Æggene og guldringen

Vi kører altid ned på gården, og køber vores æg. Der får vi nemlig de mest friske æg, man overhovedet kan tænke sig. Hønsene går frit omkring og får en masse grøntfoder, og det kan ses på æggeblommerne, som har en meget flot gul farve. Så gul, at vanilleisen ikke er hvid, men helt gul, især her i sommerhalvåret, hvor der også er masser af grønt i hønsegården. Æggene er store, og tit er der to blommer i et æg. Billedet af hønsene, er fra min søsters mere beskedne hønsehold, som der bliver kræset rigtigt meget om. Det er ikke kun køkkenaffaldet de får serveret, nej der bliver indkøbt grønt til samme formål. Derfor serverer søster ofte æg, med en hel orange blomme.
Vi afleverer gerne ægbakkerne på gården, ved næste køb. Det er der flere andre der også gør. Allan havde hentet æg, jeg satte dem i køleskabet, til der blev plads i æghullerne. Da den sidste  ægbakke blev tømt, satte jeg den ud på bordet, og da Allan tager bakken, for at sætte den væk til næste gang, lå der en guldring under ægbakken. Hvorfor ligger din ring der, skal du ikke have den på siger han. Hvad for en ring siger jeg, jeg har da ring på. Med de samme kunne han så godt se, at det slet ikke lignede min. Ringen havde åbenbart siddet fast i et hul under ægbakken, og var nu faldt af. Ægmanden blev kontaktet, og spurgt om han kendte nogen der savnede en guldring. Ja… Kunden havde henvendt sig, da hun på et tidspunkt savnede sin ring, og var kommet i tanke om, at hun en dag, da hun var på besøg hos datteren, lagde ringen i en ægbakke, da hun ville hjælpe hende i haven. Derefter havde hun glemt alt om ringen og var taget hjem. Datteren havde, som hun plejede stablet sine ægbakker og afleveret dem. Hun vidste ikke at moderen havde lagt ringen der, og havde heller ikke set den. Da sandheden gik op for familien, undersøgte datteren egen matrikel, og ægmanden blev kontaktet, og selv ægbakkerne på gården blev undersøgt, men man fandt desværre ingen ring.

Efter vores henvendelse, ringede ægmanden straks til kunden, som derefter ringede til sin mor, der havde været meget ked af, at hun måtte vinke farvel til den guldring, der betød så meget for hende. Hun havde ærgret sig, og bebrejdet sig selv over, at hun kunne være så dum, at lægge den så fjollet et sted. Ringens ejer, blev selvfølgelig jublende glad, og kaldte det et mirakel. Den melding kom ad omveje tilbage til os, med stor hilsen og tak, fordi vi havde fundet og afleveret ringen. Vi glædede os bare på hendes vegne, og syntes det var en sjov historie.

Her kunne historien være sluttet, for alt dette er efterhånden snart ret længe siden, men i søndags, da Allan havde forladt matriklen, og jeg stadig rendte rundt med morgenhår og langt fra var anstændigt påklædt, bankede det på køkkendøren. Jeg tænkte, at på den tid af døgnet, kunne det ikke være andre end Mads, der ville drikke morgenkaffe sammen med os, eller måske min søster, der lige stak hovedet ind, så jeg råbte bare: “Kom ind”. I det samme trådte en meget nydelig dame ind ad døren og spurgte, om hun mon var kommet det rigtige sted hen. Det vidste jeg jo af gode grunde ikke. Jeg kendte ikke damen. Er du Pia! spørger hun, det kunne jeg jo kun bekræfte. Jeg er L….. og det er min guldring du har fundet. Jeg vil bare sige tusind tak. Jeg er så glad, så glad. Jeg havde aldrig nogensinde regnet med at se den igen. Jeg fik hendes historie, og hun fik min. Hvorefter hun sagde, at det virkelig var et mirakel, at den ring var dukket op, for datteren havde gået en km med ægbakkerne, mens hun svingende kraftigt med armene, hele vejen til gården, den dag hun afleverede dem, ægbakkerne altså. L..... sagde, jeg er så taknemlig over at få min ring igen, og som tak skal du have denne, hvorefter hun rakte mig en stor æske chokolade.
Jeg ved der er to stykker i æsken jeg kan lide, så dem sætter jeg mig på, resten får Allan lov at spise. Det var jo egentlig også ham, der så ringen først og lavede alt arbejdet.