Familien spredt og alligevel samlet juleaften

Mens Camilla kæmper sig gennem snemængderne til Lolland, har jeg redt op til Kosta og Bacchus, pakket mandelgaven ind og dækket julebordet. Hos os er det ikke jul, hvis ikke vi får grønlangkål først. Sådan har det været i min barndom, og sådan er det stadig. Et eneste år, prøvede min mor at bytte grønlangkålen ud med hjemmelavet suppe. Selvom det smager rigtigt godt, var alle enige om at det slet ikke var rigtig jul det år. Så vi starter altid med grønlangkål og hvad dertil hører. Anden stod i ovnen og risalamanden var lavet dagen for inden. Da Mads er allergiker, er der selvfølgelig lavet en speciel risalamande til ham. Og af samme grund kommer hundene ikke længere end til denne soveplads.

Jeg har holdt jul rigtigt mange gange, siden vi fik Mads, og vi har altid været rigtigt mange om julebordet, aldrig under 15 pers. Familien voksede og voksede og ingen ville undvære den jul de altid havde haft. For seks år siden, sagde jeg stop. Jeg orkede ikke mere at flytte rundt på møbler, slæbe ekstra borde og stole ind. Hyggen var forlængst forsvundet, set med mine øjne. Jeg var alene om det hele og stod flere dage i forvejen og lavede mad, for at samle et sted mellem 20 og 30 mennesker. Og mens alle de andre hyggede juleaften, var jeg for det meste i køkkenet, dog hjulpet af mor. Jeg blev godt nok ikke særlig populær nogen steder, da jeg sagde fra. Heller ikke blandt Allan og ungerne. Jeg stod fast på mit, uanset hvor kunstig alle syntes jeg var. Så vi har siddet alene - os fire – nogle år. Det var slet ikke så slemt, indrømmede de, inden den første juleaften var overstået. Det havde nemlig været så hyggeligt, at de ikke havde noget imod, hvis det skulle være sådan fremover. Der var fred, ro og ingen stress.

Camilla ankom i går med “børnene” i god behold, men det havde været en lang og streng tur. For som hun sagde, I har meget sne på vejene nede hos jer. I år var min mor og Mark hos os og fejre juleaften. De unge, som ikke har stiftet familie med børn, skilles juleaften, for at fejre den i deres respektive familier. Mine andre søskende har børnebørn, så de har været et pænt antal om julebordet i deres hjem. Min mor har 5 oldebørn.

I dag har Allan og jeg været ude for at inspicere vejene, for at se om det er muligt for mig at komme på job i morgen. Det ser ikke for godt ud, det fyger stadig rigtigt meget, der er kun et spor, og møder man en modgående, som vi gjorde, skal den ene bakke 3 km i disse driver. Jeg er nu ret glad for Allan var med i bilen. Vi nåede ikke frem, det var for risikabelt at tage chancen.

Billederne giver ikke det reelle billede af situationen. Jeg er glad for at vi har været ude og sondere terrænet, så jeg ikke alene havde begivet mig ud i dette i morgen. Jeg er faktisk glad for at Allan siger, at jeg ikke får lov at køre turen alene i morgen, og at han, som det ser ud nu, heller ikke er sikker på at han vil gøre det. Han holder elllers meget af at køre i sne i normale mængder, og lege lidt. Vi må se hvordan jeg kommer afsted. Jeg håber på vinden lægger sig, og sneploven kører.

Camilla er kommet sikkert tilbage til sit hjem. Da hun nåede Køge, var vejene rigtigt fine. Hun var rigtig glad for hun ikke skulle sydpå, for der holdt bilerne i kø, mens den nordgående trafik gled fint.