fredag den 10. maj 2013

Velvære på stribe i Kr. Himmelfartsferien

Jeg elsker naturen, og det dyreliv der er derude, men fuglene behøver ikke danne kor allerede kl 4 foran soveværelsesvinduet. Sådan er det konsekvent fra nu og til de flyver sydpå igen. Vi har aldrig haft svaler her, men det har vi i år og de er ret støjende. Svaler
Der er mange former for velvære. Hele torsdagen blev brugt i haven og på oprydning i brændeskur og værksted. Jeg synes det giver sådan en god følelse at få ryddet op. P1100023
P1100022Allan er aldrig helt enig. Om jeg begriber hvor alt det skidt kommer fra, som han får stablet op i løbet af vinteren, hvert eneste år. Jeg mistænker ham, eller jeg ved, at han slæber noget med hjem alle vegne fra. Sjovt nok har han aldrig noget der skal kasseres, før jeg tager det stykke for stykke og konfronterer ham med det. Der er også dukket ting frem han skal bruge, men ikke kunne finde i roderiet, så jeg har en glad mand.

Nu er det bestemt ikke fordi vi ikke har wellness-udbydere her på egnen, men der kunne gavekortet bare ikke benyttes. Når man så samtidig vil have en akuttid, så indskrænker udbyderne sig. Vi måtte helt til Allure i Slagelse, hvor de havde en ledig tid fra morgenstunden. Så allerede 7.15 dampede vi hjemmefra. Jeg fik kropsmassage fra fod til hovedbund. Jeg fik lagt en ansigtsmaske, og nød at blive nusset om hele den time det varede inden vi satte kursen østpå.
P1100030 P1100041
Den campingtur, der ikke blev til noget, havde vi planlagt skulle gå til Sorø, hvor vi ville cykle rundt om søen. Når nu vi var på de kanter alligevel, kørte vi dertil og parkerede bilen og gik en god tur. Det blev middag og vi fik lidt at spise hos Valencia, hvor også denne guldcykel stod parkeret. Mens vi sad ventede på vores mad, talte vi om cyklen mon var til salg, eller til pynt, da der kom en mand og låste den op og cyklede væk.
P1100073 P1100077
Efter at have nydt en lækker sandwich. En bøf til Allan og en laks til mig, gik vi en tur på Sorø Akademi. Et kæmpe område, hvor vi godt kunne bruge mere tid. Der var noget smukkere på den side af søen, end der hvor vi gik den lange tur i fint vejr, læ og solskin, men her blæste det gevaldigt, og der var ikke meget varme i luften.
P1100134  P1100084 
Vi kørte lidt rundt på de meget små krogede veje, og så lidt på det bakkede landskab og de grønne marker, eller gule arealer med mælkebøtter og bemærkede, at her på sydhavsøerne er vi et par dage længere fremme. Her står den gule raps og blomstrer i fuld flor. Nordpå er den først lige begyndt at blomstre. P1100140Vi mødte nogle sjove navne på byskiltene og var både i Dævidsrød og en tur i Grøften, inden vi satte kursen mod Næstved.
P1100136
Jeg havde læst om Fodsporet, som har kostet 48 mio. kr. Det ville jeg gerne se en bid af og faktisk også gerne cykle der en dag. Fordi  turen går igennem det smukkeste landskab, hvor man bl.a. også kommer over Susåen. Jeg havde bare ikke fået sat mig ind i hvor det egentligt lå, så vi kom ikke forbi. Allan havde aldrig hørt om projektet. Dvs. vi så da et par skilte på udturen, men der havde vi jo ikke tid. I stedet vidste Allan fra sin tid som naturplejer, at man kunne komme helt tæt på Susåen ved Holløse. I øvrigt også et smukt bakket landskab. Da vi ankom var vi så heldige at der kom en hele stribe kanofolk med jævne mellemrum, så det stod vi og kiggede en del på.
Susåen Susåen   
Da vi nåede Næstved ret sent på eftermiddagen trængte vi til en tår kaffe. Allan fik sin kaffe og kage, jeg ”nøjedes” med en Caffe Latte på Café Vivaldi.
P1100163 P1100165
Da vi nåede matriklen havde vi været på farten 11 timer, og trætheden var begyndt at melde sig ovenpå alt den friske luft, samt ikke mindst massagen for mit vedkommende. Sådan noget bliver man nemlig godt træt af, på den gode måde altså.

23 kommentarer:

  1. Ja, problemet med at smide ud er jo at man kommer i tanke om de ting, man kunne have brugt - når de er røget. Men så må man jo eventuelt gøre det i to omgange.

    Jeg aner ikke hvorfor det morer mig at læse om Allure og den gode tur i himmelfartsferien, men sådan er det somme tider, fx. bliver jeg nysgerrig efter at høre, hvordan der er på Æbelø (et andet indlæg) og jeg vidste ikke at man kan gå en længere tur rundt om Sorø Sø. Det er rart at høre at der er nogen gode oplevelser rundt omkring. :)

    Jeg vidste godt at "Sydhavsøerne" er lidt længere fremme - forskellen er nok til at det var her man begyndte med sukkerroer, som kan være lidt sarte. Jeg ville gerne køre en tur igennem Tyskland (men det koster jo en formue i dag) bare for at se kirsebærtræerne blomstre lidt tidligere, så snart man er et par hundrede kilometer syd for Hamborg. :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er rigtigt, men vi har tit gemt og gemt i mange år, og når vi så står og skal bruge det, så er det ikke pænt eller godt nok, og vi køber alligevel nyt. Der bliver også gemt tvivlere til næste oprydningsdag.
      Det er da kun dejligt at du morer dig, og måske også bliver lidt klogere. Begge dele er der rig mulighed for i dette blogunivers.
      Det pudsige er at selvom vi er længere fremme på dette område, så er det altid Fyn og Sønderjylland der starter på frø- og kornhøsten først. Det har vist noget med jordforhold at gøre. Færgebilletten til Tyskland er vist det dyreste, selvfølgelig afhængig af hvor stor en brændstofsluger bilen er, men det er en lang tur.

      Slet
    2. Ja, gode muligheder i dette blog-univers :)

      Slet
  2. Vores fugle er lige så uopdragne som jeres.. :-)
    Skøn tur I var på, der er så dejligt omkring Sorø. :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Er de virkelig :-)
      Det var en fin tur, og så fik vi set det i denne weekend alligevel, camping eller ej :-)

      Slet
  3. Jeg elsker når fuglene synger, også selv om det er tidligt om morgenen, det varer i så kort tid. Skøn tur i har været på, lidt selvforkælelse er ikke så dårligt. :-D

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg kan nu også godt lide det, med mindre de holder party, og det gør de af og til, så er det lige i overkanten, når hundredvis af stære synger i flok, samt alle de andre pipper løs med hver deres næb, mens svalerne skræpper endnu højere. Synes du virkelig det er en kort tid med fuglesang? Vi har da fuglesang året rundt, dog i lidt mindre omfang, men det er der altid, og jeg nyder det også for det meste :-)

      Slet
  4. Pia , tror ikke din kære mand adskiller sig væsentligt fra min, bortset fra jeg ikke må rydde op i vores haveskur , jeg må heller ikke komme i vores urtehave, ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det gør han måske ikke :-) Jeg må gerne rydde op. Jeg må bare ikke smide noget ud :-)
      Stakkels dig, så må Ipsen hente persillen selv :-)

      Slet
  5. Det værste ved svaler er ikke 'støjen', men det svineri, de kan lave under rederne.
    Det lyder som en god og oplevelsesrig tur, I har haft ... men jeg synes altså, at der er flere sjove navne på Lolland-Falster end på Sjælland (måske lige med undtagelse af Ornebjerg) :-D - tror du ikke det er fordi, de er nye for os hver især, de virker så komiske?

    SvarSlet
    Svar
    1. Foreløbig nøjes vi med støjen. Vi håber de bygger et andet sted :-) På arbejdet er hele den store bygning overbroderet med svalereder, og har været det i alle de år jeg har været der, så jeg kender godt til svineriet. "vi" har prøvet alverdens for at holde dem væk, det er ikke lykkedes.
      Vi har da ingen mærkelige navne her på øen, hvor får du dog det fra ;-) Sjælland derimod Sengeløse, Benløse, Babberup og Bøsserup og..... Nej selvfølgelig er det fordi de er nye for os, vi synes de er mærkelige. Der er mærkelige navne overalt, men man tænker bare ikke over det, når vi bor midt i dem. I Aabenraa ligger Styrtom, på Fur ligger P..hede, ja jeg skriver det altså ikke :-) og på Falster Brændte Ege.

      Slet
  6. Jeg ææælsker fugle, men har det ligesom dig; bare de dog ku' knytte næbbet så tidligt om morgenen! ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. De må såmænd gerne pippe og synge ganske almindeligt. Det er kun når de bliver højrystede de irriterer mig :-)

      Slet
  7. Vi har også morgenfriske fugle, som vækker os alt for tidligt. Og så har vi svaler ude i vognporten. De kan høres helt ind i køkkenet, selvom dørene er lukket.
    Dejlig tur I har været på - men 11 timer kræver sandelig sin mand/kvinde. Kan godt forstå, at Allan ser noget træt ud ved synet af sin bøg :-)
    God søndag.

    SvarSlet
    Svar
    1. Findes der mon fugle der ikke er morgenfriske :-) Det er nemlig svaler der er utroligt støjende. To stk. og der kan være en larm, så man tror der er hundrede fugle.
      Nu var nogle af timerne jo i bil, og faktisk tror jeg ikke trætheden har meldt sig på dette billede. Allan er travlt optaget af sit nye kamera :-)
      Tak og god aften og uge :-)

      Slet
  8. Det lyder til, at I har haft en lang og oplevelsesrig tur med en fin beskrivelse og dejlige billeder til følge. Tak for det.
    Heldigvis har vi ingen svaler tilknyttet matriklen, men foruden diverse småfugle, som jeg nyder, så har vi skader med rede og det hele.
    De behøver ikke at være her, men det er svært at overbevise dem om :-)!
    God mandag!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var en fin tur og velbekomme :-)
      Skader er ikke vellidt ret mange steder. Har de slået sig ned kommer de igen. Fjerner man et par kommer der i stedet 2 par. De er forholdsvis sjældne her på øen og det er vist udmærket :-)

      Slet
  9. Ovenstående kommentar er min, men jeg var ikke opmærksom på, at sønnike, som var hjemme i weekenden, havde været inde over :-)!

    SvarSlet
    Svar
    1. Okay. Inde med egen profil så uden at logge af, kan jeg se :-)

      Slet
  10. Hvis du har lidt "smid-ud" til salg, er jeg gerne aftager. Sorø er dejlig og man kan få sig en fin gåtur langs søen. Mon de sælger Kinderæg i Kindertofte?

    SvarSlet
    Svar
    1. Det holder rigtigt hårdt at kassere noget her, og det indbefatter papkasser og andet ubrugeligt. Inden det ryger på forbrændingen har Mads også set på det, og hvis ikke han kan bruge eller reparere det, så vil jeg påstå at ingen kan.
      Der røg dog en kasse køkkenting til de lokale lopper. Der skulle være ringet for flere måneder siden. Jeg skal prøve at huske dig, hvis der dukker noget "nyt smid-ud" op.

      Sorø Sø er et fint sted at gå.
      Faktisk tror jeg ikke de sælger ret meget, om noget, i det hele taget i Kindertofte :-)

      Slet

Alle kommentarer bliver værdsat. Dit fodspor er med til at sætte liv på bloggen :-)