kunne han så faktisk også godt, men han sagde, at det ville blive så dyrt, at vi ikke ville kunne betale. Det ville koste flere tusinde kroner for en lille bitte ramme. I øvrigt havde han altså slet heller ikke tid, hvis vi trods alt insisterede. Vi fortsatte jagten. Allan har ledt på nettet, og ringet rundt, men nej, det var ikke noget, nogen som helst beskæftigede sig med i lille Danmark. Vi skulle nok til Italien, fik vi at vide. Tænk, hvis de billeder skulle lide samme skæbne hos mig, som de har gjort hos både min mormor og min mor. Det skulle nødigt ske, når nu jeg har haft så meget imod, at de bare lå gemt væk i næsten 100 år. Vi syntes vi havde spurgt alle vi kendte, og havde fået mange gode forslag, men desværre var de bare ikke gode nok. En dag tog jeg træarbejderne med på arbejde, viste chefen dem, og spurgte ham, om han i sit netværk kunne finde frem til et sted, hvor vi kunne få fat i nogle rammer. Chefen gjorde et ihærdigt forsøg, og jeg kom hjem med et par adresser. Allan blev igen sat på opgaven med at ringe og forespørge. En samtale gav umiddelbart bingo, men rammehåndværkeren har ikke lørdagsåbent. Det viste sig så også, at deres lager lå langt derfra, og de kom der ikke hver dag. Vi ville heller ikke kunne komme der. Vi gav derfor dem fuldmagt til, at de på vores vegne, kunne finde to ens rammer, efter vores udtalte ønsker. Der er fotograferet rammer, mailet fram og tilbage, for at spare os mig for at bruge endnu en fridag på den konto.
Nu har Allan igen været i Kbh. for at hente billederne hjem. Ens kunne de desværre ikke blive, men jeg syntes de matcher hinanden godt. Billigt var det bestemt heller ikke med montering og hele molevitten. Hvem pokker vil gerne betale 1.000,- kr, for sådan to små billedrammer, der ikke måler mere end 16 og 20 cm hvor de er bredest! Det vil jeg - alene fordi det håndværk ikke skulle lide samme skæbne hos mig, som hos de to foregående generationer. Nu skal jeg bare have skrevet en lille historie bag på, og så skal vi finde en plads til dem, så de endelig kan komme op at hænge og frem i lyset.