Vi mødtes på trappen for 40 år siden

Jeg har, både i barndommen og hele mit voksne liv, altid været utrolig glad for mit hjem og har aldrig haft, og har stadig ikke, den store trang til at forlade det. Det betyder ikke at jeg murede mig inde. Jeg havde både legekammerater og veninder, men jeg trivedes også utroligt godt i mit eget selskab. Hellere eget selskab end større grupper. Det har aldrig tiltrukket mig. Jeg ville helst være fri massesammenkomster som juletræsfest, skolebal og lignende. Jeg ville hellere sidde hjemme og strikke, sy, læse, lægge kabaler og den slags. Far sagde somme tider, at vi var nogle underlige børn, der aldrig ville nogen steder, og sådan forholdt det sig stadig, da jeg var 17 og mine søskende 15 og 13. 
Far har aldrig skældt os unger ud, det lod han mor klare. Selvom vi selvfølgelig godt kunne høre, hvornår vi blev ham for meget med vores tøsefnidder. I foråret 1973 røg det ud af munden på far ‘Det er kraftedeme ikke normalt, at så’n  3 store tøser sidder hjemme hver eneste aften, weekend efter weekend. I skal da ud og more jer som alle andre unge mennesker’. Vores svar var det sædvanlige. ´”D´ da ik´ no´e ve.’
Resultatet blev, at jeg i provokation midt i det hele, sagde til søster. Fint så tager vi da i Vesterskoven ca. 30 km væk næste weekend. Lillesøster måtte blive hjemme. Så var mor der straks. Hvordan vil I komme derover? Sikkert i håb om at vi opgav det hele, at dømme efter hendes ansigtsudtryk. Cykle selvfølgelig, det skulle vi jo altid når vi skulle noget. 10 km til toget, og så ellers gå de sidste par km.
Jeg husker ikke om søster og svoger fandt hinanden allerede samme aften, men vi tog i hvert fald afsted nogle weekender, og pludselig en dag, stod Allan der på trappen i Vesterskoven og spærrede mig vejen. Jeg måtte ikke komme forbi, hvis ikke jeg ville danse med ham. Det mente jeg nu ikke han skulle bestemme, men jeg lod mig dog overtale. Han virkede jo meget sød. Allan ville gerne have min adresse og køre mig hjem, men han blev lagt lidt på is. En dag var det tidlige morgentog taget ud af køreplanen, så fik Allan lov at være chauffør, men kun til stationen i Sakskøbing, hvor vores cykler holdt så vi kunne køre de sidste 10 km til Kalø. Cyklerne kunne vi jo ikke undvære. Nu vidste han hvilken by jeg boede i, så dagen efter snusede han selvfølgelig rundt i Kalø i håbet om at finde mig. Det lykkedes ikke.
Til sidst kapitulerede jeg og så behøvede ingen af os jo dette byræs mere. Det betød at i stedet for at være 5 pesoner derhjemme blev vi nu pludselig 7 personer fire gange om ugen. Det var nemlig på det tidspunkt, der var den berømte benzinkrise, hvor man ikke måtte køre bil i weekenden, så Allan og svoger kom trofast hver fredag aften og kørte først over midnat søndag, så der var mange munde at mætte i det lille  hjem. Et besøg midt i ugen måtte der jo også til. Det var kun Allan der havde bil og kørekort. Vi andre tre var ikke gamle nok. Far nød at der endelig var kommet mandfolk i huset, og som I kan læse behøver det jo ikke tage så lang tid. Fars bekymringer om at vi skulle blive gammeljomfruer holdt altså ikke. Vi blev alle 4 gift ved et dobbeltbryllup den 14. maj 1977. Alle fire har også lige kunne fejre 36 års bryllupsdag. 
Da jeg fortalte Allan at jeg ville skrive om et indlæg om vores første møde, sagde han. Jeg husker tydeligt det tøj du havde på. Gør du?  Ja, og efter hans forklaring gik jeg i gemmerne, og fandt dette billede. Det er dog taget på et bjerg i Schweiz med den evige sne i baggrunden, som var en vældig stor oplevelse dengang. Vores ferie var allerede bestilt for længe siden via et rejseselskab, så Allan havde ingen mulighed for at komme med, hvad han ellers meget gerne ville.   
Vesterkoven var det hotteste sted at mødes. Der var fest for både de unge og de gamle i forskellige lokaler. I dag er Vesterskoven omdannet til Danhostel og har stadig Nyk. F. Zoo som genbo. Der holdes atter fester i Vesterskoven, som da vi var unge, men vi nøjes med minderne fra dengang.